Mikrodosering af LSD

Mikrodosering af LSD

2 måneders eksperiment med LSD er slut, men Sigurd vil fortsætte

Vi har fulgt Sigurd flere gange under hans forsøg mikrodosering af psykedeliske stoffer. Her følger tredje og foreløbigt sidste kapitel.

“Det er søndag, og jeg står op for at mikrodosere. Lige bagefter begynder jeg at gøre rent, rykke rundt på mine møbler, flytte på ting og hamre billeder op på væggene. Pludselig stopper jeg op, og så er der gået 12 timer. Flow-tilstanden overtog min bevidsthed fuldstændigt,” fortæller Sigurd, der I to måneder har eksperimenteret med mikrodosering af LSD I et forsøg på at blive gladere og mere effektiv.   

(Hvis du ikke har læst de første kapitler i hans forsøg, kan du læse første kapitel her og andet kapitel her.) 

Mikrodosering er en meget lille dosis af et psykedelisk stof, der virker ‘subperceptuelt’ i hjernen. Det vil sige, at dosen arbejder underbevidst i hjernen, uden at man lægger mærke til det i modsætning til en stor dosis LSD eller for eksempel psilocybin-svampe, hvor formålet ofte er et langvarigt trip med hallucinationer.

Formålene med mikrodosering er mange. I tech-industrien i Silicon Valley bliver det brugt som en kreativ problemknuser, hvilket er beskrevet i blandt andet Forbes, Rolling Stone og Business Insider, mens forsvarsadvokaten og moren Ayelet Waldman har brugt det for at holde sin depression nede.  

Vi har fulgt den 30-årige kommunikationsmedarbejder Sigurd, der har mikrodoseret i sin dagligdag for at styrke sin kreativitet, sit energiniveau og sin muskelstyrke. For på den måde har han håbet på, at han kan blive bedre til at meditere, lytte fokuseret til sine podcasts på vej til arbejdet, lave mere spændende mad til sig selv, leve sig ind i sin aftenlæsning, løfte tungere vægte i styrkecentret og øge sin koncentrationsevne på arbejdspladsen.

Lørdag den 8. april var den sidste dag, han mikrodoserer, og her møder vi en lidt Sigurd til et mikrodoseringsseminar på professionshøjskolen Metropol på Nørrebro i København, arrangeret af den danske forening Psykedelisk Samfund.

“Jeg har taget min sidste dosis i morges klokken 9. Jeg lå i min seng, og så glædede jeg mig vildt meget til at skulle op og mikrodosere, fordi jeg ikke havde gjort det i tre dage. Og jeg synes de dage, hvor jeg har mikrodoseret, bare har været så spændende. Jeg føler, at jeg kan være mere tilstede i mine aktiviteter, og jeg forsvinder sjældnere i tankemylder, bekymringer, eller for eksempel der, hvor man bare går i stå og egentlig skulle lave et eller andet, men i stedet sidder og fucker rundt på Facebook,” siger Sigurd.

Som noget nyt fortæller Sigurd også, at han føler, at mikrodoseringen fjerner en stor del af tømmermændene, hvis han har været ude og drikke.

“Det fjerner det der med, at man er groggy, tænker langsomt og pakket ind i en stor muddersæk oppe i hovedet. Jeg ved ikke, om det er dumt, men jeg har fundet ud af, at efter en bytur kan jeg bare stå op næste dag, og så tage en mikrodosis, og så får man det meget bedre,” fortæller Sigurd.

Hovedtaleren til mikrodoseringsseminaret er den 26-årige amerikanske iværksætter Paul Austin, der står bag sitet ’The Third Wave’, som ønsker at skabe et fællesskab omkring interessen i de psykedeliske stoffer, samtidigt med at man kan finde information omkring psykedeliske stoffer igennem artikler og podcasts.

“Der er to aspekter i mikrodoseringen, som fascinerer mig. For det første, at det muligvis kan bruges medicinsk til at hjælpe folk med blandt andet at tackle PTSD, depression og angst.”

