'
Bilderberg 2014 Copenhagen Marriott Hotel
Politiopbud torsdag 29. maj 2014 ved Bilderberg-mødet på Hotel Marriott i København. Det er altid værtslandets efterretningstjeneste, der varetager sikkerheden på møderne. Som regel bliver møderne holdt på et afsides beliggende luksushotel.

Bilderberg

Én gang om året mødes magtens elite bag lukkede døre - og du må ikke få at vide, hvad der foregår

Mens svært bevæbnede sikkerhedsvagter holder demonstranter og nysgerrige journalister væk, samles statsledere, topchefer, rigmænd og royale en gang om året bag lukkede døre på luksuriøse hoteller. I juni mødtes verdens magtelite igen til den 63. Bilderberg-konference. Vi forsøgte at finde ud af, hvad der foregår.

Alt, Charlie Skelton har at gå efter, er et løst rygte. Han sidder på bagsædet af en taxa på vej fra lufthavnen i Athen til byen Vouliagmeni 20 kilometer syd for den græske hovedstad. Han kigger ud på den tusmørke motorvej og tænker, at hele situationen virker en anelse absurd. Han er fløjet hertil fra London, fordi en anonym bruger på et internetforum påstår, at det er her, over 100 af den vestlige verdens mest indflydelsesrige mennesker om få dage mødes – og ifølge konspirationsteoretikerne lægger deres hemmelige planer for en ny verdensorden.

Måske er han nødt til at flyve hjem og fortælle sin redaktør på The Guardian, at det hele har været spild af tid. Måske er det virkelig her, den årlige Bilderberg-konference 2009 finder sted. Er de mørke konturer, han kan ane ud af bagruden, en bil, der følger efter ham? En paranoid tanke. Han griner.

Dagen efter sidder Charlie Skelton igen i en taxa. Denne gang ved højlys dag foran hotel Astir Palace i Vouliagmeni. Foran hotellets port står maskinpistol-bevæbnede mænd i jakkesæt og blokerer indgangen. På parkeringspladsen går en gruppe rundt og tjekker de parkerede biler for bomber. En vagt åbner taxaens sidedør og læner sig ind, da den ruller op.

”Er du gæst?”

”Jeg er her for at spise frokost,” svarer Charlie Skelton og smiler svagt.

”Vi har lukket nu. Kun gæster.”

Sikkerhedsvagten beder taxachaufføren om at vende om, og Charlie Skelton må tage tilbage til sit hotel. Til gengæld er han ikke længere i tvivl: Han er kommet til det rette sted.

Næste formiddag, da han kommer ned i receptionen, sidder to mørkhårede mænd klædt i civil og mørke solbriller og venter. Charlie Skelton bliver mistænksom. Han bemærkede dem allerede, da han var nede for at spise morgenmad tidligere. Pludselig er tanken om, at nogen følger efter ham ikke længere en joke. Han forlader receptionen, drejer om hjørnet og kigger sig over skulderen. Han beslutter sig for at stoppe op og se bagud. Sekunderne går, intet sker. Han føler sig dum, som han står der. Men så kommer de to mænd til syne rundt om hjørnet. Han bliver forfulgt. Charlie Skelton går videre, drejer igen. De drejer med.

Paranoiaen sætter sig som en trykken for brystet. Han ser mænd med mørke solbriller overalt, biler med tonede ruder der gasser op og kører væk, når han nærmer sig. Hos politiet får han at vide, at det bare er noget, han bilder sig ind. Men Charlie Skelton ved, at de er der. Og han er bange, træt af at blive slæbt med på stationen af betjente, der vil have ham til at aflevere sit kamera, og af at se sig tilbage, hver gang han drejer ned ad en ny gade. Dagen før Bilderberg-mødet slutter, forlader han Vouliagmeni. Han kan ikke mere. Han føler sig drevet ud af byen.

