Da Johan Bjerg og en gruppe venner forrige vinter rejste rundt i New Zealands Far North District for at fiske efter ørred, mødte de nogle danske lystfiskere, der fortalte historier om endnu større bedrifter. De havde nemlig oplevet af få bronzehajer på krogen.

”Det ville vi fandeme også gerne prøve. Sådan en kan blive flere hundrede kilo tung, og du skal være ekstremt koncentreret og udholdende for at få den i land, uden at linen knækker, eller krogen ryger ud af gabet på den,” siger Johan Bjerg.

Lige siden hans far viste ham, hvordan man fisker skaller i en mose, da han var tre år gammel, har han været fascineret af at fange fisk. I løbet af gymnasietiden begyndte han og hans fiskervenner at tage på fiskerrejser, for eksempel til Lapland i Nordsverige.

Da de for et par år siden blev studenter, begyndte hobbyen at udvikle sig til en livsstil, der vekslede mellem perioder med arbejde og opsparing i Danmark og rejser til verdens uspolerede afkroge. På den måde gav fiskeriet dem blandt andet farvestrålende tropefisk på krogen på Cook Islands i Stillehavet og tun på linen i Spanien. De oplevede en form for afhængighed af de afstressende naturoplevelser.

”Du forlader dine problemer derhjemme og tænker ikke på andet end fisk. Når du ikke har været afsted noget tid, kan du blive ramt af fiskefeber,” siger Johan Bjerg, der netop er begyndt at studere biologi, men før havde to job, et i Ikea og et for en feriehusudlejer, for at kunne lægge penge til side til fiskerejserne.

Denne vinter tog de så til nordtippen af New Zealand for andet år i træk. I tre måneder stod den ikke på meget andet end fiskeri.

”Vi bumsede rundt. Vi købte en bil og sov i den. Om dagen fiskede vi løs. Det er det mest frie liv, jeg har oplevet.”

Men den helt store drøm var at få en af de store, muskuløse bronzehajer på krogen.

Da de ankom til stranden, hvor de havde hørt, at hajerne skulle være, satte de tre stænger op med madding og satte sig til at vente. Efter tre timer begyndte Johans stang at bøje som en flitsbue, mens hjulet begyndte at snurre og larme.

Johan løb hen og greb stangen. Trækket var tungt, men varede ikke længere end tredive sekunder, fordi fisken røg af krogen. Vennerne mente, at der var tale om en haj. Der var i hvert fald noget stort i den anden ende, så meget havde Johan kunnet mærke.

”Vi fløj rundt, fuldstændig høje på adrenalin. Men også helt vildt kede af det, fordi det ikke var lykkedes at hale den i land. Der skete desværre ikke mere den dag, men det blev en lille appetizer for de næste seks dage,” siger Johan Bjerg, der også var den første til at få bid, da de forsøgte igen næste morgen.

Igen mærkede han øjeblikkelig adrenalinen pumpe i sin krop. Han havde det som om, han var hoppet ud med en faldskærm. Efter en halv times kamp lykkedes det ham at hive en omtrent to meter lang bronzehaj ind. Et relativt lille eksemplar af arten, men stadig en ret stor og temmelig stærk fisk. Og en med munden fuld af skarpe tænder og hud så ru som sandpapir.

”Hvis du ikke tænker dig om, kan den være farlig for dig. Når den kommer ind til land, skal man ikke stå for tæt på den. Den er selvfølgelig irriteret, den svinger hovedet rundt. Og får den fat i din fod, så får du den nok ikke fri igen, inden den vælger at slippe. Samtidig kan du få huden revet op, hvis den rammer dig med sin baskende hale.”

Den dag fik alle fra gruppen haj på krogen. Og sådan fortsatte det de næste dage. 14 hajer fangede de i løbet af seks dage.

Når gruppen fangede hajerne, gjorde de sig umage for, at dyrets gæller kunne gennemstrømmes af vand, så fisken ikke kom til at lide af iltmangel. Her er det Morten Manniche, der sætter en haj løs igen.

