Hækkeruppernes politiske stamtræ har grene med navne som oldefar og folketingsmand Hans Kristen Hækkerup, farfar og cigarrygende udenrigsminister Per Hækkerup, farmor og næstformand i Folketinget Grete Hækkerup og far, borgmester og folketingsmedlem Klaus Hækkerup.

Siden kom onkel og forsvarsminister Hans Hækkerup til, lillebror Ole Hækkerup har været i Folketinget, og broderens kone Karen Hækkerup fik både plads på tinge og i flere ministerier.

”Det svære er ikke at blive valgt. Det svære er at blive sin egen Hækkerup. At finde sin egen plads og sine styrker. Hvad er det, jeg er god til, og hvad er det, jeg bare har fået foræret,” siger Nick Hækkerup.

Den kamp gik for Nick Hækkerup gennem lokalpolitik, hvor han efter seks år i byrådet blev landets yngste borgmester. I et parti, som ifølge Nick Hækkerup aldrig har været eller bliver fashionabelt.

”Som ung kunne jeg bestemt ikke score piger på at sige, at jeg var socialdemokrat. Jeg tror sgu aldrig, det bliver trendy at være socialdemokrat. Men folk ved godt, at vi er samfundsbærende.”

Netop det samfundsbærende element og engagementet i politik var ikke et valg. Det var fodring med ske. ”Når vi sad og spiste, talte vi alle sammen politik. Alle de mennesker, som kom i vores hus, diskuterede politik. Og det blev forventet, at vi havde en selvstændig holdning til politik. Vi kunne ikke gemme os,” husker Nick Hækkerup.

Og uden for hjemmet blev han så sikkert som amen i kirken konfronteret med sin farfar og tidligere udenrigsminister Per Hækkerup. ”’Det var din farfar, der forærede olien til nordmændene,’ sagde folk tit til mig.

Jeg kunne ikke gennemskue det, så jeg gik hjem og snakkede med min familie om det,” siger Nick Hækkerup med henvisning til myten om, at en norsk delegation skulle have drukket Per Hækkerup fuld og fået ham til at skrive under på salget af den danske undergrund til Norge, som senere fandt nogle af deres mest lukrative oliefelter på den tidligere danske kontinentalsokkel.

”Når man vokser op på den måde, bliver man konfronteret med familiens beslutninger. Jeg kunne mærke det i luften, når jeg var hjemme hos kammerater. Omverdenens billede af min familie var formet af politik på godt og ondt.”

Hans bror Ole gik også ind i politik, men yngste lillebror gik en anden vej. ”Han er blevet landmand. Han er erklæret socialdemokrat, men ikke engageret i partipolitik, og det er o.k. Men hvis en Hækkerup var ligeglad med samfundsforhold, ville det være underligt. Virkelig underligt.”

Nick Hækkerups forældre har aldrig direkte opfordret ham selv til at gå ind i politik. Men forventningen hang i luften. ”Der var et uudtalt pres. De har aldrig stoppet det ned i halsen på mig, men det er gået op for mig, at vores familie løber med en stafet. Jeg fik stukket den i hånden, og så løber jeg med den et stykke tid. Og så håber jeg, at der er nogen, som vil sprinte videre, så ilden ikke dør.”

Men ingen af Nick Hækkerups børn er aktive i politik. ”Jeg tror ubevidst, mine børn mærker en form for forventning om at gå ind i politik. De bliver konfronteret med spørgsmål om mig og min politik. Men de må gerne vælge noget andet end politik.”

Vil du blive skuffet, hvis de ikke bliver socialdemokrater, når de bliver voksne?
”Ja. Jeg bruger hele mit liv på at overbevise andre om, at Socialdemokratiet har de rigtige værdier. Så ville det være skuffende, hvis jeg ikke engang kan overbevise mine egne børn. De er det vigtigste, jeg har.” 

De er jo individer. De skal finde deres egen vej. Hvis en af dine unger kom hjem og sagde, at han ville stemme på Liberal Alliance, hvad så? ”Det ville jeg sgu være rigtig, rigtig, rigtig ked af. Det ville jeg virkelig.”  

Hvis dine børn ikke må være uenige med dig, hvor stor er din rummelighed så?
”De må gerne være uenige. Og de skal stå på mål for deres holdninger. De må gerne få ring i næsen eller i navlen eller blive tatoveret. De må bare ikke være i Liberal Alliance.” 

