Den dag, han døde, var jeg 16 år. Beskeden kom en decembermorgen fra den store, gamle Philips træpanelradio inde i stuen. Kun afbrudt af min fars livsutilfredse morgenkaffesuk meddelte en overartikuleret kvindelig Radioavis-stemme: ”John Lennon er blevet skudt … Lægerne kunne konstatere, at døden var indtrådt … New Yorks politi har anholdt en mand … John Lennon blev 40 år … Ole Reitov fortæller om John Lennon …”

Jeg havde øredækkende knallerthår, svajbukser, Thule-pjækkert og et par stålbriller, hvis stel lignede bøjede piberensere. Uden at være Beatles-fan, uden at være nogen eller noget kunne jeg den morgen mærke et sorgfuldt sug i maven, en uformuleret følelse af fælles tab, af noget uigenkaldeligt.

Bagefter, da jeg steg op på cyklen og kørte mod gymnasiet, anede jeg ikke, at John Lennon og hans død skulle påvirke mit – og rigtig, rigtig mange andre mænds – forhold til kvinder de næste tre årtier.

I år er det 50 år siden, The Beatles, som vi kender bandet, blev dannet. Det er også 50 år siden, The Beatles første gang blev spillet i radioen, og lige så lang tid siden, bandet udgav deres første single, ’Love Me Do’. Umiddelbart kunne man tro, at sådan et jubilæum kun er for hengemte gymnasielærere, bedagede musikanmeldere og gråhårede magistre med blå rødvinstænder. Men nej, 1962 – og de næste otte år, indtil bandet blev opløst – var tiden, hvor The Beatles fejede den småborgerlige før- og efterkrigstid fuldkommen af banen og indførte en stil, en selvopfattelse og en selvstændighed i ungdomskulturen, der er præcis den samme, som vi kender og tager for givet i dag. En selvopfattelse, som hen over årene har bredt sig til alle generationer. Tilbage med hentehåret står i dag dem, der enten sidder fast i tiden før The Beatles eller ikke fattede, hvad der skete. Det er de gamle, de rigtige pensionister. Alle andre er, uanset alder, unge.

Forrest, både i Beatles og i den udvikling, der ikke siden 1962 har set sig tilbage, var John Lennon.

”Han var længst fremme i skoene – hele vejen igennem,” som Paul McCartney siger det i dette nummer. Mens Paul McCartney var den superdygtige og sympatiske komponist, George Harrison den indadvendte og søgende kunstner og Ringo Starr den udadvendte happy-go-lucky-festabe, var John Lennon oprørsk og skarp som bare fanden, hårdtslående både i munden og med hånden, ukuelig selv- og stilsikker og tilmed et musikalsk og poetisk geni. Alt det står urørligt tilbage og gør ham til et af det 20. århundredes største og mest betydningsfulde ikoner.

Desværre tog hans oprør en alvorlig, kønsmæssig afkørsel. Af grunde, ingen mænd siden rigtig har kunnet forstå – og som han måske ikke engang selv fattede – kastede han al sin drivkraft, hele sin oprørske energi, hele sit væsen over på en tvivlsom kvinde, der ikke så ud til at bidrage med andet end at sole sig i det lys, han kastede på hende. Til gengæld åd hun ham op. Eller rettere: Han lod sig æde op.

Og jo, selvfølgelig trængte kønsrollerne dengang til en alvorlig rusketur, ingen tvivl om det, men i tilfældet John og Yoko var der ikke tale om kærkommen ligestilling, deres forhold blev derimod et billede på mandens absolutte underkastelse.

Bedst og mest smertefuldt illustreret i Annie Leibovitz’ berømte Rolling Stone-foto af en nøgen, kindkyssende John Lennon i sammenkrøbet fosterstilling ved siden af en fuldt påklædt Yoko Ono med øjne, der ikke lader sig læse.

Få timer efter billedet var i kassen, blev John Lennon dræbt af en sindsforvirret mand. Med ét blev Lennon – og hans krampagtigt selvhadende forhold til det modsatte køn – gudeliggjort, udødeliggjort, helliggjort. Han blev hippiernes, tidens uangribelige martyr. Efter den dag måtte ingen nogensinde sige noget ufordel-agtigt eller sætte spørgsmålstegn ved John Lennon. Helt modsat den ånd, han selv – i hvert fald engang – repræsenterede.

Tilbage til os på jorden efterlod han en moderne arvesynd for den tænkende og reflekterede mand, en mandlig undskyldnings-kultur, som Carl-Mar Møller og den slags tosser siden så forgæves latrinært og idiotisk har forsøgt at rette op på.

En kultur, som for mig betød, at jeg – fra jeg var 16 til omkring de 40 – over for det andet køn sjældent turde sige, hvad jeg mente, kun, hvad jeg troede, de gerne ville høre, jeg mente. Alt andet forekom så skyldigt. Fordi jeg var bange for Yoko Ono, bange for hendes ulæselige øjne. Fordi jeg faldt i det, jeg vil kalde ’Lennon-fælden’.

Heldigvis, bilder jeg mig ind, er jeg, af forskellige årsager, kommet videre. Selvfølgelig er der masser af larmende ligeglade og dorske og dumsmarte mænd – ligesom der er kvinder ditto – de har altid været der, men når jeg kigger mig omkring, kan jeg se, hvordan John og Yoko-forholdet stadig trives derude. I værste velgående. På godt, ondt og alt det imellem har The Beatles og især John Lennon betydet meget, meget mere end musik.

Denne måneds udgave af Euroman udkommer torsdag den 11. oktober 2012: