Først og fremmest skal du være heteroseksuel. Hvis du alligevel er til mænd, skal man helst ikke kunne se det på dig.

I vores moderne samfund behøver du ikke længere være håndværker (selvom det er en fordel). I stedet bør du overveje at springe ud som iværksætter, vor tids James Bond. Alternativt kan du gå efter jobs med indbygget uniform; det være sig jakkesæt, kokkehue eller sløring.

Du behøver ikke være særlig god til computere, du skal bare være bedre end din kæreste.
Så skal du dyrke sport. Helst fodbold, men hvilken som helst sport går an, så længe det ikke er håndbold eller noget med heste. Har du sparket knæet af led, kan du selvfølgelig også nøjes med at sidde derhjemme og tyre ølkapsler efter fjernsynet, når AGF rykker ned for tredje gang.

LÆS OGSÅ: Mænds typiske fordomme om feminister: De trænger bare til noget

Generelt er det mere mandigt at holde med et taberhold end et vinderhold; det viser karakterstyrke, loyalitet og vilje til at gå mod strømmen.  Det giver også en god undskyldning for at få grædt ud, men det vender vi tilbage til. 



Som modreaktion på det feminiserede samfund (ærkeantagonisten i den rigtige mands univers) skal du pleje din indre hulemand. Det gør du ved fx at rulle dig i mudder, kaste med bildæk og løbe meget langt iført trikot. Dette er særligt vigtigt, hvis det ikke er lykkedes dig at lande et rigtigt mandejob. Du kan fx med fordel investere i et 250 km løb gennem Sahara.

Hulemanden efterlader du selvfølgelig i ekstremsporten. En rigtig mand er både velklædt, velplejet og veltrimmet, uden på nogen måde at gå op i sit udseende (ja, det er nærmest magi).

En rigtig mand har skæg. Er du biologisk udfordret på det punkt, er vi efterhånden nået langt inden for hårtransplantation.

En mand må gerne have briller, såfremt at der er tale om hornbriller. Reklamebrillen er decideret umandig.

LÆS OGSÅ: Grænseoverskridende svensker er det sjoveste på nettet lige nu

En rigtig mand kan lave mad. Her skelner vi benhårdt mellem herremad og damemad, og du skal selvfølgelig ikke stå og fedte rundt med cupcakes eller kæle for en let salat med perlespelt. Du skal derimod spise kød morgen, middag og aften, og lave tunge simreretter på svin og øl, og nu hvor du ikke selv evner at pløkke dyret, er det mindste, du kan gøre at smide en halv økogris på traileren for at partere den hjemme i samtalekøkkenet.

Du må aldrig spise skyr.  

Du skal drikke øl, rødvin og hård alkohol. Whisky er en klassiker. Rigtige mænd drikker sig ikke længere sanseløst beruset; i stedet kan det anbefales at nyde en scotch and lime, mens du citerer Hemingway og kigger intenst over baren. 

Så skal du huske at tage barsel med de børn, du selvfølgelig gerne vil have. En rigtig mand er en familiemand, og en familie består af far og mor og børn, og du kan godt se dig om efter noget seriøst guld, for de papirløse forhold efterlod vi i 90’erne, og takket være Beyoncé danser alle kvinder på klubben nu rundt i forventning om, at du sætter en ring på den. Fingeren, altså.

Du skal naturligvis gå ind for ligestilling, gerne inspireret af din mor, som var gammel rødstrømpe. Når det er sagt, skal du heller ikke blive ekstrem. Lyt ikke til de kvinder, der siger, at de ikke har brug for en mand til at forsørge sig. Det er en fælde. En rigtig mand tager regningen, skifter sikringerne, køber blomster, banker køkken op og dræber edderkopper.

Dette er selvfølgelig en uskreven regel, som du aldrig nogensinde må sige højt. Dit chauvinistiske svin.

Generelt skal du huske, at en mand ikke brokker sig. Depression og angst er heller ikke noget, du lider af. Bliver du i tvivl, kan du med fordel drikke lidt mere scotch and lime.

Dermed ikke sagt, at du ikke må være i kontakt med dine følelser. Du skal være i kontakt med dine følelser, du er jo ikke en knudemand. Du må endda gerne fælde en enkelt tåre ved begravelser, i forbindelse med sportsbegivenheder og til film, der berører dig dybt, men du skal samtidig huske at være en klippe, som din kvinde kan støtte sig op af. De eneste tidspunkter, hvor du må græde foran din kvinde, er til jeres bryllup og under fødslen af jeres barn (hvor du naturligvis er til stede).

Du skal huske at kalde din kæreste for din kvinde. Det er meget mandigt. 
Du skal tage din kvinde hårdt over køkkenbordet, men selvfølgelig først efter, du har vaginalmasseret hende til en sprøjteorgasme, og hvis hun ikke har lyst, er det fordi, du ikke er mand nok.

Når du er færdig med det, skal du huske at være en maskulin rollemodel for din søn, så han ikke vokser op og bliver afstumpet, eller endnu værre – feminiseret.

Det er da ikke så svært, vel?

LÆS OGSÅ: 19 sjove profiler på Twitter

LÆS OGSÅ: Bliver man bedre end sin far, bliver faren stolt

LÆS OGSÅ: Kvindelige bartendere: Her er vores bedste scoreråd