Artiklen er et del af Euroman og Eurowomans magasin, der er lavet for at hylde Aarhus. Magasinet er sponsoreret af Bestseller.

Da jeg tog til AGF i 2003, kom jeg fra Tyskland. Jeg savnede spilletid dernede, og AGF manglede en mand, der kunne lave mål, så det var et perfekt match. Jeg kom hjem med en enorm sult efter at bevise, at jeg var god nok.

Den unge generation af AGF-fans har rent sportsligt ikke været særlig godt vant. De har ikke oplevet de gode tider med mesterskaber og pokaltitler. Derfor var det også let for mig at falde til. Jeg knoklede på og arbejdede stenhårdt for trøjen. Gør man det, kan det bedre accepteres, at man ikke vinder hver gang.

Som spiller var jeg klart den type, der gik til stregen – og også over. Jeg er ikke særlig høj. Ofte spillede jeg over for modstandere, der var både større og stærkere end mig.

Hvis de så også var hurtigere end mig, kunne jeg hverken løbe fra dem eller flytte dem fysisk. Så var jeg nødt til at nedkæmpe dem. Hvis en modstander blev lidt bange for, hvad jeg kunne finde på næste gang – om jeg eksempelvis kom med knopperne forrest i en duel – betød det måske, at han trak sig 30 cm.

De 30 cm kunne være det, jeg skulle bruge for at sætte en afslutning ind.
Der var kun fire brusere i omklædningsrummet i AGF. Vi havde den regel, at man skulle slå sten, saks, papir om at få lov til at komme i bad. Tabte man alle fire runder, måtte man tage hjem uden at have været i bad.

Den bedste AGF’er, jeg har spillet sammen med, er Brian Steen Nielsen. Da han kom til AGF, var jeg uforstående over for, at han havde 65-66 A-landskampe. Så god syntes jeg ikke, han var. Det fortalte jeg ham også.

Men det var virkelig fuldt berettiget. Han havde et godt overblik, kunne dirigere de andre, kunne positionere sig på banen, og så havde han bare den helt rigtige indstilling til tingene. Han blev et stort forbillede for mig.

I 2009/10-sæsonen havde jeg været skadet, men kom tilbage til de sidste fire kampe. I den første kamp scorede jeg, og vi vandt. Men kampen efter mødte vi SønderjyskE hjemme. Jeg scorede til 1-0, og vi skulle bare holde hjem.

Men så fik de to mål på nul chancer, og vi endte med at tabe. Dagen efter sad hele truppen i omklædningsrummet. Erik Rasmussen var træner, og vi sad og snakkede om alt det, der var gået galt.

På et tidspunkt spurgte han mig, hvad jeg havde at sige. Jeg havde egentlig bestemt mig for, at jeg ikke ville sige noget, for jeg var så skuffet. Men jeg rejse mig alligevel op og sagde, at jeg hadede dem alle sammen.

Fordi de havde svigtet mig, holdet, sig selv, klubben, alle. Der blev ikke sagt mere bagefter. Der var heller ikke mere at snakke om. Vi rykkede ud af Superligaen det år.

LÆS OGSÅ: Kasper Dolberg: ”Jeg opfatter det næsten ikke, når jeg scorer. Det sker bare"

LÆS OGSÅ: Karl William: ”Aarhus har potentialet til at blive Danmarks fedeste by”

LÆS OGSÅ: Jürgen Klopp: "I Premier League er de ligeglade med, hvor godt du spillede. Det handler kun om at vinde”