Frank Hvam kunne have været meget, meget rigere: ”Det er helt forfærdeligt at tænke på, hvor mange penge jeg har haft igennem systemet”
Frank Hvam har i mere end 30 år været en af Danmarks største komikere og med ’Klovn’ skabt den mest succesfulde danske komedieserie nogensinde. Næste år er han tilbage på landevejen som standupkomiker med sit fjerde onemanshow, ’DSK’, der – som altid, når det gælder Frank Hvam – tager udgangspunkt i hans eget liv, observationer, bekymringer. For dem har han rigeligt af. Her griber den folkekære komiker mikrofonen og fortæller om alt det, han har lært gennem et 56 år langt liv fyldt med humor, børn, Casper Christensen, penge og sure, hvide midaldrende mænd.
Den kreative ild
Frank Hvam optrådte første gang som standupper i midten af 1990’erne. Siden har han lavet tv, radio, podcasts, film, manuskripter og en række standup-shows, mens ’Klovn’ har fulgt ham gennem mere end to årtier. Nu er han i gang med at skrive sit næste onemanshow. Men hvordan bliver man på 32. år ved med at vende tilbage til skrivebordet og finde noget, man selv synes er sjovt?
Det vigtigste for mig har altid været at huske på, at jeg i bund og grund gør det for min egen skyld. Selvfølgelig laver jeg mine ting i et samspil med publikum, og jeg er dybt afhængig af dem. Men det er enormt tilfredsstillende at føle sig forstået i verden og at more sig selv.
Så længe det er udgangspunktet, bliver der ved med at dukke nye ting op. Livet udvikler sig, verden ændrer sig, og man ændrer sig selv. Derfor kommer der hele tiden nye ting, som er sjove at snakke om, forholde sig til og lave jokes om.