Jeg var så overbevist om mit eget geni, at jeg kun sendte to linjer, første gang jeg søgte ind på Forfatterskolen. Man måtte maks. sende 25 sider med eksempler på, hvad man kunne, og hvorfor de skulle optage én, men det var meningen, at de skulle lægge mærke til mig, fordi der selvfølgelig aldrig var nogen før, der havde sendt bare to linjer. Jeg fandt senere ud af, at de havde lagt mærke til det, men mest fordi de troede, resten var blevet væk på et kontor, og de havde gået og ledt efter mine tekster. Jeg fik et standardafslag lidt senere.
Jeg var 18 år og levede på en helt vild energi. Jeg havde virkelig følelsen af, at jeg var en urkraft i dansk litteratur, man aldrig havde kendt magen til før. Jeg kunne gå på biblioteket på Jagtvej og hive den ene bog efter den anden ned fra hylden, læse et par sider og sige til mig selv, at det var vand i forhold til, hvad jeg kunne, uanset hvilken bog jeg havde fået fat i. Andre dage kunne jeg ikke suge nok inspiration til mig. Jeg havde enorme stabler af biblioteksbøger liggende som støttehjul på mit skrivebord. De to sindsstemninger vekslede jeg hele tiden imellem: storhedsvanvid og usikkerhed.
Da jeg begyndte som digter, var jeg tit ude at lave poetry slams på Kulcaféen. Jeg fik ni øl for at optræde.
På K-U-B-A (produktionsskole i København, red.) havde de en kopimaskine. Forlaget Basilisk havde lavet en serie bøger, der var nogle foldede A4-ark, som jeg gerne ville være med i. De mente ikke, mine digte egnede sig, så jeg printede dem selv, foldede og hæftede. Det var min første udgivelse: ’25 duer’. Jeg lavede 30 eksemplarer på kopimaskinen og delte dem ud.
Jeg er ikke helt sikker på, hvor mange udgivelser jeg har lavet. Jeg har haft en udstilling på Albertslund Bibliotek, hvor de bad mig finde og udstille alle mine udgivelser. Der blev ved med at dukke nye op alle mulige steder, jeg havde glemt alt om. Til sidst bad de mig stoppe med at komme med flere. De havde ikke flere montrer.
Nogle af mine udgivelser har jeg lagt i Metroxpress i bussen på vej hjem fra K-U-B-A. Det er en ret skidt måde at gøre det på, hvis man gerne vil have, at folk skal se dem, for de bliver smidt til genbrug om aftenen. Mit navn stod ikke engang på dem. For ikke så længe siden mødte jeg en, der havde gemt en af dem, så lidt har det jo virket.
Jeg skriver mange af mine bøger på min iPhone. Der ligger måske 40 uudgivne titler på den. En aften jeg var til fest, var jeg gået på toilettet for at skrive på min telefon. Da jeg alligevel var der, kunne jeg lige så godt tisse. Der var åbenbart noget i vejen med toilettet, for pludselig var der tis og toiletvand ud over hele gulvet, og jeg blev så forskrækket, at jeg var ved at tabe min telefon og måtte lave en Peter Schmeichel-redning, for at den ikke skulle ryge på gulvet. Resten af aftenen havde jeg pis på hele den ene side af mine bukser.
De første digte, jeg skrev, var på skolens cykelskure. Det var limericks om vores skoleinspektør. En dag blev jeg taget i det og måtte bruge hele påskeferien på at vaske det af. Senere kom jeg på en specialskole med 5-6 andre problembørn, der sloges og ikke fulgte med og derfor havde hver sin specialpædagog. De fandt ret hurtigt ud af, at hvis jeg bare kunne få lov til at sidde ved en computer og skrive, behøvede der ikke være en pædagog til at holde øje med mig.
Min far forstår ikke, hvad jeg skriver. Han er mere til socialrealisme og bøger, der ikke kræver samme tid og ressourcer at forstå som mine. Det synes jeg er fair nok. Jeg har ikke lyst til at ændre på måden, jeg skriver, for at flere kan forstå, hvad det handler om. Det bør aldrig være et mål.
Da jeg var yngre, spillede jeg meget basketball og havde svært ved at slippe konkurrencementaliteten. Jeg ville være den bedste, men det har jeg efterhånden fundet ud af, at der ikke er noget, der hedder inden for litteratur.
Jeg var inde at se Asta Olivia Nordenhof, som jeg har gået på Forfatterskolen med, læse op i forbindelse med hendes nominering til Montanas Litteraturpris. Jeg sad på ottende række og var usynlig, mens hun sad på scenen med lys og mikrofon, så alle så og hørte hende. Jeg tænkte: ”Godt, det ikke er mig.” Et års tid senere fik jeg Dan Turèll-medaljen.
I motivationen for min Dan Turèll-medalje stod der, at jeg var en digternes digter og en velbevaret hemmelighed. Da jeg fik medaljen, var der et arrangement i Politikens Hus. Da jeg kom og fik min mikrofon på, kunne jeg godt se, at Henrik Palle (anmelder på Politiken, red.) kiggede undrende på mig. Så spurgte han øjensynligt en, hvem jeg var, og så gik der et lys op for ham. Han gik hen og sagde: ”Hej Rasmus, tillykke med prisen, jeg har læst dine bøger og er stor fan.” Det var ubehageligt at være reduceret til en giraf, alle kom for at se. Jeg kom jo ikke rigtig med noget, jeg gik bare rundt og sagde: ”Tak, tak, tak.”
Rasmus Halling Nielsen debuterede i 2002 med ’25 duer’ og har siden udgivet ca. 70 værker, heriblandt internetudgivelser, sammenklipsede A4-ark, bøger på traditionelle forlag og lyddigte. I august udgav han tre bøger, der alle hed ’B’ og som var tykke hardbacks, han havde skrevet i hånden med sort tusch. Han er uddannet på Forfatterskolen i 2011 – efter at have søgt seks gange – og modtog Dan Turèll-medaljen i 2014. Blandt hans mest anerkendte udgivelser er ’Det Stil der Siebziger’ og ’Mörkhall’, der tager udgangspunkt i farfaderens død.
LÆS OGSÅ: Chefen for Mændenes Hjem: ”Alle kan havne her. Men ikke alle kan komme herfra”
LÆS OGSÅ: 6 nye danske tøjmærker du bør holde øje med i 2016
