Bag det mørke scenetæppe har Emil Simonsen, Andreas Bai Duelund og Rune Rask samlet en større flok i en stående rundkreds. De kalder den ’Circle of Trust’. De står med armene om hinandens skuldre:
trommeslagere, gæsteoptrædende, lydmænd, monitormænd, tourmanageren Jobber, en tysk pyrotekniker, den L.A.-baserede agent, Mickey, deres faste barber, Mike Kunstleben, og mange flere.
”Gi’ mig et J,” råber Emil Simonsen ind i den lukkede kreds.
”FISSE!” råber resten samstemmigt retur.
”Gi’ mig et J.”
”FISSE!”
”Hvad siger det?”
”Deutschland, Deutschland, Deutschland,” råber de alle sammen og begynder at hoppe som et overtændt sportshold forud for en vigtig finale. Ritualet er fast før alle Suspekt-koncerter og har været det, siden Tyskland vandt fodbold-VM i 2014, og gruppen forelskede sig i den tyske holdånd.
På den anden side af scenens bagtæppe sitrer et fyldt Forum på Frederiksberg. Øjeblikket forinden har dj Emil Lange afsluttet en times opvarmnings-set og forladt scenen.
Mange af de 10.000 koncertgængere har været her i adskillige timer. Allerede tidligt på eftermiddagen ankom de første grupper af fans og placerede sig foran hovedindgangen med poserne fulde af dåsebajere og medbragte højttalere klar til at tordne 18 års rap-hits ud i den friske forårsluft. Siden blev de flere og flere.
Og de kan næsten ikke vente længere: ”SU SU SUSPEKT! SU SU SUSPEKT!” råber de på repeat.
Midt i mængden af dybfølte krammere lusker Rune Rask og de to trommeslagere ind bag tæppet og op på deres pladser bagerst på den stadig mørke scene. Emil Simonsen alias Orgi-E og Andreas Bai Duelund kaldet Bai-D giver hinanden en sidste krammer. Orgi-E fører mikrofonen op til munden. Det er nu.
10 timer tidligere står Emil Simonsen foran et spejl i Apocs Store i Indre København i en hvid undertrøje. Han er ved at prøve tøj. ’Large’ – eller ’Albertslund Medium’, som han siger.
Der, hvor han kommer fra, er det uskrevne kodeks, at hvis man er stærk, går man i stramme bluser, hvis ikke, går man i løst tøj. Det er ikke noget med skinny jeans og den slags crap.
Hans makker Rune Rask står ved siden af iført sin sorte trøje med heltene fra Iron Maiden. Han har lige været ude og ryge endnu en Blå Kings. Faktisk røg han to, da han først var derude. Når han har nerver på, ryger han dobbelt så meget, som han plejer, så det kan hurtigt løbe op i et par pakker, og i dag er en dag lidt ud over det sædvanlige.
Det er ikke, fordi de seneste år har været sparsomme på højdepunkter. Én ting var at lukke Orange Scene på Roskilde Festival i 2015, en anden at høste fire priser på stribe til Danish Music Awards få måneder senere og fejre det med at ryge smøger med Helle Thorning-Schmidt backstage. Men det her? 10.000 dedikerede fans i fucking Forum.
Aftenens koncert kommer i forlængelse af gruppens sjette album '100% Jesus', der udkom i februar. Sceneshowet har været forberedt længe, faktisk har i alt 53 mennesker været inde over i en eller anden funktion. De siger alle sammen, at det bliver ”fucking vildt!” eller ”det vildeste nogensinde.” Der skal bl.a. komme ild ud 14 steder og Emil Simonsen skal fyre løs med en håndholdt ildkanon.
Ugen forinden spillede Suspekt på Scandinavian Congress Center i Aarhus, og de er nødt til at moderere tempoet lidt bedre i aften, forklarer Rune Rask, for deres show varer over to timer, og de er jo ikke Paul McCartney, der kan tillade sig at holde pauser undervejs. I Aarhus kom de til at lægge for hårdt ud. Fra prøverummet supplerer Emil Simonsen med sin karismatiske hæse stemme:
”Man kan jo heller ikke bare jage den op i kussen og pløje igennem.”
