Den klassiske sommer-drink ‘Gin & tonic’ har været populær, siden englænderne drak den i kolonitiden for at undgå malaria. Og i disse dage oplever de to simple komponenter, der udgør drinken, masser af hype. 

Gin’en har fået egne festivaler, og herhjemme har flere danske gin-brands meldt sig på markedet, som for eksempel Njord Gin, Elg Gin og Ginscape.

Derudover er der flere, der begynder at rynke på næsen over en tonic fra Schweppes eller Harboe, og de kaster sig enten selv ud i at lave deres egne tonics eller rive luksusudgaver ned fra hylderne, som for eksempel Fever-Tree, Syndrome eller Erasmus Bond.

 

Nu kommer GT’en igen i højsædet med en særlig gin & tonic-popup-bar i København. Her kan du den 6., 7. og 8. juli svælge i over 100 forskellige gin-varianter og prisen er fast på kun 75 kroner for en GT - uanset hvilken variant du vælger. 

Kvinden bag G&T-popup-baren hedder Iben Diamant, og hun holder i forvejen foredrag og smagsarrangementer om gin. Hun er desuden forfatter til bogen “Gin, tonic og tilbehør”, har en ny bog om gin på vej og så står hun bag bloggen Why Not Gin, hvor hun deler sin gin-glæde med sine følgere.

“En gin & tonic behøver slet ikke at være en kedelig, basic, slatten longdrink, men når man først bliver kendt med de forskellige smagsvarianter, så kan den faktisk blive en utroligt lækker cocktail,” siger Iben Diamant.

Den dominerende smag af gran fra gin’en kommer fra enebær, men Iben Diamant forklarer, at der er en helt række af forskellige ‘botanicals’, som man kan kombinere i sin gin og tonic.

“Man kan tilføje lettere blomstrede toner med frugt og bær, man kan vælge mere citrusagtige gin med smage af alt fra rød grape til citrongræs. Og så kan man vælge en gin med mere intens kryddersmag, som for eksempel stjerneanis, kanel, chili og kardemomme,” siger Iben Diamant.
 

Gin & Tonic-popup-baren er den tredje i rækken som Iben Diamant har sat op, og de tidligere arrangementer har ifølge hende selv været velbesøgt. Desuden var de GT-entusiaster, der kiggede forbi, meget overraskede og glade for at opdage, de mange forskellige variationer, som en gin & tonic kan rumme.

I den nye popup-bar vil der dog være mange flere gin at vælge i mellem end tidligere. Desuden vil der også være to cruises på havet, som man separat kan købe billetter til, hvis man kunne tænke sig et indblik i den nye danske gin eller den klassiske Plymouth Gin. 

“Havudsigt, sommer-vibes og de allerbedste gin & tonics. Det er essensen af popup-baren,” afslutter Iben Diamant.

Se Facebook-begivenheden for eventet her.

LÆS OGSÅ: Bidsk brandert: Mikkeller laver Mezcal med udtræk af klapperslange til Copenhell

LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Så mange insekter indtager du om året ved at drikke kaffe

LÆS OGSÅ: Yeah! I år er der rosé på Roskilde-programmet