Ivan Naurholm,
52 år, taxachauffør i København
Taxaen er danskernes skriftestol. Du kan fortælle alt til en taxachauffør. ”Tror du, jeg kan nå hjem, inden han vågner?” Så ved man godt, hvor hun har været.
Der er 9.000 taxachauffører i København. 200 af dem kører råddent. Det er de 200, man lægger mærke til.
Jeg går altid ud og åbner døren for mine kunder før og efter turen, og jeg prøver at behandle dem så godt, jeg overhovedet kan. Jeg er meget ærekær. Og så kommer man ikke uden om, at drikkepengene i den her branche sidder på højre bagdørs dørhåndtag.
Byen er blevet meget mere barsk, især om natten. Jeg var for nylig ude at køre en nattevagt. En pige satte sig ind, men nogle andre mente, det var deres tur, og flåede hende simpelthen ud af bilen. Dem kom jeg næsten op at slås med.
Min bil har to store mærker, hvor den blev ramt af henholdsvis en flaske Carlsberg og en flaske Morsøbitter. Hvis man bliver sur over, at det ikke er ens tur til at køre taxa, så kyler man en flaske efter taxaen. Vi er blevet mere egoistiske og aggressive, og det gælder stort set alle i nattelivet.
Generelt vil jeg hellere køre en ung dame hjem end en ung mand. Unge piger er i bedre humør.
LÆS OGSÅ Sådan føles det at være prostitueret
Forretningsfolk glemmer, at chaufføren er der. Det er en skam, at jeg ikke har haft penge at investere. Jeg har kendt til store firmafusioner, før de blev offentliggjort gennem børsen. Ofte sidder de og snakker engelsk og tysk, og så regner de ikke med, at jeg kan følge med. For dem er chaufføren ikke en, der kan sprog eller går op i aktiemarkedet. Det er han bare alligevel nogle gange.
Vi er en mangfoldig skare. Min vognmand har omtrent 100 chauffører. Vi har en cand.polit. Vi har en blomsterbinder. En cand.oecon. En tidligere marketingchef. En præst, som ikke mere er præst. De er der alle sammen.
Rita og John var blevet gravide, selv om hans sædkvalitet var meget lav. Jeg vidste det inden deres forældre, for de var på vej derud. Sådan noget hører man.
LÆS OGSÅ Gyldendals forlægger: 'Da Vinci-mysteriet' var noget bras
En anden dag hentede jeg en kvinde ved indenrigsterminalen i lufthavnen. Hun skulle til Rigshospitalet. ”Det er forhåbentlig ikke noget alvorligt,” siger jeg, hvortil hun svarer: ”Jo, desværre. Jeg skal op og slukke for min lillesøsters respirator.” Så ligger der ikke lige en fiks kommentar på tungen. Men jeg måtte jo spørge lidt, få hende til at snakke, og efterhånden åbnede hun op. Da vi var fremme, sagde hun, at det havde været behageligt at køre med mig. Man oplever alt på en dag. Kører til begravelse det ene øjeblik og bryllup det næste.
Nogle gange bliver man udfordret på sine fordomme. Dagen efter rydningen af Ungdomshuset blev jeg prajet af et par piger, som var inde i huset, da politiet rykkede ind. Jeg har været meget kritisk over for de unge og flere gange sammenlignet deres opførsel med terrorisme. Men de her piger sad på bagsædet med tårer i øjnene og sagde, at nu havde de ikke noget sted at være. De havde ingen forældre at komme hjem til. Dem fik jeg altså sympati for. Men jeg har også kørt med masser af aggressive unge mænd i sorte hættetrøjer, der skulle til Nørrebro i en fart. Sådan oplever man tingene fra flere sider.
Man kan tydeligt se, når de unge mænd er ude at score. Hele deres kropssprog. Jeg samlede et ungt par op inde ved Kongens Nytorv, som skulle ud til et villakvarter på Amager. Han var vel 20-22 år, hun omkring de 18. De nusser lidt bagi bilen, ikke noget alvorligt, det får de heller ikke lov til i min bil. De beder mig stoppe ved 7-Eleven. Da han er inde efter cigaretter, læner hun sig frem og spørger: ”Undskyld, chauffør, jeg er ikke så vant til det her. Han virker meget ufarlig, men er det forkert af mig? Han praler altså en del.” Jeg sagde: ”Hør her, han skal jo sælge varen. Hvis du kan lide ham, synes jeg, at han er en o.k. fyr.”
LÆS OGSÅ Det har jeg lært: Poul Erik Skammelsen
Siden jeg begyndte at køre taxa, har jeg tænkt en del over, at mange mennesker stræber efter noget, de ikke ved, hvad er. Uanset om forretningsmanden er på vej til kontoret, eller damen fra Hvidovre er på vej hjem med sin nye Gucci-taske, så bygger folk tilværelsen op om noget, de har læst i et blad. Meget få mennesker kan svare, når jeg spørger dem, hvad de vil opnå med livet. Engang var jeg selv fuldstændig ligesådan og gik op i fine visitkort og dyre restauranter. Så taxakørslen har sådan set forandret mit liv.
Folk tror, man sidder og feder den i sin Mercedes, men efter ti timer i trafikken og utallige beslutninger er man slidt helt op, beskidt og tom i hjernen. De fleste chauffører falder i søvn foran fjernsynet. Det er det hårdeste job, jeg nogensinde har haft.
Hvorfor jeg bliver ved med at køre taxa? Fordi det er det fedeste job, jeg nogensinde har haft.
Lad være med at fokusere på bilen foran dig. Hold øjnene på ham, der kører tre biler foran dig. Så skaber du en mere glidende trafik og en bedre dag for dig selv.
Ivan Naurholm kører Mercedes Vito med otte sæder for Taxa 4x35. I 90’erne arbejdede han som it-mand og mestrede 22 programmeringssprog, men da han blev syg af stress, besluttede han sig for at køre taxa i stedet. Har tidligere været bragt i Euroman nr. 186.
LÆS OGSÅ Steen Jørgensen: Manddomsprøven i mit fag er at blive clean
LÆS OGSÅ Jørgen Leth: "Unge kvinder er tiltrukket af, at jeg ved noget om kærlighed"