“For det andet så er det interessant at se, hvordan det kan bruges i kreative kredse for iværksættere, kunstnere, freelancere osv., fordi mikrodoseringen får os til at tænke anderledes, og det tror jeg vil være i høj kurs i fremtiden,” siger Paul Austin.

Han startede selv med at mikrodosere tilbage i 2014, da han flyttede til Thailand for at åbne en online-forretning, hvor han underviste i engelsk, og her lavede han mange overspringshandlinger, fordi han ikke følte sig fuldkommen engageret i sit arbejde.

Han lyttede til en podcast af Tim Ferriss, som handlede om mikrodosering, og derfor blev han nysgerrig på, om mikrodoseringen kunne gøre, at han følte sig mere til stede, vågen og fokuseret.   

I syv måneder mikrodoserede Austin, og han følte en stor forvandling, ikke blot i det arbejde han foretog sig, men også hans sociale relationer blev bedre, fordi han tidligere havde været meget introvert. Han gjorde det to gange om ugen, men da han stoppede hang alle hans nye tilegnede egenskaber stadig fast.

“Som et eksempel viser forskningen os nu, at de, der mediterer over længere tid faktisk skaber nye koblinger i deres hjerner, samtidigt med, at der er forskning, som viser, at der er sammenhæng mellem de, der mediterer over længere tid, og dem, der er på psykedeliske stoffer. Så derfor giver det mening, at effekterne fra mikrodoseringen hænger ved.”

Men er der ikke stadig nogle farer forbundet med mikrodoseringen?

“Selvfølgelig. For eksempel, hvis en person bare lige har læst en artikel på nettet om mikrodosering tænker: “Nå, men det ser da sjovt ud.” Så er der en fare for, at de ikke gør det rigtigt og tager for meget eller bliver psykisk afhængige af stoffet. Samtidigt mener jeg, at der ligger en stor fare i at forbyde stoffer, fordi så forsøger man på samme tid at undertrykke information og forskning om de ulovlige stoffer, og på den måde er der også større chance for at folk tager dem forkert,” siger Paul Austin.

At det er ulovligt, understreger desuden Rigspolitiets Nationale Efterforskingsenhed (NEC), og at man sjældent ved, hvad man reelt køber og indtager.

En måned senere kontakter vi Sigurd igen, og det viser sig, at han er fortsat med at mikrodosere.

“Da det egentlig var et eksperiment for mig til at starte med, så var det naturligt for mig at fortsætte, nu, hvor det havde været en succes. Jeg ser det lidt som at gå fra trial til treatment,” siger Sigurd. 

“Mit generelle humør er helt klart forbedret i det daglige. Jeg har færre myldertanker, lettere ved at fokusere og så som en ekstra lille bonus, så har jeg rent fysisk også kunne mærke det, når jeg for eksempel tager kontrastbrusebad om morgenen, hvor jeg skiftevis skruer helt op for det varme vand og helt ned for det kolde. Der har jeg meget lettere ved at bevare roen i stedet for at spasse ud,” siger Sigurd. 

Siden sidst kan Sigurd desuden berette om, at der er cirka syv af hans venner, der er blevet inspireret af ham til også at begynde med at mikrodosere:

“Der er begyndt at blive skabt en bevægelse for det, som jeg jo ønskede, at der ville. Folk er nysgerrige, så er det jo bare fedt, at jeg kan være en inspiration.”

‘Sigurd’ er et navn opfundet af redaktionen, da han ønskede at være anonym af hensyn til sit arbejde, men hans rigtige identitet er kendt af redaktionen.

I starten af juni kan du blive endnu klogere på mikrodosering i en kommende podcast-dokumentar, hvor vi vil følge nye cases, der har eksperimenteret med mikrodosering og få nye historiske vinkler på menneskets brug af psykedeliske stoffer og høre hvor den seneste forskning er på området, blandt andet når det kommer til behandling af depressive og kræftpatienter. 

LÆS OGSÅ: "Jeg tager små doser LSD for at blive stærkere og mere kreativ"

LÆS OGSÅ: "Efter nogle uger med små doser LSD: "Det føles som om, jeg står med solen i hænderne"

LÆS OGSÅ: "Pissesjov og på stoffer"