Vi har før beskrevet, hvordan du skriver en god jobansøgning, og hvordan man agerer til den perfekte jobsamtale.

Men når du er kommet indenfor og gerne vil blive ved at gøre et godt indtryk, er din garderobe en måde at vise, at du kan finde ud af at begå dig.

Tidligere har vi slået et slag for, at der er masser af moderegler, man sagtens kan bryde, men der er stadig regler og normer, der er gode at kende, hvis man drømmer om at avancere. 

”Hvis du vil virke tjekket, så drop det skøre, men vælg det, der er kutyme. Det, der vil passe ind, ligegyldig om du taler med en kunde, er til møde med din bankrådgiver eller giver en kompliment på gangen til hende den søde sekretær,” siger Frederik Lentz Andersen, Euromans moderedaktør.

Omvendt behøver det ikke at være kedeligt at være velklædt. Du behøver ikke at falde i et med tapetet, bare fordi du gerne vil falde ind i flokken.

”Selv om man klæder sig formelt, må man godt gå op i detaljerne og udtrykke sin personlighed. Det behøver ikke at være larmende, men for eksempel i form af et diskret mønster i dit jakkesæt, det kan være nålestribet eller små tern, som stadig passer ind i dress coden,” siger forfatter og stilblogger Torsten Grunwald.

Her er en række klassiske garderobefejl med tilhørende tips til, hvordan du klæder dig korrekt uden at ligne en konfirmand i din fars gamle tøj:

For kort slips
Når man ifører sig et slips, er der ingen grund til ikke at gøre det ordentligt. Så kan man lige så godt lade være. 

”Et for langt slips får din underkrop til at se kort ud, og et for kort slips får det til at virke som om din mave stopper slipset i dets bane," siger Frederik Lentz Andersen, der anbefaler, at du finder den rette længde ved at lade slipsets spids flugte med din buksekant.

LÆS OGSÅ: 9 situationer hvor introverte personer er på røven

For løs slipseknude
”Det er en lummer firserkliche at gå rundt med et slips, der ikke er ordentligt strammet til,” siger Frederik Lentz Andersen.


Mickey Rourke spiller 1986-lækker i klassikeren '9 1/2 Uge'. Foto: Rexfeatures

For løs skjortehals 
”Lige så vel som slipset skal sidde til, skal skjortens krave også ligge tæt til din hals. Det andet ser slapt ud,” siger Frederik Lentz Andersen. 

Den størrelse, der står i ryggen af skjorten, svarer til omkredsen af din hals, så få den målt i butikken, eller brug selv et målebånd hjemmefra, inden du anskaffer den nye skjorte.

Åbentstående skjorte 
Torsten Grunwald siger, at et slips ikke blot er en formalitet, men at de fleste skjorter er konstrueret til at blive holdt oppe med enten slips eller butterfly, og at det er kedeligt, når folk vælger en åbentstående hvid skjorte under et mørkt jakkesæt.

”Det er en meget flad måde at dresse ned på,” siger Torsten Grunwald. 


Med mindre det er et gangster-imperium, du drømmer om at overtage, så knap skjorten. Foto: Rex

Hvis man vil være lidt afslappet, anbefaler han i stedet, at man sammensætter en blazer eller sportsjakke med et par lærredsbukser i en anden farve, men beholder slipset. 

Pangfarver og iøjnefaldende mønstre 
”Man kan ikke forvente, at alle har lige meget humor, så drop det alt for kolorerede,” siger Frederik Lentz Andersen og anbefaler, at du holder dig til to skjortefarver, hvid og blå, to jakkesætfarver, mørkeblå og grå, og tre sokkefarver, sort, grå og mørkeblå. 

ferrel-ny.jpgEn komiker-boss som Will Ferrel kan tillade sig hvad som helst. Det kan du ikke. Foto: Alloverpress

Kedeligt tøj uden detaljesans
Torsten Grunwald nævner lommekluden som en detalje, der kan være med til at løfte dit formelle tøj.

"Den er næsten helt forsvundet efterhånden, det er lidt synd. Man kan sagtens have en diskret en af slagsen tittende op fra brystlommen, uden at den behøver at være stor og prangende som en blomst,” siger han.

Krøllet tøj 
”Din skjorte skal selvfølgelig altid være glat, alt andet ser sjusket ud,” siger Frederik Lentz Andersen. 