I forårssolen tæt ved Forums bagdør står to unge fyre og kæderyger med en Netto-pose fuld af bajere på jorden foran sig. Især den ene er helt rødmosset af spænding. Et par uger forinden deltog han i Musikquizzen på P3 og gættede samtlige Suspekts sange, selv da han kun havde et sekund at gøre godt med.
Det indbragte ham to billetter til en såkaldt meet ’n’ greet med Suspekt på selve koncertdagen. Det samme gør sig gældende for to små kvinder i midten af tyverne, der har vundet en Instagram-konkurrence.
De står et par meter fra drengene med en Mokai hver i hånden og kigger ned mod døren.
Her står det tredje medlem af Suspekt, Andreas Duelund, og diskuterer tilstanden ’bagstiv’ med den visuelle designer Magnus Packness og trommeslageren Mikkel Villingshøj.
”Der er noget dejligt ved at være bagstiv. Det peaker aldrig, det er bare blødt og grineren hele tiden, indtil man lige pludselig ikke kan mere,” siger Magnus Packness, der stod for efterårets omtalte musikvideo til Suspekt-singlen ’Hun blev bare så glad’: et rappende, nøgent kvindeskræv.
Andreas Bai Duelund skraldgriner og bapper på sin cigaret. Han ryger ikke ekstra meget på en koncertdag som Rune Rask. Han ryger altid ”pisse meget.” Sammenligner man hans stemme på de første albums med de seneste, er det ikke svært at høre, hvad smøgerne har gjort ved hæsheden.
Der er i det hele taget røget meget ned siden de tre i starten af 1990’erne begyndte at rappe sammen i Albertslund. Dengang dannede de sammen med nogle lidt ældre drenge rapgruppen ’Ølholdet’, og da de andre skred, blev de til Suspekt.
Den første koncert, de fik lov til at spille, var til en Musikfestival for børn i Aalborg i 1997, som en af deres pædagoger havde fået arrangeret, de skulle deltage i.
Til koncerten kastede et purungt Suspekt pornoblade ud til publikum. Det var inspireret af en koncert med Malk de Koijn, der havde smidt med konfetti. To år senere kom den første plade, der bar navnet ’Suspekt’ og bestod af morbide tekster spækket med voldsfantasier. De var trætte af, at dansk rap var så lallet, så nu skulle de fandme vise dem, hvad man kunne ude på Vestegnen.
Seks fans har vundet en meet 'n' greet med Suspekt. "Dengang vi var i start-20'erne, tog vi ned og væltede Næstved foran 10 mennesker," siger Emil 'Orgi-E' Simonsen til dem.
Dengang spillede de koncerter for øl-billetter på små spillesteder, og de blev beskrevet som tre primitive idioter af kritikerne. Der var ingen, der ville røre ved gruppen, så de endte med at udgive pladen på deres eget pladeselskab, som de stiftede og døbte Tabu Records.
De fulgte op fire år senere med ’Ingen Slukker The Stars’, der så småt tog dem fra undergrund og ud til et bredere publikum. Deres tekster var vilde og liderlige og på mange måder en naturlig forlængelse af barndommens grænsesøgende adfærd som i kæmpehittet ’Kinky Fætter’, der blandt andet har linjerne: ’Jeg’ en kinky fætter vil du være kinky med mig? Sædpletter på din pink sweater efter hede nætter, lad mig knep’ dig for din skede spjætter.’
Men hvis man skal snakke om et decideret kommercielt gennembrud, skal man frem til den tredje plade ’Prima Nocte’ i 2007, hvor især nummeret ’Proletar’ om livet i Albertslund gjorde dem til et berømt og berygtet navn.
På nummeret ’Klaus Pagh’ fra 2011 rapper Emil Simonsen, at han ”giver dig noget at pille i fissen over, læg dig ned og hør Suspekt, når familien sover,” og det er på sin egen vis et billede på, hvad Suspekt i mange år var. Den forbudte trio, man enten dyrkede som protest eller dyrkede i smug.
Men det er også et efterhånden forældet billede, for Suspekt er blevet allemandseje. I foråret 2017 offentliggjorde Spotify, at Suspekt er streamet i alt tre millioner timer.