”Jeg havde håbet, at vi, hvis vi var heldige ville fange to eller tre i alt. Men det gik helt amok. Vi må have ramt et træk af hajer, vi var mega heldige,” siger Johan Bjerg, der mener, at oplevelsen har gjort noget enestående for gruppens sammenhold.

Det at fange en haj er nemlig ikke et enmandsprojekt. For selv om der kun er en, der holder stangen, er det nødvendigt, at de andre hjælper til og holder fast i ham, for at han ikke bliver revet med ud af en pludselig bevægelse fra det store dyr. Samtidig peptalker og rådgiver man hinanden under den lange, intense kamp med hajen.

Den største, som de fangede i løbet af de seks dage, var en hun, der målte tre meter og nok vejede omkring 200 kilo. Det tog halvanden times tid at hive hende ind.

”Det er en personlig sejr at få sådan en ind. Det er det hver gang, man fanger en fisk. Men at fiske hajer er mere som at vinde en fodboldkamp. Man hjælper hinanden, og man knytter tætte bånd.”

Men det er vel ikke særlig sjovt for dyret, at kæmpe i halvanden time med en krog i munden?

”Det er vigtigt for mig at understrege, at bronzehajen ikke er truet. Der er masser af dem. Derudover fiskede vi kun med såkaldte cirkelkroge, der sætter sig i fiskens mundvig og efterlader meget små sår, der vil hele meget hurtigt. Principielt kan det ikke lade sig gøre at såre hajen dødeligt med en cirkelkrog. Desuden sørgede vi altid for, at deres gæller blev gennemstrømmet af vand, når vi havde dem inde ved land. På den måde sikrer man sig, at de får ilt. Jo, hajen bliver stresset af kampen, men ikke mere end alle andre slags fisk. Det er ikke anderledes end, når vi fanger en ørred eller gedde.”

Johan Bjerg og hans venner sætter næsten altid de fisk, de fanger, ud igen. En gang imellem tager de torsk eller makrel med hjem og spiser dem, men aldrig fisk, der er truede. Det er en del af sportsfisker-etikken, siger Johan:

Man ønsker måske nok at besejre fisken, men ikke at gøre skade på den enkelte fisk, for slet ikke at tale om at minimere bestanden. Ingen er interesserede i at undergrave potentialet for fremtidige naturoplevelser.

”Vi beundrer alle fisk, vi fanger. Og bronzehajen er ekstremt beundringsværdi. De er så flotte, meget adrætte og strømlinede. Samtidig har du en respekt for den, fordi den er så stor og kan gøre dig ondt. Så magten ligger i en eller anden grad stadig hos hajen.”

Du taler om adrenalinrusen ved hajfiskeriet. Kunne I ikke bare tage ud på Refshaleøen og bungeejumpe, og på den måde få jeres fix?

”Jeg har stået rigtig meget på snowboard og skateboard og kender udmærket til den form for adrenalin. Men fiskeri er stærkere. I vores endnu relativt korte liv vil jeg betegne hajfiskeriet som en oplevelse for livet. Det er nok fordi, det rummer så mange mulige udfald. Du ved aldrig, hvad der kommer til at ske, og risikoen for at miste fisken er stor. Den situation bringer dig så langt væk fra hverdagen, du kan komme. Det giver dig en ekstrem tilstedeværelse i nuet, der får øjeblikket til at stå helt skarpt i hukommelsen. Det sætter et aftryk i kroppen. Når du har prøvet det en gang, vil du bare gerne opleve det igen.”

Johan Bjerg poserer stolt med sin fangst.

Herunder kan du se en kort film om jagten på bronzehajerne, som Johan og hans venner, der som fiskerkollektiv kalder sig Fin Followers har produceret. Filmen blev lavet for sjov for at dokumentere oplevelsen, men de håber, at den kan tiltrække sponsorer, der har lyst til at forsyne dem med grej til fremtidige fiskerejser.