Bilderberg

Stiftet i 1954 af Prins Bernhard af Holland for at styrke båndet mellem Europa og Nordamerika, der opstod efter anden verdenskrig, både forretningsmæssigt og sikkerhedspolitisk. Det allerførste møde blev holdt på Hotel Bilderberg i Holland, deraf navnet. Gruppen har mødtes hvert år siden da. Møderne finansieres af private sponsorer og strækker sig over en weekend i begyndelsen af sommeren. Møderne er uformelle og foregår under Chatham House Rules. Dvs., at der er lukket for pressen, og at der ikke må refereres fra møderne. Indtil begyndelsen af 1990'erne blev der inviteret til pressemøde. Bilderberg har en styrekomité, som består af en repræsentant fra hvert land, der inviterer indflydelsesrige mennesker af sin egen nationalitet – fx politikere, kommissærer og fremtrædende folk fra bankverdenen, erhvervslivet og medierne. Der er 100-120 inviterede hvert år.

Seks år tidligere står invasionen af Irak øverst på dagsordenen til Bilderberg-mødet på Trianon Palace i Versailles. Der er udsigt til Ludvig den fjortendes royale gemakker, og Mogens Lykketoft er med for første gang og fornemmer en betydelig begejstring blandt deltagerne. Forsamlingen er opstemt over, at Saddam Hussein få måneder forinden er blevet væltet og hans land invaderet. 
Få uger før Bilderberg-mødet stod George W. Bush på et hangarskib fyldt med amerikanske soldater i sandfarvede uniformer. Over ham hang der et banner i det amerikanske flags farver. ’Mission accomplished’ stod der med blokbogstaver. 
”Kampene i Irak er slut. USA og deres allierede har sejret i kampen om Irak,” sagde præsidenten.

I de højloftede lokaler med lysekroner og tunge gardiner på hotellet i Versailles er Mogens Lykketoft én af de få kritiske røster.

Under de formelle oplæg sidder alle deltagerne samlet i en stor konferencesal. De er placeret alfabetisk efter forbogstavet i deres efternavn, og mødet er underlagt en streng proces. Oplægsholderne har ti minutter til at tale, og herefter kan deltagerne markere, hvis de har noget at tilføje eller spørge om. Rækker de én finger i vejret, kommer de hurtigt til orde, men har kun få minutter til at formulere sig. Rækker de to fingre i vejret, kommer de bagest i køen, men har til gengæld ordet i længere tid, når det bliver deres tur.

Den amerikanske viceforsvarsminister Paul Wolfowitz regnes for at være en af Irak-krigens hovedarkitekter, og han er en af de store talere ved mødet. Til det officielle debatmodul om invasionen af Irak stiller Mogens Lykketoft nogle kritiske spørgsmål til Wolfowitz såvel som resten af salen. Han vil have dem til at redegøre for, om de overhovedet har tænkt over konsekvenserne af invasionen. 
Den franske statsminister Jacques Chirac er også tilstede i Versailles, og han er den højst placerede og mest udtalte kritiker af invasionen, der er at finde på mødet. Han er en outsider i Bilderberg-kredsen det år, netop fordi han står forrest med kritikken.

Stemningen er ophedet under debatten om Irak-invasionen. Usædvanligt energisk sammenlignet med, hvad den forhenværende DONG-direktør Anders Eldrup før har oplevet ved de tidligere Bilderberg-møder. Møderne er inddelt i moduler, og der er afsat ét modul inden aftenens middag til at diskutere Irak. Normalt betyder det halvanden time. Men Irak-diskussion strækker sig langt ud over den tid, og middagen bliver forsinket.

Europæerne på mødet er splittede i forhold til Irak. Tilbageholdende. Omvendt er amerikanerne, ansporet af terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001, klar til at gå i krig for at nedkæmpe Al Qaeda. Det får debatten til at slå gnister.

Ved buffeten støder Mogens Lykketoft på Dronning Sofia af Spanien. De sætter sig sammen ved bordet, og hun siger: ”Det var nogle meget interessante spørgsmål, De stillede Hr. Wolfowitz.”

Nærmere kommer de ikke den sag. Den spanske og den hollandske kongefamilies deltagelse er udelukkende symbolsk. De siger ikke noget ved de officielle runder og fungerer blot som iagttagere.

Nogle år senere er Anders Eldrup igen samlet med Bilderberg-gruppen. Han sidder og spiser morgenmad, da Henry Kissinger slår sig ned med en croissant. Kissinger er en nøglefigur i Bilderberg-regi, og har været med til hvert eneste Bilderberg-møde siden det første i 1954. Anders Eldrup spørger Kissinger, om han husker det højrøstede møde omkring invasionen af Irak. Den tidligere amerikanske udenrigsminister og nationale sikkerhedsrådgiver trækker på skuldrene, stiller sin kaffekop og siger:

”Ja, ja, ja, det var jo ingenting. Så skulle du have været med til mødet om Suez-krisen i 1957. Dér var der virkelig gang i diskussionerne.”

