Det er som bekendt ikke altid lige nemt at sikre sig drømmejobbet.

Det kan godt være, at du kun har 12-taller på eksamensbeviset og, at du har bevist dit globale engagement ved at arbejde frivilligt et sted i den tredje verden. Men det er der masser af andre, der også har gjort. Og altid nogen, der har gjort det en tand bedre.

Nogle siger sågar, at det perfekte CV er blevet kedeligt, og at der skal noget andet til, før du bliver indkaldt til jobsamtale hos den arbejdsgiver, du inderligst længes efter at arbejde for.

Hvis der er nogen, der har forstået dét budskab, er det litauiske Lukas Yla. Den 40-årige marketing-mand var på udkig efter et arbejde i San Franciscos tech- eller reklamebrancher, nogle af verdens mest konkurrenceprægede jobmarkeder, og af angst for, at hans ansøgninger skulle ende i papirkurven, tog han en anden strategi i brug.

Han lod som om, han kom fra et kurerfirma og afleverede personligt, hvad der udadtil lignede en æske donuts, til firmaernes rekrutteringsenheder. Men i tillæg til det søde mellemmåltid lå der inden i æsken også en jobansøgning fra Yla.

”Jeg var på udkig efter den mest direkte vej til selskabernes beslutningstagere, og jeg tænkte, at jeg nok på CV-niveau ville klare mig dårligt i konkurrence med de andre kandidater, der har mere arbejdserfaring i San Francisco end mig,” skriver ansøgeren i en mail til sitet Thrillist, hvor han også fortæller, at hans lille nummer har fået ham indkaldt til samtale hos ti af de omtrent 40 virksomheder, han har leveret donuts med mere til:

"Rekrutteringsfolk, marketingfolk og folk helt generelt elsker sådan en tilgang, det er sjovt, uventet og ud af boksen.”

Nu elsker de jo deres donuts i USA. Men måske fredagsbajere ville ramme målgruppen bedre, hvis man skulle forsøge en lignende tilgang i Danmark.