Ville du ligefrem udstøde dem? ”Nej, selvfølgelig ikke. Jeg elsker dem betingelsesløst. Men det vil blive nogle mærkelige familiesammenkomster. Jeg må bare være ærlig og sige, at jeg ville blive ked af det, hvis mine børn ikke bliver socialdemokrater, når jeg bruger mit liv og alle mine vågne timer på bevægelsen. Det må man sikkert ikke mene, men det gør jeg.” 

Men så betyder det vel også noget for dig, at de går ind i politik og fører Hækkerup-klanen videre?
”Nej. Det betyder meget mindre. Man skal lave noget, man holder af. De skal bruge livet på noget, der gør dem glade. Hvis det er politik, der gør dem lykkelige, er det bare dobbeltgodt.”

Har dit karrierevalg haft konsekvenser for dine børn? ”Da jeg var borgmester, skulle vi spare på skolefritidsordningen. Og da min datter Fie kom hen i SFO’en, var der en pædagog, som sagde til hende: ’Det er din far, som gør, at vi ikke får det godt.’

Det er fandeme tarveligt. Den slags brænder sig fast i børn. Hun fortalte mig det først nogle år senere. Ellers tror jeg, at jeg havde taget en snak med pædagogen.” 

Hvordan er dit eget forhold til din far? Spørger du ham til råds? ”Ja. Hans refleksioner er rigtig gode. Du har ikke venner i politik, så det at have sin familie i politik er fantastisk. Min bror Ole har altid min ryg. Altid. Så hvis Ole siger, at jeg var et fjols i en debat, lytter jeg på en anden måde.”

Er du blevet din egen Hækkerup nu? ”Jeg har bevist, at jeg kan finde ud af politik, og jeg synes, jeg har leveret på vegne af familienavnet. Så ja, jeg er frisat.”

Jakob Ellemann-Jensen. 43 år, politisk ordfører for Venstre.

Jakob Ellemann-Jensen var ni år gammel, da han så spisesedlen på vej til skole.
”Fyr den idiot,” stod der ved siden af billedet af hans far, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

”Det ramte mig. Jeg fik det klare indtryk fra spisesedlerne, at hele verden syntes, min far var en idiot. Det kunne jeg ikke forstå. Jeg elskede ham jo. Jeg følte mig omringet af folk, som ville mig og min far det ondt,” fortæller Jakob Ellemann-Jensen og tilføjer: 

”Jeg har aldrig nogensinde været flov over ham. Aldrig. Jeg var og er stadig pavestolt af ham. Jeg vidste instinktivt, at han lavede noget ærefuldt og vigtigt. Men sandheden er, at jeg som barn ikke kunne lide opmærksomheden.

Når vi gik på gaden, gloede folk altid på min far. Det syntes jeg var møgirriterende. De skulle altid hen og sige noget. Mene noget. De ville have et stykke af ham. Og jeg stod og tænkte: ’Vi er på kanotur, skrid nu, for pokker.’” 

En ting var opmærksomheden, noget andet var de diskussioner, som Jakob blev udsat for, da han i 7. klasse fik en lærer, som sad i kommunalbestyrelsen for Venstresocialisterne (VS).

”Han fik en vane med at diskutere politik med mig og en anden dreng fra klassen, hvis far var murer og selvstændig, liberal erhvervsdrivende. Og hver gang vi diskuterede, gav han os en verbal lussing pga. vores fædre. Han var virkelig perfid.”

I 8. klasse skiftede Jakob Ellemann-Jensen skole. Første dag i den nye skole bad han sin lærer om kun at introducere ham som Jakob.
”Behøver du at sige, at jeg hedder Ellemann-Jensen? Jeg vil bare gerne være mig,” sagde den nye elev. 

”Folk skulle nok finde ud af, at min far var udenrigsminister. Men jeg ville have et lille forspring, hvor jeg ikke var Uffes søn. Og den første uge var jeg helt anonym. Det havde jeg aldrig prøvet før. Da de så fandt ud af det efter en uge eller to, betød det ikke så meget, for jeg havde demonteret problemet. De havde lært mig lidt at kende – ikke udenrigsministerens søn.”

Jakob Ellemann-Jensen fortalte aldrig sin far, at han ikke brød sig om opmærksomheden. ”Det var svært. Jeg kunne ikke tale med mine forældre om det. Jeg sagde sgu ikke noget.”

