Kok Paul Cunningham har mistet benet og synet på det ene øje: ”Det ændrer jo alt. Og man ser sig selv som et halvt menneske”

Som en anden kunstner tegnede Paul Cunningham sine retter, før han serverede dem. I dag bruger han kunsten til at finde ud af, hvem han er, når han ikke længere skal være i køkkenet.

Offentliggjort

TEEN STÅR KLAR i køkkenet i Korsør. På bordet er der hjemmelavet syltetøj og et par hjemmebagte croissanter. Paul Cunningham skænker fra en kande med en strikket tevarmer, der prydes med Union Jack.

Det er på grænsen til karikeret britisk, men hos Paul Cunningham virker det ikke som et nummer. Det er bare sådan, det er.

Han sidder i sin kørestol ved spisebordet. Omkring ham ligger papir, blyanter, pensler, farver og store tegninger. På bordpladerne er der farvemærker fra malingen. Spor efter pensler, hænder og nætter, hvor køkkenet har fungeret som atelier. Køkkenet er blevet opholdsrum, værksted og midlertidig kommandocentral for et liv, der har ændret sig radikalt.

I den ene ende af rummet står historien om en tostjernet michelinkok. I den anden ende ligger tegningerne, farverne og det liv, han nu forsøger at få til at tage form. Et nyt liv han skal definere, efter at han i 2025 fik amputeret sit ene ben.