Gazas geografi er tømt for al mening ud over destruktionens. Den er et billede på arabernes mentale landskab før den tunesiske diktator Zine El Abidine Ben Alis fald 14. januar 2010 og det unge Egyptens revolution 11 dage senere, der fjernede præsident Hosni Mubarak fra magten.

Her i Gaza praktiserer unge mænd parkour – kunsten at springe elegant forbi forhindringer – nu en arabisk subkultur hentet fra immigrant-kvarterer i Paris og populær, bl.a. fordi den ikke kræver andet end øjemål, kropskontrol og vovemod. Med egne hjemmesider, egne regler, egen slang med slogans som ’lev livet’ og ’glem tyngdekraften’ er de deres eget univers af akrobatiske arabesker, sprængning af bunden energi.

En energi, der er frisat i nogle arabiske lande som politisk handling – Tunesien, Egypten, Syrien, Yemen, Bahrain, Libyen, Marokko og lige om et øjeblik i Jordan, Oman, Kuwait og med tiden i resten af de antikverede emirater og monarkier på Den Arabiske Halvø. Men ikke i Gaza.

Gaza er på på størrelse med Langeland og det lurvede hjemsted for op imod halvanden million mennesker, hvoraf flertallet er flygtninge. Her er parkour en adspredelse, men også en øvelse i overlevelse. Disse unge lever i et gigantisk åbent fængsel, overvåget af israelske droner og med daglig risiko for militær intervention, der fordrer rappe fødder og fortrolighed med terrænet, når man skal væk i en fart. Men de lever også i skyggen af et islamisk fundamentalistisk diktatur, der ikke giver ved dørene. I 2007, da Hamas, den palæstinensiske modstandsorganisation med rødder i Det Muslimske Broderskab, tog magten i Gaza, demonstrerede de en særlig infam udgave af parkour ved at smide en politiofficer fra det detroniserede Fatah-styre ud fra taget af et 15 etager højhus – for ligesom at sætte standarden for, hvad der kan overgå folk, der mishager de nye magthavere.

Her har det arabiske forår trange kår. Og dog spirer det i de unge akrobater. For den generation, der kan huske 60’ernes ungdomsoprør, er dette forår også et deja vu, dog med den væsentlige forskel, at Vestens forkælede unge i Paris, Berlin, London, Chicago (og København for den sags skyld) i konfrontationerne med tåregas og knipler trods alt var beskyttet af retsstatens principper.

Det var den egyptiske aktivist Noor Noor ikke, da han før det egyptiske parlamentsvalg i november 2011 tonede frem på Al Jazeera med et budskab om, at det politiske forår ikke tilhørte Egyptens generaler, men ham og hans meningsfæller. En strofe fra det legendariske britiske rockband The Who lå lige for: ”Meet the new boss / Same as the old boss”, rockpoeten Pete Townsends beske kommentar til 68’ernes illusioner. Noor Noor, en bebrillet fyr sidst i tyverne med dunet hageskæg, var ikke helt så illusionsløs, da han gennem skyer af tåregas og røgen fra afbrændte aktivisttelte på Cairos Tahrir-plads erklærede: ”Det er på tide, vi gør krav på vores egen revolution, der blev kapret af militæret.”

Noor Noor (navnet betyder ironisk nok ’Lys Lys’ på arabisk) satte ord på den proces, han er en del af: modet til at sige fra. Til at være antihelt. Til at ignorere de livløse militære kranier under deres guldtressede kasketskygger, der i tv-taler lover stabilitet og civil kæft, trit og retning. Noor Noor konfronterer – som sine fætre i Syrien, Yemen og Bahrain – uden at blinke den garanterede kugleregn i sin insisteren på sig selv som individ. Faktisk har verden ikke set noget tilsvarende.

Se flere af Klaus Thymanns flotte billeder på de næste sider.

Artiklen blev bragt i sin helhed i Euroman nr. 216, februar 2012.

LÆS OGSÅ Vilde hjerter

FACEBOOK Bliv ven med Euroman
Akrobatiske, arabiske unge med frihedstrang og -drømme.Akrobatiske, arabiske unge med frihedstrang og -drømme.Akrobatiske, arabiske unge med frihedstrang og -drømme.Akrobatiske, arabiske unge med frihedstrang og -drømme.