Klumme: Det er så i dag, vi finder ud af, hvem der får årets Ballon d’Or. Og ih, bliver det spændende.

Messi og Ronaldo har delt samtlige pokaler mellem sig, siden Ballon d’Or (der plejede at gå til en spiller i en europæisk liga) og FIFA World Player of the Year blev slået sammen til én verdensomspændende pris.

Igen i år er Lionel Messi bookmakernes storfavorit  til at genvinde bolden med odds, der kun giver pengene lidt over én gang igen. Og selv om Cristiano Ronaldos odds faktisk er højere end den tredje nominerede, Neymar Jr.’s, er det alligevel rivaliseringen mellem portugiseren og argentineren, som det hele drejer sig om, mens brasilianeren kun er med på podiet som tredje hjul.

En rivalisering, som medierne har pustet op sammen med Ballon d’Or, hver gang de fik bare en 2 procents chance for det i løbet af det seneste år. Hver gang verdens to mest eksponerede fodboldspillere har scoret et mål, brændt et straffe eller væltet i et løsnet snørebånd, er der en fodboldskribent et eller andet sted på kloden, der har spekuleret over, hvordan det mon ville påvirke deres placeringer i det indbyrdes kapløb om at hjembringe den gyldne bold.

LÆS OGSÅ: Den splejsede teenager med de grimme tænder der blev til mesterværket Cristiano Ronaldo

Det er en gave for første gang i historien at have to fodboldspillere med så stort talent i samme generation. Men rivaliseringshistorien om den ydmyge kontra den selvoptagede megastjerne er efterhånden blevet en mediekliche så stivnet, at det ikke er til at holde ud.

Og som umuligt kan blive ved at optage andre end alle de 9-årige, der er i tvivl om, hvilken skandaløst dyr spillertrøje, de skal ønske sig til deres fødselsdag. Bortset, altså, fra alle os fantasiløse journalister.

Det er for længst en historie om to brands – og lige så ophidsende som diskussionen om, hvem der er vigtigst, Nike eller Adidas.

Men det er ikke kun den trivielle duel mellem Messi og Ronaldo, der gør, at man ikke finder mig klistret til skærmen, når Fifa i aften fejrer sig selv og det smukke spil, som organisationen forvalter så uskønt – med en skuespiller som stedfortrædende vært, fordi Blatter og Platini er blevet smidt ud.

Det har også noget at gøre med, at den spilleglæde og værdige konkurrence, som faktisk af og til stadig indfinder sig i international fodbold, ikke er til stede i afstemningen. Tværtimod er der masser af nationale og klubmæssige loyalitetsforhold, der afgør, hvem de medvirkende trænere, spillere og journalister indstiller til kåringen.

LÆS OGSÅ: Fodboldens superklubber har skabt et parallelsamfund uden indgang

Bedst eksemplificeret med netop Messi og Ronaldo. 

For hvis de skulle stemme på den, der spiller den bedste og smukkeste bold, var Messi og Ronaldo jo nødt til at stemme på hinanden. Dummere kan de jo ikke være, end at de ikke kan undgå at anerkende hinandens kvaliteter.

Men da de to i 2013 som anførere for deres respektive landshold skulle afgive deres anbefalinger, stemte Messi på holdkammeraterne Neymar, Iniesta og Xavi, mens Ronaldo stemte på Real-spillerne Özil og Bale og på den tilsyneladende mere ufarlige konkurrent Falcao.

I det hele taget er der måske noget galt med definitionen på, hvad det er man stemmer om, når den gyldne bold uddeles. Det hedder sig, at den skal gå til den spiller, der har præsteret bedst i det forløbne år. Men med så vid en definition er det nærliggende, at det bliver den simpleste målestok af alle, der bliver afgørende, nemlig antallet af scorede mål.

Bevares, der skal særlige egenskaber til for at score mange mål, og regentparret Messi og Ronaldo er fascinerende, også på den konto. Men man kan også argumentere for, at andre ting kan være lige så betydnings- og ærefulde. For eksempel var der mange, der brokkede sig over, at Manuel Neuer ikke engang med et verdensmesterskab og som verdens absolut førende på sin position kunne redde titlen sidste år.



 
Men okay, det med prestige og priser har aldrig været noget, som defensive spillere svælger i - Fabio Cannavaro er den eneste forsvarer, der i nyere tid (2006) har vundet Ballon d’Or. Derfor kan det også undre, at Robert Lewandowski ikke blev nomineret i år. Den polske angriber er nu engang den eneste spiller, der nogensinde har scoret fem mål på ni minutter. Og da de nominerede blev udpeget, havde Lewandowski lavet i alt 46 mål mod Neymars 43. 

LÆS OGSÅ: Peter Grønborg: "Champions League-studiet skal være som en god drengeaften"

I det hele taget kan det virke meningsløst at uddele priser i en sportsverden, hvor priserne i forvejen er uddelt. Mesterskaber, topscorerlister, man of the match, ugens hold. Statistikken gennemsyrer sportsverdenen, så hvorfor denne konkurrence? Ville det ikke være mere opbyggeligt med en kåring af mest kammeratlige spiller, mest kollegiale hold, mindst racistiske fans? Mest sportslige handling?

Nej, i stedet bliver man ved at fokusere på individerne, for så vidt en uheldig tendens i en holdsport. Det var vist Michael Laudrup, der sagde, at det vigtigste er, at holdet vinder, det næstvigtigste at holdet spiller godt, tredjevigtigst er det, at du selv spiller godt. I dag? Not so much.

Hvis så bare fodboldgallaen havde underholdningsværdi.

Men verdens største fodboldprisuddeling får selv DR’s sportsprisgalla til at virke glamourøs.

Hvor Oscars har flotte kjoler og politiske budskaber fra talerstolen, og Golden Globes har fulde gæster og en skandaløs vært, har Ballon d’Or en masse fodbolddrenge, der har svært ved at bære et jakkesæt og endnu sværere ved at tale engelsk samt en masse gamle mænd med udstråling som en hemmelig bankkonto.

Nå men, som sagt, det bliver spændende at se, hvad der sker. Kun en ting er sikker. Det er, at sportsjournalister fra i morgen vil begynde at tælle, hvor mange gange Messi og Ronaldo snubler i deres egne snørebånd. 



LÆS OGSÅ:Efter Lewandowskis fünferpack: Her er historiens største målshows

LÆS OGSÅ: Dette er en af fodboldens mest sejlivede myter

LÆS OGSÅ: Er europæisk fodbold blevet for forudsigelig?