En af dem, der har streamet sin del er en 17-årig fyr, der sammen med sin veninde ankommer til Forum som de sidste to deltagere til meet ’n’ greet. Han har ikke vundet noget, men har sendt en mail til Suspekts manager, hvor han fortalte, at han havde været syg af cancer i 10 år og i alle årene havde brugt Suspekts tekster som sin vigtigste medicin. Da den mail nåede frem til de tre, fik de arrangeret, at han skulle med.
Backstage bliver der placeret en stak Leffe-øl på bordet.
”Ja, vi drikker jo lidt på jobbet,” siger Andreas Bai Duelund og bryder den første akavede barriere ved at få dem allesammen til at grine.
”Jeg har hørt, at det er pisse vildt til Suspekt backstage med sprut og damer,” siger popsangeren Xander. Han ligger i en sofa med benene oppe. Udover på nummeret ’Hæld op’, hvor han har omkvædet, skal han agere både Lucas Graham og Tina Dickow i de numre, hvor de ellers har vokalen.
”Jeg har hørt, at det er pisse kedeligt,” returnerer Andreas Duelund, hvorefter de begge to begynder at grine.
Der var engang, hvor Suspekt altid krævede, at der skulle stå farveopdelte M&M’s klar i backstagelokalet før koncerter. Mest bare for sjov og for at tjekke, om der rent faktisk var nogen, der læste lister med bakcstage-krav.
I dag skal der være RedBull og Fernet Branca, men der bliver mest drukket øl, og der er langt til de mytologiske beretninger om vilde eskapader. Emil Simonsen sidder i en sofa med et kvalmt ansigtsudtryk og sprøjter Echinacea-dråber i halsen.
Det er en spray, der modvirker hæshed. Han tager sit job ”fucking seriøst”, siger han. Det indebærer bl.a. stemmepleje, at stå tidligt på koncertdage og at gå i fitnesscenter.
”Da vi var børn og unge i Albertslund, handlede det om at skulle bevise noget,” siger Emil Simonsen og fortsætter:
”Man skulle være store i slaget og ”hvad så, jeg smadrer dig”-agtig. Det handlede om at hævde sig og være en alfahan, for når man vokser op på Vestegnen, er der ikke de kæmpe store villaer og den fede økonomi, så man må finde sig noget andet at bryste sig med. Der er ingen tvivl om, at det har skabt et psyko konkurrence-gen.”
Da der i sin tid ikke var nogen pladeselskaber, der ville røre ved Suspekt, besluttede Emil Simonsen sig for at dygtiggøre sig inden for netop den del af musikbranchen. Og tog derfor en fire-årig music management-uddannelse på Rytmisk Konservatorium.
Andreas 'Bai-Dø Duelund og Simon Jul sætter garnet backstage før koncerten.
Der er kun et par timer, til koncerten skal i gang. Foran Forum vokser menneskemængden eksplosivt. I selve koncertsalen er horder af mænd i orange veste og hvide hjelme ved at gøre scenen klar.
Bagerst står et stort rødt pentagram, der er udviklet af den visuelle designer Magnus Packness med inspiration fra heavy metal-bandet Mötley Crüe og som med hans ord er en ”forvirret blanding af ondskab.” Midt i det hele står også en bil, Emil Simonsens gamle Mercedes 'Boris', der er blevet pensioneret og nu er lavet om til et fadølsanlæg til anledningen.
Mens backstagelokalet rumsterer, lusker Rune Rask ud af døren og op på en af balkonerne for at skue ud over scenen. Han har sommerfugle i maven. Førhen, når de skulle ud at spille i landet, plejede deres bus at holde foran Forum. Engang sagde han til sin kone: ”En eller anden dag fylder vi fucking Forum.”
Emil Simonsen kalder Suspekt og holdet omkring dem for ”en mærkelig karavane af tosser, der ruller ud som guds egne prototyper og ikke kan laves om.” Sidst på eftermiddagen, hvor backstagelokalet er ved at være godt proppet, er det ikke helt skudt ved siden af.
Simon Jul er netop ankommet efter at have optrådt i Tivoli, hvor han var på efter Rasmus Klump. Han skal spille guitarsolo på et af aftenens numre. Tue Track fra Malk de Koijn, rapperne Jooks og Benai er der og Lau Pedersen er der, og forsangeren fra syrerockbandet Fribytterdrømme sidder henslængt i en stol med sit lange hår og farverige skjorte. Hans band har lydstudie ved siden af Suspekts i Vanløse, og en dag, hvor han sad og klimtede noget guitar, stak Emil Simonsen hovedet ind og sagde:
”Du skal lige ind og fyre noget af for os.”