Bilderberg har affødt mange konspirationsteorier gennem tiden. Én af de mest udbredte er, at Bilderberg-gruppens mål er at skabe en verdensregering, og at møderne afholdes, så medlemmerne kan sikre sig, at verdens udvikling går, som de ønsker. Illustration: Thomas Amby Johansen.

Charlie Skelton

Født 1971. Journalist, tekstforfatter. Har skrevet manuskripter til og medvirket i en række tv-programmer, comedy-shows og dokumentarer. Som journalist har han bl.a. skrevet for London Evening Standard og The Guardian. Siden 2009 har han dækket Bilderberg for The Guardian og rejser hvert år af sted til værtsbyen og laver reportager fra konferencen.

I Sitges er der så tæt på hyggeligt, som man kan komme, når der er maskinpistol-bevæbnede vagter til stede. Det catalanske politi smiler og joker med Bilderberg-demonstranter og journalister i havnebyen syd for Barcelona. Når talen falder på de omstændelige sikkerhedsprocedurer foran hotel Dolce Sitges, ruller de med øjnene. Charlie Skelton er også ankommet, det er 2010, og han er på jagt efter endnu et glimt af det hemmelige møde.

Dagen inden har han talt med to spanske aktivister, der blev opdaget, mens de forsøgte at snige sig forbi sikkerhedsafspærringen for at komme tættere på hotellet og tage billeder, hvorefter de blev bragt til stationen i Sitges. I sin artikel i The Guardian citerer Skelton den lokale politichef for at sige til demonstranterne: ”Vi beundrer jer. Jeg kan ikke lide de mennesker (Bilderberg-deltagerne, red.). Alt, jeg ønsker, er et gnidningsfrit forløb her i Sitges.”

Sikkerhedsopbuddet foran hotellet er nu ikke mindre end året før i Grækenland. Det rygtes i den spanske presse, at de samlede sikkerhedsomkostninger løber op i 10 mio. euro, men politiet er mindre fjendtligt indstillet over for aktivisterne og journalisterne, der er mødt mere talstærkt frem end året før. Måske skyldes det de selvstændighedshungrende catalonieres rebelske sindelag, tænker Charlie Skelton.

Men andet er også sket. På en ny hjemmeside, bilderbergmeetings.org, kan man pludselig finde basal information om Bilderberg-gruppen; et usædvanligt og overraskende træk for den ellers lukkede organisation, der bliver startskuddet til Bilderbergs fortolkning af en charmeoffensiv. I 2011 i St. Moritz, Schweiz, bliver Bilderberg-konferencens lokation offentliggjortpå hjemmesiden et par dage på forhånd, politiet foran hotellet erstattes af private sikkerhedsvagter, og maskinpistolerne bliver gemt væk. Presseopbuddet stiger støt, og journalisterne får lov til at komme tættere på hotellet.

Året efter i Chantilly, Virginia, bliver deltagerlisten offentliggjort på Bilderbergs hjemmeside for første gang, og i 2013 får pressen deres eget telt foran hotel The Grove i Watford.

”Måske er Bilderberg omsider ved at åbne sig en lille smule, tog jeg flere gange mig selv i at tænke,” siger Charlie Skelton. Han tog fejl.

’Fuck off Bilderberg’ står der med fede lyserøde og sorte graffitibogstaver omringet af stinkende hundelorte på et stort stykke pap. Technomusik pumper i baggrunden, og en flok demonstranter med aktivisten Morten Wilder i spidsen har indtaget parkeringspladsen over for Hotel Marriott i København. Det er sidst i maj 2014, og den grusbelagte plads, som demonstranterne har stået på siden morgenen, er det tætteste, de kommer årets Bilderberg-møde. Et to meter højt stålhegn omringer hotellet og holder dem på behørig afstand.

”Jeg vil hellere være et menneske end en fucking slave,” råber en mand i en hvid T-shirt med teksten ’9/11 was an inside job’ ind i en megafon i retning af hotellet og henover den vej, der adskiller demonstranterne fra deltagerne.