Hvorfor ikke? ”Jeg tænkte, at det ville gøre min far ked ad det. Det ønskede jeg ikke. Jeg ville ikke belemre dem med det. Men det burde jeg nok have gjort.”
Pga. barndommens diskussioner med læreren har Jakob Ellemann-Jensen givet sine egne børn på 12 og 15 år et råd. Et råd, der går stik imod den måde, han selv reagerede på.

”Hvis nogen vil diskutere mig og min politik, skal mine børn strække våben. Jeg har rådet dem til at svare: ’Jeg interesserer mig ikke for politik.’ Det forhindrer konflikten.”

Men det er vel også at resignere og ikke stå op for det, man tror på? ”Mine børn skal ikke stå på mål for deres fars politik. Hvis en idiot er dum nok til at konfrontere en 12-årig med faderens politik, skal den 12-årige være klog nok til at undgå konfrontationen.”

Hvornår er de så gamle nok til at tage diskussionen med åben pande? ”Det har jeg ikke et fikst og færdigt svar på. Mine børn har en stor retfærdighedsfølelse over for deres far. Men de skal ikke tage diskussionen med fremmede, som er uden for pædagogisk rækkevidde. Endnu.”

I de første 35 år af sit liv forsvor Jakob Ellemann-Jensen, at han selv ville gå ind i politik. Han fandt et kammeratskab og en karriere i militæret, hvor han som kaptajn blev udsendt til det borgerkrigshærgede Bosnien. Senere blev han erhvervsjurist og fik en karriere i bl.a. GN Store Nord.

Beslutningen om at holde sig langt væk fra politik glædede hans forældre. Men som 35-årig begyndte tankerne om politik at rumle i baghovedet. Det blev en god ven, som gav ­Ellemann-Jensen det afgørende puf ind på scenen. ”Jeg havde siddet og råbt ad politikerne i fjernsynet. Og så gav han mig et ultimatum: ’Enten holder du bøtte, eller også går du ind i politik.’”

”Jeg var klar over, at jeg altid ville få smidt mit navn i hovedet. Men jeg følte mig frisat, fordi jeg havde bevist, at jeg kunne noget andet. Jeg har hørt Helveg-klanen citeret for, at politik er for vigtigt til at overlade til andre. Det var præcis sådan, jeg havde det.”

Jakob Ellemann-Jensen holdt bevidst sin far ude af beslutningen. ”Jeg gav ham en kort orientering, da jeg havde truffet beslutningen. Han spurgte mig, om jeg var klar over, hvilke omkostninger politik har for en familie.”

Herefter blev Jakob Ellemann-Jensen med egne ord ’lidt kølig i betrækket’ og svarede sin far: ”’Ja, jeg kender omkostningerne. Og jeg kender dem bedre, end du gør.’ Og så var han ikke i tvivl om, at jeg mente det alvorligt.”

I dag bliver Jakob Ellemann-Jensen af og til nævnt som en fremtidens mand i partiet, men for at bevare benene på jorden har han klistret en lille gul post-it-seddel på sin computerskærm: ”Danmark, Venstre, regeringen, Jakob,” står der.
”Det er min prioriterede rækkefølge. Hvis jeg skulle glemme det. Landet først, mig selv til sidst.”

Hvad bruger du din far til i dag? ”Det ville være skrigende arrogant at have sådan en stor klippe ved sin side uden at bruge den. Så det gør jeg. Jeg ringer typisk til ham om morgenen på vej til Borgen. Han spørger altid først til, hvordan min familie har det. Og så diskuterer vi forskellige sager.

Vi taler typisk om, hvordan man griber en situation an. Så jeg tester min intuition på ham. Og han svarer altid ærligt. Også selv om han er uenig. Hans viden om medier og nyhedsstrømmen er måske lidt forældet, fordi TV News og internettet har sat hastigheden op. Men hans parlamentariske erfaring er unik. Hans helikopterblik er suverænt.”

Har du overgået din far? ”Ikke endnu. Nej, pjat – det nærer jeg ingen illusioner om. Jeg gør tingene på min måde. Og når jeg er færdig i politik, vender jeg frygteligt tilbage til dansk erhvervsliv. For jeg kan faktisk andet end politik.”

LÆS OGSÅ: Tidligere praktikant afslører ’sexistisk og syg’ arbejdskultur på Christiansborg i ny bog

LÆS OGSÅ: Kunsten på kontoret: Se hvad der pryder 4 markante politikeres vægge

LÆS OGSÅ: Pernille Vermund: "Martin Henriksen sveder lidt, når vi angriber ham for tiden."