Han siger også, at du ikke nødvendigvis behøver stå at bakse med et strygebræt, men ofte kan glatte folderne blot ved at hænge din skjorte eller dit jakkesæt på en bøjle og sprøjte løs med damp fra et dampstrygejern. Husk at lade dit tøj køle ned ved et åbent vindue, inden du tager det på, ellers bliver det hurtigt endnu mere krøllet, end det var i forvejen.

Dårligt holdte sko 
”Det er vigtigt for mig, at dine sko er pudsede og velholdte,” siger Torsten Grunwald.

Han synes desuden, det er synd at give et par forretningssko gummisål på.

”Det er uelegant. Som en plastikflaske med vand på et veldækket middagsbord. Desuden går de fleste af os ikke så meget ude på vej til arbejde,” siger han og anbefaler i stedet, at man bruger en læderimprægnering til lædersålerne i stedet for at lade dem forsåle.
 skony.jpg
LÆS OGSÅ: Sådan holder du dine lædersko i live gennem vinteren

For korte sokker
Habitbukser har det med at krybe op, når man sidder ned.

”Så kan man opleve at sidde til et møde og blive eksponeret for sådan et kort stykke meget blegt mandeben med tre lange hår på,” siger Torsten Grunwald og anbefaler lange sokker. 

For stor jakke 
Mange mænd overvurderer sig selv og køber deres tøj en eller to størrelser for stort. Det ser hurtigt poset ud, giver for brede skuldre og for meget luft omkring brystkassen. Eller for lange, slaskende ærmer. En fingerregel er, at når du lader armen hænge ned langs siden, skal 1-1,5 cm af skjortemanchetten stikke ud af jakken.
mainofficeNY1.jpgThe Offices Gareth Keenan har, ud over dårligt hår, ikke helt styr på sine skuldres proportioner. Foto: Still fra serien.

”Husk på, at jakken bare lige skal kunne lukkes. Ikke meget mere. Når du sidder ned, åbner du knapperne, og når du rejser dig fra et bord, lukker du dem. Det er det, jakken skal kunne, og som viser, at du kan holde på formerne,” siger Frederik Lentz Andersen.

 Han siger, at hvis man cykler på arbejde, kan det betale sig at vende foret udad, folde jakken og stikke den i en taske. Så slider man ikke unødigt på den, og så kan man tage den på, når man er ankommet.

beanny.jpg

Din jakke behøver ikke være rummelig nok til at cykle i. Foto: Rex

For mange knapper knappet 
Mange knapper alle knapperne i deres jakke. Men det er en overdrivelse. I en toknappet jakke knappes kun den øverste knap, og i en treknappet jakke knappes enten den midterste eller den midterste og den øverste knap.

”Der skal bevares et let nonchalant præg, selv når du er formelt klædt på,” siger Torsten Grunwald.

Forkert bukselængde 
”I arbejdsøjemed er det vigtigere at være korrekt påklædt end at anstrenge sig for at være trendy med bukser, der stumper oppe på læggen,” siger Frederik Lentz Andersen. 

Lad bukserne gå til halvt nede på hælkappen på skoen, de skal ikke røre sålen.


Chefen har selvfølgelig styr på bukselængden. Foto: DFI

Slidte bukser 
Dine bukser bliver hurtigt slidt på knæ og sæde, når du sidder ned i dem.

”Når dine bukser er døde, kan du ikke bruge den tilhørende jakke, så spørg i butikken, om det er muligt at købe to par bukser til en jakke. Så holder dit sæt længere.”

For smalt jakkesæt
Moden er meget smal for tiden, og det er der mange unge mennesker, der sagtens kan bære, men hvis man er kraftigt bygget, er det ikke nødvendigvis klædeligt.

”Det giver hurtigt et udstoppet look,” siger Torsten Grunwald.

Et sæt, der ikke er tilpasset din krop
”I udgangspunktet sidder et jakkesæt næsten aldrig korrekt. Til gengæld kan de fleste lægges op og ud og ind. De fleste butikker har et samarbejde med en skrædder. Så brug de par hundrede kroner ekstra,” anbefaler Frederik Lentz Andersen.


Masser af stilproblemer: for korte slips, for lange bukser og for store jakker. Foto: Rex

Tre links til pæne sko
Et godt køb: Royal Republiq
Til at betale: Filippa K                        
Ekstravagant: Church's

Tre links til jakkesæt
Et godt køb: Men Of Distinction
Til at betale: Matinique
Ekstravagant: Ermenegildo Zegna 

LÆS OGSÅ: Sådan får du sportsstjernernes stil

LÆS OGSÅ: Disse frisurer redder tyndt hår

LÆS OGSÅ: Internettet kan ikke tilgive Obama hans jakkesæt