Store sorte biler begynder langsomt at forme en karavane foran hotellet i takt med, at Bilderberg-folkene ankommer.

”Go home,” råber Morten Wilder i kor med resten af demonstranterne, da deltagerne træder ud af bilerne og går hen imod indgangen. Politiet patruljerer mellem hotellet og demonstranterne, og på toppen af Marriott ligger bevæbnede og maskerede mænd med overblik fra luften.

Søren-Peter Olesen er en af dem, der træder ud af de sorte biler. Han er professor og medlem af bestyrelsen for Carlsbergfondet, og er en af i alt seks danske deltagere ved Bilderberg-mødet i 2014. Danmark har tre ekstra deltagere med, fordi de er værtsland. Søren-Peter Olesen går igennem en række sikkerhedsforanstaltninger, der er en international lufthavn værdig, inden han kan indlogere sig på Marriott.

Han bemærker godt demonstranterne på den anden side af vejen, men han kommer aldrig tæt på dem. Sikkerhedsopbuddet er enormt. Hver morgen i Bilderberg-weekenden løber han sig en tur, og han bliver mødt af sikkerhedsvagter, betjente og synet af militærfartøjer og dykkere i vandet, hver gang han går ud ad døren i sine løbesko. Søren-Peter Olesen fornemmer, at der er flere sikkerhedsfolk, end der er deltagere til mødet.

Inde på Marriott er dataovervågning og situationen i Ukraine bl.a. på den officielle dagsorden, og ved morgenbordet sidder Søren-Peter Olesen og taler med en mand om energiforsyningen til Europa. Det havde været et stort diskussionsemne dagen forinden, og han er imponeret over, hvor meget hans ukendte sidekammerat ved om emnet. Han spørger derfor, hvor manden har sin viden fra, og han svarer:

”Jamen, det er jeg da nødt til at have. Jeg er jo udenrigsminister i Spanien.”

Hans navn er José Manuel García-Margallo, og den slags møder har Søren-Peter Olesen en del af i løbet af weekenden. Til den årlige Bilderberg-komsammen er der stor værdi i de uformelle samtaler, der finder sted, når de officielle moduler er slut. Det er her, man som deltager potentielt kan skaffe sig indflydelse og nye kontakter i sin telefonbog. Deltagerne får udvidet deres netværk.

De årlige Bilderbergmøder afføder både konspirationsteorier og demonstrationer overalt i verden, hvor de lukkede møder afholdes. Som her i Dresden i juni 2016, hvor der på et af protestskiltene står: 'Hemmelige regeringsmagter kastrerer folket.'

I det sydvestlige Skotland ligger det femstjernede hotel Turnberry med udsigt til klippeøen Aisla Craig og endeløse lysegrønne golfbaner. Hotellet har oftest huset golfturneringer, men i 1998 er det 120 fremtrædende, internationale magthavere, der indlogerer sig i det skotske højland weekenden over. Uffe Ellemann-Jensen er blandt deltagerne til det årlige Bilderberg-møde, hvor 
NATO, Europas socialmodel og den europæiske monetære union er på programmet i det eksklusive kysthotels lokaler.

Runderne om den europæiske politik kommer imidlertid lynhurtigt til at handle om delingen af Cypern mellem Tyrkiet og Grækenland. Børnene i skolerne taler forskellige sprog på hver sin side af grænsen, der løber gennem den cypriotiske hovedstad Nicosia. FN har forsøgt at agere mæglere, mens EU forsøger at blande sig udenom. De vil ikke fornærme grækerne, der allerede er medlem af unionen, og Cypern kan først blive medlem, hvis konflikten bliver løst. På begge sider af grænsen er grækere og tyrkere blevet dræbt. Situationen er anspændt og atmosfæren fjendtlig.

På de regnfulde majdage i Skotland er både den tyrkiske og den græske udenrigsminister til stede. Ismail Cem og Georgios Papandreou. På papiret er de ærkerivaler af fineste karat, men på kysthotellet er luften ikke kold mellem dem. Tværtimod forløber debatten om Cypern direkte kammeratligt mellem de to, der i offentlighedens bevågenhed ellers er nødt til at holde på hvert sit. 
Uffe Ellemann sidder til mødet med kuglepen og papir til de officielle debatmoduler og noterer. Han tager ny viden med sig hjem, som han kan bruge i sit udenrigspolitiske arbejde: Den venskabelige tone mellem Ismail Cem og Georgios Papandreou overrasker den danske politiker. Han oplever det som en fin og åben samtale mellem de to ministre. Men hvis mødet siver ud til pressen og offentligheden, er han overbevist om, at græske og tyrkiske aviser vil skrive spalte op og ned om, at deres egen udenrigsminister har optrådt landsskadeligt ved at være venskabelig med de modbydelige typer fra den anden lejr. I stedet kommer de to udenrigsministre nærmere hinandens synspunkter, uden det bliver skreget ud over hustagene.

I den forstand mener Uffe Ellemann i dag, at man godt kan tale om hemmelig regeringsførelse, fordi prominente og magtfulde folk gennem Bilderberg har en arena til uforstyrret at slippe deres synspunkter ud og forsøge at påvirke debatten om et emne, de har en interesse i. Inden mødet er Uffe Ellemann gået af som partiformand for Venstre. I stedet vil han oprette Baltic Development Forum, en tænketank for højtstående beslutningstagere. For at finde emner til tænketanken finder han Bilderberg-deltagerlisterne frem fra de forgangne år og gennemgår navnene ét efter ét. Eksempelvis er der støtte at hente fra en gammel polsk udenrigsminister og fra Wallenberg-familien, der regnes for at være en af de rigeste og mest indflydelsesrige familier i Sverige.

”Vis os dine papirer,” beordrer en østrigsk betjent med alvorlig mine og rækker den ene hånd ud. I den anden holder han en lommelygte, der lyser direkte ind i ansigtet på Charlie Skelton.

Klokken er ét om natten, 11. juni 2015, på et hotel i Telfs i det nordlige Østrig, og foran ham står tre politibetjente, der er kommet for at ransage hans værelse. Han forsøger – uden held – at forklare dem, at han for bare ti minutter siden viste sine papirer til en anden gruppe politifolk ved et sikkerhedscheckpoint i nærheden.

Mens betjentene gennemsøger hans værelse, bliver han så frustreret, at han halvt i afmagt, halvt for at provokere, tager sit tøj af foran betjentene og går i bad. Han håber, at de går deres vej i mellemtiden. Men da han kommer ud med et håndklæde om livet, står de stadig på værelset med deres lygter i hånden.

”Tag venligst dit tøj på og kom med ud til din bil,” siger en af betjentene til ham.

Charlie Skelton følger med, og mens to betjente gennemsøger hans bil, stiller den tredje ham spørgsmål. Hvem er han? Hvad laver han her? Spørgsmål han allerede har besvaret flere gange, end han kan tælle denne weekend.

Tilbage er den konstante chikane, der drev Charlie Skelton ud af Vouliagmeni i 2009. Det samme er maskinpistolerne sammen med det mest ekstreme politiopbud, han har oplevet som Bilderberg-reporter. Politistyrken er den samme, som bemandede G7-topmødet i Garmisch-Partenkirchen lige på den anden side af den tyske grænse få dage forinden. Charlie Skelton er selv ankommet direkte fra samme sted, og kontrasten er skærende. Til G7-topmødet fik han stillet et skrivebord til rådighed, mulighed for interview, foto, og der var hele tiden en pressemedarbejder parat til at hjælpe ham. Det andet sted bliver han passet op af politiet fra det sekund, han ankommer.

”Det var forskellen på en organisation, der gerne vil sælge dig en bestemt historie, og en organisation, der for alt i verden vil skjule historien for dig,” siger han.

Et par dage efter mødets afslutning, i baren på et hotel i Tyrol, støder Charlie Skelton ved et tilfælde på den portugisiske mediemogul og afgående medlem af Bilderbergs styrekomité Francisco Pinto Balsemão, der er blevet hængende i Østrig.

På sit rustne portugisiske spørger den engelske journalist Balsemão:

”Tror du måske, I afholder en pressekonference næste år ligesom i gamle dage?”

”Talvez,” svarer han.

Måske.

LÆS OGSÅ: Anonymous er nørdernes hævn

LÆS OGSÅ: Journalisterne bag afsløringen af Panama Papers: ’Vores næste mission er Donald Trump’

LÆS OGSÅ: Carsten Larsen er næstehjælper: ”Der er mennesker derude, som er dybt desperate, og som hverken har råd til mad, medicin eller tøj”

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok