Den Michelinstjerne-belønnede restaurant Noma i København var med deres nyfortolkning af det danske køkken kendt som verdens bedste restaurant. Tidligere i år lukkede indehaver René Redzepi pludseligt Noma midlertidigt ned for at ombygge - og nu kan interesserede langt om længe se frem til at lægge de første reservationer på det nye Noma, som genåbner i februar 2018.

Den nyrenoverede restaurant vil til at starte med byde på en seafood-menu, der er fokuseret omkring havet, fisk og skaldyr fra Skandinavien. Dette skifter fra tidlig sommer til tidlig efterår med sæsonen for planteriget, som kommer til at byde på en menu fokuseret om Nomas urbane have. Fra tidlig efterår til januar er det eneste tidspunkt, hvor kød har en bærende rolle på menuen, idet man her skifter over til vildt- og skovsæsonen, hvorfor der også vil være bær, svampe, nødder og vilde planter at finde på menukortet.

Noma kommer til at være åben for frokost og middag fire dage om ugen. Hver reservation koster 2.250 kroner med en tilhørende vinmenu til 1.100 kroner. Hver aften vil det nye Noma tilbyde 10% af pladserne til studerende, som bliver tilbudt en speciel pris på 1.000 kroner per person for menuen inklusiv en vinmenu. 

Noma 2.0 åbner for reservationer 16. november.

LÆS OGSÅ: Lav mad som noma derhjemme

LÆS OGSÅ: gastro giver Noma 3 stjerner!

LÆS OGSÅ: Her spiser Nomas personale