Wassim Hallals nye bog vejer 2 kilo og koster 20 kilo. Plus moms.

Femogtyvetusind kroner for en kogebog, det var immervæk en slat for en kogebog, selv om den er stor, tænker du måske. Men Michelin-kokkens nye bog er mere end en kogebog. Han kalder den selv for en kunstbog, men den er mere et kunstværk i sig selv.

Bogen, der ifølge en pressemeddelelse fra forlaget handler om kokken som fænomen i vor tid, indeholder nemlig originale litografier af den anerkendte samtidskunstner Michael Kvium.

Men den er også en kogebog, idet den desuden byder på små 100 opskrifter fra Frederikshøj-køkkenchefens hånd. Og de er ligeledes tiltænkt feinschmeckere.

”Som altid hos Wassim er der ikke sparet på kaviar og hummer – det er opskrifter for den seriøse kok,” som det hedder i pressemeddelelsen.

Den godt 300 sider lange bog er indbundet i kernelæder og udkommer i et begrænset oplag på 100 stykker med nummererede Kvium-litografier og i sin egen snedkerlavede trækasse på ben. Disse kan købes gennem Restaurant Frederikshøj i Aarhus eller Galleri Nils Stærk i København.

Bogen udkommer dog også i et større oplag i en mere køkken- og budgetvenlig udgave, der kan fås for 500 kroner gennem Books for Cooks  fra 1. oktober.

LÆS OGSÅ: Skhrelis millioninvestering er måske slet ikke et Wu-Tang-album

LÆS OGSÅ: Skyhøj satsning: Ny københavner-restaurant serverer barmad, som du aldrig har fået den før

LÆS OGSÅ: Derfor drak du så meget rosé denne sommer