Et andet sted i lokalet sidder Mike Kunstleben, der sørger for ”at holde Suspekt-drengene veltrimmede.” Der er også den amerikanske agent, Mickey, der i sin tid var med til at få det amerikanske rap-ikon, Kendrick Lamar, frem på den store scene.
Tilbage i 2011 stødte han på Rune Rask i Los Angeles, der prøvede at få sine numre ud til et større publikum, og det lovede Mickey at gøre noget ved. En dag lå der så en konvolut i Rune Rasks postkasse med afsenderen:
'Aftermath/Interscope'.
Det var fra den legendariske amerikanske hiphop-producer Dr. Dre’s pladeselskab, der ville bruge beatet fra 'Helt Alene' til nummeret 'The Art of Peer Pressure' på Kendrick Lamars nye album.
Det havde Rune Rask det ret vildt over. Især da Suspekt i den forbindelse blev med-nomineret til en Grammy i 2014, da Kendrick Lamars album 'Good Kid, M.A.A.D City' var nomineret i kategorien 'Album of the Year'.
Emil Simonsen mener, at der er brug for Suspekt, brug for nogen, der lægger tissemanden i vindueskarmen, når det hele bliver for pænt og rent. Det er en protest mod det moralske overherredømme, siger han.
”Det er jo ikke sådan, at jeg går rundt og tænker, at jeg altid skal huske at være i protest. Men jeg synes, det er vigtigt med alternativ tankekraft, der udfordrer det konforme Danmark, for ellers er det sgu ikke særlig sjovt at være her. Der er brug for sprælske personligheder. Der er en moral, der siger, hvad man bør gøre, hvad der er rigtigt og forkert, og sådan synes jeg bare ikke, det skal være. Det handler ikke om at være Rasmus Modsat, men om at det skal være i orden at gøre, hvad fuck man har lyst til.”
Mens dj’en afslutter sit opvarmningssæt i den tætpakkede sal, er backstagelokalet blevet tømt. Kun Andreas Duelund, Emil Simonsen og hans kæreste står tilbage. Kort forinden har hun været rundt og give et stort hjertevarmt kram og et kys på panden til alle, der skal på scenen.
Emil kysser hende, så én gang til og klasker hende i røven. Så forsvinder også hun, og kun Emil og Andreas står tilbage. Lige om lidt er det nu. 18 år har de været undervejs siden debutalbummet. Og næsten 30 år siden de fandt sammen i Albertslund og gav fanden i skolens autoriteter og andre, der ikke fattede, hvad de havde gang i.
"Nogle gange tænker jeg, at når vi udgiver næste plade, er der så overhovedet nogen, der gider lytte til os. Man kan ikke tage for givet at være på toppen resten af ens karriere, og jeg må bare huske på, at jeg også havde det rigtig fedt med at lave musik i de 18 år, hvor vi ikke fyldte Forum,” siger Emil Simonsen og fortsætter:
”Og det er jo ikke sådan, at jeg tænker, at fordi vi har lukket Orange og fyldt Forum, er vi nødt til at tage til Mars og spille på en arena der. Det handler ikke om, at det skal være større, større, større eller om at tjene flere og flere penge. For hvornår skal det stoppe? Det stopper sgu aldrig. Hvis du får en stor bil, er der bare en, der er større, og hvad så? Skal du så købe nummer to?”
”Men det er slet ikke essensen af Suspekt, at det hele tiden skal overgås i omfang. Det allervigtigste for mig ved at lukke Orange Scene var slet ikke at spille der, men at jeg ugen efter spillede i Hønseteltet i Vig og havde fucking lyst til at spille i Hønseteltet i Vig. Og dét er essensen. Hvis jeg ikke syntes, det var fedt at lave alt det andet, var jeg aldrig kommet til at spille på Orange i første omgang.”
Det Vigtigste, de nogensinde har lavet, er det nummer, de skal spille i aften: ’Lings sang.’
