'
Havana Cuba

Guide til Havana på Cuba

6 anbefalinger: Spis dig gennem Havana på et døgn

Glem alt om turistfælder som ’Hemingway-barer’, der pushes af turistbureauer og fantasiforladte rejseguider.

Få morgenmad på den minimalistiske Café del Ángel Fumero Jacqueline (Compostela 1) i Habana Vieja, der lokker med en nærmest parisisk terrasse lige ud til Iglesia del Santo Ángel Custodio. Husets speciale er god kaffe, æg samt lune vafler, men cafeen fungerer også som cocktailbar og laver mojitos under parasollerne og de tændte lyskæder ud på aftenen (så man kan slutte ringen og lande her igen senere).

Selvom Cuba engang var en af verdens førende kaffeeksportører, kan det være svært at finde en anstændig kop kaffe i Havanna (mange cubanere drikker rationeringsskaffe med 50 % ristede kikærter). På Café El Escorial (Mercaderes 317) – med udsigt til den underholdende Plaza Vieja – serverer de friskristet cafe puro (nul kikærter), og man kan sågar få kaffe daiquiri eller købe hele bønner i en pose.

Fra spisebordet på restaurant ChaChaCha (Avenida de Bélgica 159) er der fri udsigt til Revolutionsmuseets udstilling af gamle tanks, jagerfly og de nedskudte rester af et amerikansk U2 spionfly. Det er dog ikke den eneste grund til at sætte kurs mod den hippe restaurant med det skæve interiør (dækservietterne består af vinyler). Bestil byens bedste blæksprutte, foruden delikate retter som krabbesalat, oksekødscarpaccio og svamperisotto.

Glem turistfælder som ’Hemingway-barer’ i stil med Bodeguita del Medio eller Floridita, der pushes af turistbureauer og fantasiforladte rejseguider. Bestil i stedet en iskold fadøl – et af de meget få steder i Havanna, hvor man gør sig i den slags – på den lille knejpe Bar Monserrate (Avenida de Bélgica 401) med saloondøre, roterende ventilator i loftet og åbne vinduer med udsigt til gadelivet udenfor. Hvis de gamle drenge fra Buena Vista Social Club stadig turnerede sammen, ville de slå vejen forbi her. I dag er her i stedet live jamssessions med lokale musikere.

VORES ØLSEKTION ER LAVET I SAMARBEJDE MED JACOBSEN
Læs mere om øl her

Mange af de engang så fornemme palæer langs havnepromenaden El Malecón er i en sørgelig forfatning, men bag de slidte facader findes stadig overraskelser: Bag en anonym dør med en stejl trappe venter den højloftede restaurant El Presidente (Malecón 23, mellem Prado og Cárcel) med guldfarvet stuk og kongeblå søjler og en balkon med udsigt. Prøv gazpacho, husets hjemmelavede fettuccine med skaldyr eller filet mignon. Bestil bord på balkonen, og se solen gå ned over El Malecón. Der er også Montecristo- og Cohibacigarer samt et godt udvalg af rom. El Presidente er opkaldt efter indehaveren Jan Husáks bedstefar, Gustáv Husák, Tjekkoslovakiets sidste præsident.

Siá Kará er et afrocubansk udtryk, der betyder ”at vaske fortiden væk”, og det kan man passende gøre på bar og indierestauranten, der bærer navnet Siá Kará (Calle Indústria 502, bag kongresbygningen), med en daiquiri. Maden er ikke tosset, men drinkskortet – prøv husets mojitos – og den jazzede stemning er stedets raison d’être med et loungehjørne med dæmpet belysning, lysekroner og et oliemaleri af en adelsmand, der rækker tunge ad bargæsterne. Ud på aftenen kan man forvente koncerter med alt fra cubansk son til jazz.

LÆS OGSÅ: Han kæmper for Danmark ved det uofficielle VM for bartendere - men har ikke været fuld i 4 år

LÆS OGSÅ: Danmarks bedste bartender: Sådan laver du en rigtig gin og tonic

LÆS OGSÅ: 8 anbefalinger: Spis dig gennem Malaga på et døgn

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok