En vaskemaskine, tre tørrestativer, en affugter, en bagagevægt, en stak IKEA-poser og en gammel Mazda. Det er ikke en besked fra Egon Olsen til kompagnonerne Benny og Kjeld. Det er derimod opskriften på begyndelsen på et vasketøjseventyr på Vestegnen i millionklassen.

Karim Ben M’Bareks kæreste gik fra ham i 2013. Det betød, at han selv måtte ned i vaskekælderen ved Sundbyvesterplads ude på Amager, når den sidste rene T-shirt var brugt. Men der var stort set aldrig nogen ledige tider, der passede den unge mand, og han endte tit med at tilbringe sine nætter med hænderne i vaskemaskinen og duften af vaskepulver i næseborene.

Det blev han hurtigt træt af. Han gad ikke selv vaske, så han fandt et renseri tæt på, der kunne klare opgaven. Men prisen for en vask lå i omegnen af 80 kroner, og derfor røg vasketøjet i moderens retning. Men det måtte kunne lade sig gøre at få vasket tøj til en mere rimelig pris, tænkte den unge CBS-studerende og ringede til sine to fodboldkammerater Jannick Christensen og Max Børglum Stripp.

Jannick Christensen lå i sin seng, da Karim ringede og præsenterede sin idé. Han var netop blevet arbejdsløs og manglede noget nyt at lave.

”Vi skal vaske tøj. Jeg sender dig en artikel, du skal læse,” lød den korte melding fra Karim.

Det gjorde Jannick, og senere fik Max det samme opkald.

”Hvorfor fanden skulle vi ikke bare prøve?” spurgte Jannick Christensen.

Det kunne ingen af dem svare på, og derfor gik de i gang. Jannick Christensen var den eneste, der havde en vaskemaskine, så produktion og kontor gav sig selv. Tilsammen lagde de 10.000 kroner, og der blev købt tørrestativer til Jannicks stue og en affugter, så de kunne holde ud at være i lejligheden, en bagagevægt til at veje folks beskidte dynger og beregne en kilopris, IKEA-poser til fragt og en Mazda 323 af ældre dato til at hente og bringe i. De havde lavet en hjemmeside i Paint, hvor de annoncerede, at det kostede 15 kroner pr. kilo at få ordnet sit tøj.

De tre fyre sorterede alt fra g-strenge til sokker, vaskede, tørrede, hentede, bragte – og strøg skjorterne som en ekstra service.

”Jeg har et ar fra det strygejern. Der skulle fyldes vand på det hele tiden, og der stod jeg og fumlede lidt for meget hen over et badekar. Det er prisen, man må betale,” griner Jannick Christensen, der sammen med de to andre var vaskekone, ruteplanlægger, chauffør og iværksætter på én gang.

Hver dag kørte de rundt i Storkøbenhavn fra klokken syv om morgenen til klokken ni om aftenen uden at tanke bilen helt op. Kun for en hund ad gangen, for ”man vidste aldrig, hvornår man fik brug for de andre penge”. Inden for 48 timer havde folk deres tøj igen. En hurtigere tid kunne drengene, der stadig var afhængige af gammeldags tørrestativer, ikke love.

Efter et halvt år i Jannicks lejlighed havde de tre så mange kunder, at de måtte alliere sig med et lokalt renseri, og snart et der var endnu større. Men det var ikke nemt at overbevise folk om, at de havde gang i noget stort. Drengenes respektive familier var også forbeholdne, for de havde ikke færdiggjort deres uddannelser.