De fleste nætter står Lars Konrad op klokken tre og tager i lufthavnen med et læs bagage, og så stiller han sig i kø med et metalbur fyldt med kufferter. Andre menneskers kufferter, som han tjekker ind for dem, inden de skal på ferie i sydens sol eller alpernes puddersne.

”Jeg lavede det her firma for ikke at stå i kø, og nu står jeg i kø hele tiden,” griner Lars Konrad, der er i gang med at udleve sin iværksætterdrøm med sin forretningspartner Christian Kurir Andersen gennem virksomheden Valizo, der skal gøre lufthavnsbesøg lettere for de rejsende. Idéen er at tage ud til folk, afhente deres bagage, tjekke den ind, og derefter lade kunden tage let og ubesværet i lufthavnen.

Lars Konrad har altid gerne villet være selvstændig og havde i sin studietid en lille virksomhed sammen med en kammerat fra Peru. I et års tid importerede de fisk og kammuslinger til aarhusianske restauranter fra Amazonfloden.

Idéen var god, men han og vennen var med Lars Konrads egne ord for unge og uerfarne til branchen og fik problemer med nogle af deres leverancer. På nær den peruvianske afstikker har han altid haft stabile job med fast løn.

Senest som planlægningschef i en større virksomhed, og han havde egentlig afskrevet iværksætter-drømmen. Men en gammel idé blev ved med at kradse i lommen på den 49-årige familiefar:

Han hadede bagageshowet, hver gang han og familien skulle ud at rejse. Det var tungt at slæbe, og så var der en evigt prikkende bekymring. Har vi husket det hele, har vi tabt noget på vejen? Indtil han og og familien havde klikket flyselen fast om livet, var rejserne altid forbundet med stress.

Han så folk pukle som pakæsler i den proppede metro med kurs mod Københavns Lufthavn, og han så de lange køer ved skranken, og tænkte, at det burde kunne lade sig gøre at komme uden om.

Men det var et langt tilløbsstykke for ham at tage beslutningen om at satse alt på idéen. Faktisk den sværeste beslutning i hans liv. Han havde en god løn, og barn nummer tre havde lige meldt sin ankomst, og det selvstændige liv virkede lidt som en hobbyagtig tilstand.

Men så kom Lars Konrad tilfældigt i forbindelse med jævnaldrende Christian Kurir Andersen, der havde arbejdet i konsulentbranchen. Han så potentiale i bagageidéen og var klar til at gå fuld tid på den med det samme.

De to familiefædre smed 35.000 kroner fra hver sin konto, og de gik i gang. Lars Konrad sagde sit chefjob op med opbakning fra familien og skiftede skrivebordsarbejdet ud med hårdt fysisk arbejde.

Da han første gang skulle stille sig i Københavns Lufthavn i en Valizo-vest med et stort bagagebur og et firmaskilt var det grænseoverskridende. Det var jo ikke ’sådan noget’, han lavede. Han plejede at være chef.

”Jeg har altid respekteret folk, der lavede alt muligt andet. Første gang tænkte jeg: ’Ej, det går ikke, der er nogen, der kommer og hiver mig væk'. Jeg har også set en, jeg kendte, hvor jeg bare kiggede ned i jorden uden at vinke. Det er nok min egen fordom, men jeg tænker, at hvis der er en, der ser mig sådan, så tænker folk, at tingene ikke kører for mig. Det er noget pjat, men der er en masse stolthed forbundet med det,” siger Lars Konrad og fortsætter:

”Det eksisterer ikke, at man er sin egen herre som selvstændig. Man er altid afhængig af andre. Om det er en bank, en investor, en kunde eller en leverandør. Den anden dag ringede vores bogholder og spurgte, hvad min overenskomstkode var – det anede jeg simpelthen ikke, hvad var. Men det er sjovt at grave i alting og finde ud af, hvordan det hænger sammen.”

Valizo har aftaler med store rejse- og flyselskaber som Spies og Thomas Cook Airlines, men har endnu ikke råd til at betale sig selv løn. De lever på lån, krydsede fingre og kontakter.

Bl.a med Arlanda Lufthavn i Stockholm og Gardemoen Lufthavn i Oslo, der er interesserede i det danske kuffertinitiativ, fordi det sikkerhedsmæssigt giver god mening at adskille passagerer fra deres bagage. Og det skaber mindre køer ved terminalernes bagagebånd.

Den største udfordring for bagagefirmaet er synlighed. Og at få folk til at forstå, at der ikke er tale om et svindelnummer, siger Lars Konrad:

”Når vi kommer ud til folk, siger de: ’I kom virkelig’.”

LÆS OGSÅ: Kasper og Mikkel rykker ud og pumper liv i din døde cykel

LÆS OGSÅ: Jesper var direktør for Elgiganten, indtil konkurrenten headhuntede ham: ”Det er svært at sige, hvem der bliver nummer 1”

LÆS OGSÅ: Mød Danmarks bedste tjener: ”Du skal ikke pifte efter mig. Jeg er ikke en hund”

Fakta

Valizo henter bagage hjemme hos kunden dagen inden afrejse. På dørtrinnet får kunderne boardingkort og en bagagekvittering, så de kan tage direkte til sikkerhedskontrollen med deres håndbagage.

Bagagen fragtes til lufthavnen, hvorefter Lars Konrad eller en af hans kolleger stiller sig i kø og indleverer den. Pt. samarbejder Valizo med flyselskaberne Thomas Cook Airlines, Primera Air, Atlantic Airways og rejseselskaberne Spies, Bravo Tours, Club La Santa, Sun Tours m.fl. Firmaets sikkerhedsplaner er godkendt af Trafik- og Byggestyrelsen.

Bonus:

For en familie på fire rejsende koster det 395 kroner at blive tjekket ind, få leveret boardingkort og afhentet bagage
af Valizo.