Den er skrevet til deres fælles gode veninde, musikeren Ling Ly med kunstnernavnet Linkoban, der døde sidste forår efter at have været syg af kræft i halvandet år. Det ændrede deres liv, for nu var døden en skikkelse, der pludselig kunne komme og tage folk, der slet ikke var klar til at skulle afsted. Først skrev Emil Simonsen en sætning om, at en mor skulle begrave sit barn. Langsomt skrev han og Andreas Duelund videre på det, der til sidst blev en hyldestsang til Ling Ly. Det tog seks måneder.
I det hele taget er Suspekt blevet voksne, og døden har sneget sig ind i deres tekstunivers på en mere konkret måde end tidligere. Det er også sådan, at koncerten i aften skal starte. Med ordene: 'De sagde, en dag skal vi alle dø, så alle andre dage skal vi ikke det' fra sangen 'Står Stadig'. Inspirationen er hentet fra tegneserien ‘Radiserne’, hvor Søren Brun og Nuser sidder for enden af en gangbro og kigger ud over en sø. "En dag skal vi alle dø, Nuser” siger Søren Brun. ”Sandt,” svarer Nuser. ”Så alle andre dage skal vi ikke.”
”Det er også, hvad jeg vil med i aften: understrege, at vi er i live lige nu. Nu slipper vi tøjlerne. Jeg håber, at det er det, folk bruger Suspekt til. For alle har sgu problemer, jeg har også selv masser problemer, men når vi står sammen til den koncert, så giver vi fuck i problemerne. Vi fester hen over dem og råber og skriger og drikker og gør alt det modsatte af at sidde og stene i et dybt hul. Vi er nødt til at få noget ud af det her liv. Rejs ud i verden eller stik pikken ind i et eller andet spændende,” siger Emil Simonsen.
Han og Andreas Duelund kigger et øjeblik hinanden i øjnene, så løber de ud af backstagedøren ned ad trapperne og ned mod scenen, hvor Rune Rask og resten af ’tossekaravanen’ venter til den rituelle ’Circle of Trust.’
De indledende toner til nummeret ’Står stadig’ brager ud i luften. Lyskeglerne tændes. I solbriller og læderjakker træder Bai-D og Orgi-E ind på scenen fra hver sin side som to kampklare boksere. Forum eksploderer i tusinde stemmers fulde brølekraft.
”Er vi der ikk’ snart?” råber Andreas Bai Duelund ud i luften efter koncerten og griner fjoget. Han sidder i tourbussen og er ved at være godt fuld i Fernet Branca. Bussen er kun lige kørt, og der er mindst seks timer til de er i Aalborg, hvor morgendagens koncert venter.
Han og de to andre trådte for lidt siden af scenen i Forum til endeløse bifald fra et mørbanket publikum, der fik, hvad de kom efter. Ild og nøgne kvinder og en biskop, der ’døbte’ den nye guitarist Jakob. ’Proletar’ og ’Lings sang’ med guitarsolo fra Simon Jul. Hit på hit og trusser på scenen i ét væk. 10.000 mennesker, der hoppede til ’Kinky Fætter’, som om deres liv afhang af det.
Rune Rask står ved anlægget i bussen og prøver på ikke at spilde sin overfyldte kop med spiritus. Han har lige sendt den samme sms kun med ordet ’musse’ til mindst 40 mennesker. Han er for fuld til at svare ordentligt på alle lykønskningerne og har netop sat Iron Maidens ’Hallowed by the name’ på anlægget.
Nummeret runger ud i bussen, mens Emil Simonsen sidder på et af de bagerste sæder og prøver at komme til sig selv med et håndklæde over sig. Han har før sammenlignet sine præstationer på scenen med en boksers i ringen, og han ligner en, der netop har gået 12 runder.
”Vi er stadig de største – lige i øjeblikket,” siger han.
”Men det er jo pisse-fucking-hamrende ligegyldigt, for på et tidspunkt er vi døde og borte, og om 1.000 år er der ingen, der kan huske Suspekt. Og hvad så? Men alligevel er det ikke ligegyldigt, for vi er her nu. I kød og blod og i følelser, og så skal den satme ha’. Det er det, det hele handler om: At være til stede lige nu. Og gøre sig fucking umage med det.”
HØR OGSÅ: Podcast med Suspekt: Om kærlighed, den nye plade og om sidste gang de følte sig som rigtige mænd
