17.024 likes.
Så kontant var reaktionen, da Per Mikael Jensen skrev en statusopdatering fra en togtur til Aarhus.

Den politiske rådgiver i Liberal Alliance sad i en kupé omgivet af passagerer, der alle stirrede stift ned i deres telefoner. Men ved siden af ham sad et ældre ægtepar og talte sammen.

De konverserede afdæmpet, humoristisk og vidende om store præsidenter og historiske emner, og de udvekslede minder fra ferier, de engang havde været på. Per Mikael Jensen beskrev ægteparret i en stilfærdig opdatering på Facebook – og fik en storm af henvendelser fra læsere, der var blevet opmuntret eller ligefrem rørt.



Historien handlede om dannelse og nærvær. Begge dele savner vi mere end nogensinde i en tid, hvor alle er online hele tiden og instagrammer deres fødder på en sandstrand i bountyland.

 I det aktuelle nummer af Euroman bringer vi den moderne mands guide til god stil på nettet – fra brug af mobiltelefoner offentlige steder, selfiestænger, droner og pornofilm på din iPad, når du er ude og flyve. Vi spurgte tv-værten og journalisten Anders Lund Madsen, om han ville guide os igennem de værste faldgrupper på nettet. Han sagde heldigvis ja. Læs selv resultatet.

Hils på det nye kuld i dansk musik – vi kalder dem autodidakterne. De er rappere og producere, som udnytter de nye digitale muligheder til at lave musik, som det passer dem.

Se her, hvordan foto-skydning forløb:



I den nye udgave af Euroman kan du også møde fem helt almindelige danskere, som blev ramt af terrorangrebet i februar. Tag med Vinnie Who til koncert i Kasakhstan, dæk op til det store påskebord med drengene og blive skarp i forårssolen med det store modespecial.

Vi møder den amerikanske designer Tommy Hilfiger. Han var for lille til at blive fodboldspiller, for umusikalsk til at blive rockstjerne og ikke boglig nok til universitetet. Men mode – dét kunne han.



God fornøjelse.

LÆS OGSÅ: Jeg var sygt bange da vi sad i sikkerhedsrummet til min bat mitzvah

LÆS OGSÅ: "Mænds konkurrencementalitet gør måske, at det blandt dudes er fedt at gro et virkelig tykt bjørneskæg"

LÆS OGSÅ: Youtube-generationen dominerer den danske musikscene