Crazy Legs Conti (ja, det er hans borgerlige navn) har en hobby, der er lidt anderledes af de flestes. Han er konkurrencespiser og rejser USA rundt for at deltage i de populære spisekonkurrencer, der fx går ud på at æde 30 hotdogs i træk og være den hurtigste til at gøre det.

Og Crazy Legs Conti, der har femten års erfaring som konkurrencespiser, er en af verdens bedste til det, han laver. På verdensranglisten, som International Federation of Competitive Eating står for, er han i skrivende stund rangeret som nummer 20. CNN’s videokanal Great Big Story har besøgt ham for at finde ud af hemmeligheden bag at kunne spise ufattelige mængder mad uden at falde død om. 

”Det er som at løbe et maraton og et 100-meterløb på samme tid, bortset fra at dine fødder står stille. Men din mave bevæger sig med 160 kilometer i timen,” siger Crazy Legs Conti til Great Big Story.

Han øver sig ved at spise seks hotdogs på samme tid så hurtigt som muligt, og så løber og træner han i fitnesscenteret tre gange om ugen for at undgå at tage alt for meget på.

”Tag ikke fejl, konkurrencespisning er en rigtig sport. Det er muskelhukommelse. Din mave, hjerne og krop kan gøre det, hvis du forbereder dem godt nok,” fortæller han.

Crazy Legs Conti forklarer, at det snarere er hjernen end maven, der siger fra, når konkurrencespisning går galt, og at det kræver den helt rigtige teknik at kunne stoppe sig skamløst med hotdogs eller andre former for mad. Når Crazy Legs Conti deltager i spisekonkurrencer, spiser han så hurtigt, at han aldrig når at smage maden.

Men én ting er selve konkurrencen – noget andet er dét, der sker bagefter. For at kunne fordøje den store mængde mad, må Crazy Legs Conti drikke lige så store mængder væske:

”Der går mindst 24 timer, før jeg føler mig menneskelig igen,” siger han.

Se hele interviewet her: