'
RB Leipzig

RB Leipzig årets overraskelse i europæisk fodbold

RB Leipzig er tidens store udfordrer til Bayern München, men tyskerne hader dem og kalder dem en plastik-klub

Onsdag aften spiller voldsomt succesfulde og historisk upopulære RB Leipzig topkamp mod FC Bayern München. Asker Hedegaard Boye fortæller historien om en opdigtet voldtægt, et afhugget tyrehoved og 20.000 plastikponchoer på lægterne.

Det er ironisk, at de selvsamme tyske fodboldfans, som i årevis har efterspurgt en reel konkurrent – både økonomisk og sportslig – til suveræne FC Bayern München, nu begræder og bekriger det mest ambitiøse bud på en sådan i 20 år. Det ville nemlig være en underdrivelse at kalde RasenBallsport Leipzig for upopulær.

I august kylede 2. Bundesliga-klubben Dynamo Dresdens fans et blodigt tyrehoved ned mod banen i pokalkampen mod den store Sachsen-rival. I september ytrede Hamburger SV-tilhængerne deres mishag i form af smædesange og hånende bannere før og under de to klubbers kamp.

Og i samme måned lykkedes det medrejsende FC Köln-fans at bremse RB Leipzigs spillerbus ved indgangen til stadion og dermed udsætte kampen i et kvarter.

Da Borussia Dortmund skulle møde Leipzig, undlod tusindvis af de sort/gule fans at tage den 340 kilometer lange rejse. I stedet valgte de at støtte Dortmunds ungdomshold på klubbens forhenværende stadion, Rote Erde, mens de lyttede til Leipzig-kampen over radioen.

Dortmunderne forbød desuden RB Leipzig at væve deres klubnavn ind i de populære venskabshalstørklæder.

Manifestationen var uden sidestykke i nyere tysk sportshistorie, men blev måske alligevel overgået af de 20.000 Union Berlin-fans, der tav i 15 minutter iklædt sorte plastikponchoer i de to klubbers møde på Alte Försterei i hovedstaden. Pointen var vist nok, at de var til den moderne fodbolds begravelse.

Men hvad er der dog galt? Hvorfor er de alle sammen så vrede?

Ved første øjekast har RB Leipzig været et frisk indslag i tysk fodbold. Klubben har vist, at man ved hjælp af en målrettet økonomisk satsning og en klar sportslig strategi kan flytte bjerge uden at komme i problemer med verdensforbundet FIFA's Financial Fair Play-regler.


Danske Yussuf Poulsen er en af profilerne på det unge hold.

Sportsdirektøren gennem mere end fire år, Ralf Rangnick, som tilmed var cheftræner i oprykningssæsonen 2015/16, er en af tysk fodbolds mest anerkendte teoretikere og har i rekrutteringen af spillere og trænere fulgt en klar linje.

Klubben har mindet det rige nord og sydvest om, at også det østlige Tyskland har en rolle at spille. Efter syv år uden en østtysk klub i Bundesligaen (Berlin-klubben Hertha BSC regnes til vest) har RB Leipzig vækket en af Østeuropas historiske fodboldbyer og en afgørende lokalitet i nyere tyske historie.

Det var i Leipzig, den største by i delstaten Sachsen, at det tyske fodboldforbund blev stiftet i januar 1900, og det var her, det enorme Zentralstadion blev rejst i 1956 skabt af halvanden million kubikmeter vragrester fra De Allieredes bombninger under Anden Verdenskrig. Arenaen kunne huse 120.000 tilskuere og var DDR's naturlige hjemmebane.

Også i dag er fodboldinteressen stor. Byen, der ikke har haft en klub i den bedste række siden VfB Leipzigs exit i 1994, er for tiden omdannet til en enorm folkefest. RB Leipzigs nuværende stadion blev ombygget og moderniseret op til VM 2006, og i sidste sæson i den næstbedste række lød tilskuergennemsnittet på godt 28.000. I dette efterår har man rundet 40.000.

RB Leipzig har taget Bundesligaen med storm. Efter 15 spillerunder indtager klubben en delt førsteplads skulder ved skulder med de seneste fire års mestre fra FC Bayern og ni point foran de nærmeste konkurrenter fra Hoffenheim og Hertha. Østtyskerne har tabt bare én ligakamp i sæsonen.

Men er det ikke alt sammen meget godt?

Ikke hvis man spørger flertallet af de fodboldinteresserede tyskere. Ifølge en nylig opinionsundersøgelse udarbejdet af Technische Universität Braunschweig rangerer RB Leipzig som den mindst elskede blandt samtlige 36 professionelle fodboldklubber i Tyskland. Ankerne er mange, men samler sig om klubbens struktur og baggrund – eller rettere mangel på baggrund.

For mange tyskere er RB Leipzig en såkaldt Retortenclub, plastikklub. Et kunstigt foretagende løsrevet fra rødderne.

Alene klubnavnet får det til at løbe koldt ned ad ryggen på konkurrenterne. Tysk lovgivning forbyder professionelle fodboldklubber at bære sponsornavne. Derfor har Red Bull døbt sin klub RasenBallsport Leipzig eller RB Leipzig. Det meget lidt mundrette navn kan oversættes til Græsboldsport, men initialerne taler sit eget tydelige sprog.

For bare få år siden fandtes klubben ikke. I 2009 opkøbte Dietrich Mateschitz den lille lokale klub SSV Markranstädts licens i Oberliga Nordost, den tyske fodboldpyramides femte lag.

Den østrigske erhvervsmand er medstifter af den multinationale koncern Red Bull og god for godt 14 milliarder dollar. Mateschitz ser sportsverdenen som den perfekte løftestang for hans firmas ønskede forvandling fra læskedrikfabrikant til underholdningsimperium.

Allerede i 2000 opkøbte Red Bull den østrigske ishockeyklub Kaindl EC Salzburg, og fire år senere overtog man Jaguars Formel 1-team. Siden har man udvidet butikken med fodboldklubberne Red Bull Salzburg (2005, tidl. Austria Salzburg), New York Red Bulls (2006, tidl. New York/New Jersey MetroStars), Red Bull Brasil (2007, nystiftet) og senest altså RB Leipzig.

Dertil kommer et kommercielt engagement i skisport, airracing, breakdance og musikbranchen med etableringen af pladeselskabet Red Bull Records i West Hollywood for ni år siden.

Red Bulls involvering i tysk fodbold har ikke været nem, ikke mindst på grund af den lovsikrede ejerstruktur i landets professionelle fodboldklubber.
Frem til slutningen af det sidste århundrede havde enhver fodboldklub i princippet status af almennyttig organisation (Non-Profit-Organisation) ejet af medlemmerne.

Fra oktober 1998 gav det tyske fodboldforbund, DFB, klubberne mulighed for at omdanne sig til aktieselskaber. Dog skulle mere end halvdelen af aktierne fortsat være ejet af de medlemsdrevne moderklubber.

Eneste undtagelser er firmaer, der kontinuerligt og signifikant (»ununterbrochen und erheblich« ifølge § 8 i den tyske ligaforenings statutter) har støttet den samme klub i mindst 20 år.

Derfor måtte Mateschitz og Red Bull tænke kreativt. For det første var det nødvendigt at etablere en restriktiv medlemspolitik. Prisen for et medlemskab blev sat skyhøjt – 100 euro for at registrere sig, og dernæst 800 euro om året. Cirka 20 gange så meget som et tilsvarende medlemskab i FC Bayern.

Derudover forbeholdt klubben sig ret til at afvise personer, der ønskede at opnå medlemskab.

Ifølge klubbens Vereinsvorstand (general manager) Ulrich Wolter havde RB Leipzig intet ønske om at lade sig kontrollere af det, han kaldte en »ultra-kultur«. De første fem år havde RB Leipzig færre end ti fuldgyldige medlemmer.

Men i 2014 medførte et pres fra ligaforeningen, at klubben ændrede sine medlemspriser. Herefter blev det muligt for supportere at opnå et årligt medlemskab for ned til 70 euro, uden at Red Bull dermed slap sit greb om klubben. Medlemskaberne blev gradueret efter indflydelse: jo større indbetaling, desto flere privilegier.

For langt de fleste af de i dag cirka 300 medlemmer gælder det, at de ikke har stemmeret på generalforsamlingen. I stedet spises de af med VIP-arrangementer på Red Bull Arena og eksklusive møder med spillertruppen.

I dag har blot 17 personer, heraf størstedelen Red Bull-ledere, stemmeret. Hos klubber som Schalke 04 og Dortmund er antallet af stemmeberettigede omkring 140.000.

Finten har betydet, at Red Bull har kunnet kanalisere enorme pengestrømme over i fodboldklubben. På syv år har den østrigsk-thailandske koncern øset 300 mio. euro ind i RB Leipzig. Alene i sommer brugte klubben mere end 50 mio. euro på nye spillere. Kun FC Bayern, Dortmund og VfL Wolfsburg spenderede mere.

RB Leipzig er langtfra den første klub, der revses for sit ejerskab og de manglende traditioner. Samme kritik har gennem årene mødt Bayer Leverkusen (medicinalgiganten Bayer), Wolfsburg (bilkoncernen Volkswagen) og Hoffenheim (IT-milliardæren Dietmar Hopp) – tre klubber, der støtter sig op ad førnævnte paragraf 8. Men hadet mod østtyskerne er vildere, mere dybtfølt.

»Projektet strider imod alt, hvad vi forbinder med fodbold. Det er en skandale, at et selskab under en østrigsk læskedrikfabrikant kan opnå en position i den bedste tyske fodboldrække. Det modsiger alle sportslige og følelsesmæssige værdier,« meddelte en fraktion fra Dortmunds legendariske Südtribüne.

»Naturligvis tjener Dortmund også penge, men vi gør det for at kunne spille fodbold. Leipzig spiller fodbold for at sælge deres produkter og en livsstil. Det er forskellen,« tordnede Jan-Henrik Gruszecki, en af klubbens fanledere.

I en tid, hvor tysk fodbold oplever stor succes både på og uden for banen på klub- såvel som landsholdsplan samt senior- og ungdomsniveau takket være respekt for græsrødderne, ordnede forhold og tålmodig talentudvikling betragtes RB Leipzig som en vred elefant i en porcelænsforretning.

Og mere end det: På et banner har Erzgebirge Aue-fans sammenlignet Red Bull-ejer Mateschitz med landsmanden Adolf Hitler.

I den tyske selvforståelse skyldes det fællesskabets kraft og modstanden mod enegang, at den sportslige succes efterhånden veksles til mønt. Den seneste samlede medieaftale for Bundesligaen giver klubberne en gevinst på godt en milliard euro om året fra 2017 til 2021. Det er denne frugtbare samhørighed, som RB Leipzig beskyldes for at ville smadre.

Set fra et markedsføringsperspektiv er der en uhørt sammenhæng mellem produktet Red Bull og fodboldklubben RB Leipzig. Cheftræner Ralph Hasenhüttl havde stor succes i Ingolstadt i årene 2013-16.

I Leipzig råder han over et hold, der spiller et aggressivt presspil fuld af gåpåmod, fart, power, direkthed og vilje.

Uden for banen har Rangnick implementeret en handelsstrategi, der kun tillader køb af spillere under 24 år. Truppens gennemsnitsalder er 23 år. »For mig at se er erfaring overvurderet,« sagde Rangnick som i et ekko af Red Bulls image.
I sommer hentede man angriberen Timo Werner (10 mio. euro) i Stuttgart, den skotske kantspiller Oliver Burke (15 mio. euro) i Nottingham Forest og den centrale midtbanemand Naby Keïta (15 mio. euro) fra en anden af koncernens fodboldklubber, Red Bull Salzburg, til en trup, som i forvejen tæller den danske stamspiller Yussuf Poulsen og den svenske profil Emil Forsberg.

Byen Leipzigs sult efter fodbold og det østlige Tysklands generelle sportslige nedgang har givet Red Bull gode betingelser. I årene efter Murens Fald scoutede de vesttyske klubber aggressivt i det nye fangstområde og efterlod delstater som Sachsen, Sachsen-Anhalt, Brandenburg og Mecklenburg-Vorpommern drænet for talent. Lysten til revanche ligger lige for.

Da det multinationale selskab første gang offentliggjorde sine overtagelsesplaner tilbage i 2009, havde man ifølge en rundspørge i dagbladet Leipziger Volkszeitung opbakning fra mere end to tredjedele af lokalbefolkningen.

Ikke alle klubbens tilhængere er dog lige begejstret for Red Bulls jernnæve. Den indflydelsesrige gruppering Rasenballisten har protesterede højlydt mod klubbens ejer og i stedet ønsket at fundere klubben lokalt. »Rasenballisten står for fodbold, Leipzig og fankultur, ikke for sponsorer,« lød påskriften på et banner sidste år.

Atmosfæren på Red Bull Arena er elektrisk og kan måle sig med stemningen hos traditionsklubberne. Men RB Leipzig har samtidig haft problemer med den vold, ekstremisme og racisme, der i disse år præger østtysk fodbold.

Sidste år rapporterede Legida, en lokal aflægger af den indvandringskritiske bevægelse Pegida, om en asylansøgers voldtægt af en mindreårig på Red Bull Arena. Senere viste historien sig at være opspind, men tilbage stod, at fodboldstadionet var blevet politiseret. En af de problemløsninger, Red Bull arbejder med, er ikke overraskende et løft i billetpriserne.

I marts afslørede Oliver Mintzlaff, de fire Red Bull-klubbers Head of Global Soccer, at RB Leipzig overvejer at bygge et nyt storstadion med en kapacitet, der langt overstiger det nuværende Red Bull Arenas 42.959 siddepladser til fodboldkampe og 50.000 til koncerter.

I Salzburg har Red Bull hentet syv mesterskaber og fire pokaltitler på ti år. Alligevel har man indtil videre måttet spejde langt efter det ultimative mål, deltagelse i Champions League. Stadig mere tyder på, at koncernen ser den østrigske klub som et led i sin globale fødekæde og som leverandør af spillere til franchise-klubberne i New York og Leipzig.

Senest har tilhængerne af Red Bull Salzburg, Østrigs mest forhadte fodboldklub, skrevet et åbent brev til ejerne. »Vi er til grin,« beklagede fansene sig. Alt tyder på, at Red Bulls tyske engagement er mere helhjertet, men i Leipzig ved man, at den dag energidrikmastodonten omlægger sin markedsføringsstrategi og nedtoner fodbolddelen, er eventyret ovre.

LÆS OGSÅ: Mathias Zanka Jørgensen: ’Hvad skal vi med gaypride, når et helt stadion diskriminerer homoseksuelle, uden nogen løfter et øjenbryn’

LÆS OGSÅ: Guide til effektive maveøvelser: Sådan får du en stærk og flad mave

LÆS OGSÅ: 20-årige August Rosenmeier er en af verdens bedste FIFA-spillere: ”Messi bad om at tage en selfie med mig”

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok