Hvilken begivenhed  har formet dig som menneske?

”Første gang det som barn lykkedes mig at sige noget ved middagsbordet, som fik de voksne til at grine. I det grin lå en legitimering af mine tanker og min fantasi og min ret til at udtrykke mig. På en måde blev alle de huller, som usikkerheden render ud af i et menneske, dækket til. Det var et mirakel.”

Hvad er det bedste råd, du har fået?

”’Det skal nok gå alt sammen,’ sagde min far til mig som barn. Han var en opfindertype, som gik tidligt ud af skolen og lavede den første automatiske telefonsvarer som 18-årig. Lige meget hvor ordblind jeg var, lige meget hvor langsom jeg var i skolen, lige meget hvor tung jeg var som type, var hans råd: Det skal nok gå alt sammen.

Det betyder meget, når en faderfigur siger det, så går det kraftedeme nok alt sammen, ikke? Min fars tillid til mig blev til min selvtillid. Noget sødere, enklere og klogere kan vi ikke sige til vores børn.”

Hvad bør mænd vide om kvinder?

”At de er lige så forvirrede, som vi selv er, lige så kønsidentitets-forvirrede. Manden mistede sin mandighed, fordi kvinden mistede sin kvindelighed. Der blev kamp inde på midten om en masse ting, som er fuldstændig rigtigt set: Lige løn for lige arbejde og dit og dat.

Men vi må ikke glemme, at Herren skabte to køn, en pik og en kusse, og de skal altså kunne et eller andet, som kan tiltrække hinanden. Jeg snakker ikke om, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne, men i dagens Danmark hungrer manden efter kvindens lindrende hånd.” 

Har du nogensinde været i livsfare?

”Jeg arbejdede meget i en periode i 80’erne med nogle pladeindspilninger og fik ikke nok at spise. Jeg skulle til en fødselsdag og troede, at der ville være noget mad, men i 80’erne lavede man jo ikke mad. Man drak bajere og kaffe. Jeg fik et anfald af overanstrengelse og begyndte at pisse.

Jeg kunne ikke stoppe med at pisse, alt vandet røg bare ud af kroppen på mig. Lægerne troede, at jeg havde fået sukkersyge. Det var en form for pisseanfald. Jeg husker, at jeg lå på bagsædet af en bil og bare pissede, inden jeg kom ind på hospitalet. Det var sindssygt. Muskulaturen i ansigtet begyndte at spænde til.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Jeg har aldrig brækket en arm eller noget i den stil. Det er fordelen ved at være meget forsigtig. Min søn lider stadig af, at jeg nægtede ham at løbe, da han var lille, fordi jeg mente, at han kunne falde og slå sig, og at det ville gøre mere ondt på mig end ham at se ham græde. Måske skulle jeg have slappet lidt af.”

Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet?

”At jeg ikke er nogen snob. Jeg insisterer på at være et fuldstændig almindeligt menneske blandt en helvedes masse andre anderledes tænkende mennesker. At jeg kan opløse mig selv i et menneskehav og føle samhørighed, er måske det største værn mod den ensomhed, som er et faktum i alle menneskers liv.”

Hvad er den vigtigste telefonsamtale, du har haft?

”Da jeg talte med den kvinde, som jeg har giftet mig med for nylig. Da jeg hørte hendes stemme i telefonen første gang, vidste jeg, at det var hende. En stemme­føring siger så meget om et menneske, den siger meget om et menneskes forfængelighed, som jeg ser som en god ting. Man bliver rørt. Det er ligesom musik. Det er drømmen om det kvindelige. Her var der en lyslevende rest af kvindelighed, som jeg har søgt og længtes efter. Da jeg så hende, var der ikke mere at gøre. Mit ur gik i stå. Jeg friede på tredje date.”

Hvad er din største skuffelse?

”Jeg er et utålmodigt menneske. Det bliver sværere og sværere at fastholde koncentrationen, fordi jeg kan iagttage ideen indefra og ikke behøver at dele den med andre. Der er en form for selvkonsumering i det, for så nyder du din idé for dig selv og går videre til den næste idé. Du føder den ikke i verden, og det er jo det hårde arbejde.

Men jeg har valgt at være en god far og være til stede for mine børn frem for alt, selv om det måske også er en form for overspringshandling. Måske er det derfor, at jeg føler, at jeg har travlt. Der er stadig et stykke arbejde, der skal gøres. Men jeg er ikke skuffet over mig selv. Jeg er glad for, at jeg ikke evner at lave noget uoriginalt.”

Hvornår har du været bange?

”Jeg kunne godt få sådan et sug, hvis jeg lå under et æbletræ som barn: Så kunne jeg mærke ormene kravle under mig, når jeg vågnede. Det der sug af eksistens, og at døden også findes. Der er et eller andet der. Men jeg er nok mest bange for at prioritere forkert, bruge tiden forkert. Når man har lavet ’X Factor’ så mange gange, som jeg har, er det klart, at man spørger sig selv, om man stadig har et projekt der. Hvornår er noget nok?”

Hvilken begivenhed ændrede dit liv?

”Jeg var ni år og holdt sommerferie på mine forældres landsted på Møn. Min familie havde overtaget et lille hus lige ud til Østersøen. Jeg gik udenfor og kiggede op mod solen med lukkede øjne, da jeg mærkede et uendelig stort tomt rum inde i hovedet. Det var en form for antændelse, en bevidsthedsudvidelse.

Det samme sted har jeg haft ekstreme oplevelser af universet. Det synes jeg, at vi alle skulle tvinges til at kigge op i en gang imellem. Der er lige så uendelig stort inde i ens hoved, som der er deroppe; lige så mange ideer, som der er stjerner på firmamentet.

I den erkendelse lå en fostrende selvoplevelse, en selvtillid og en generel ubekymring over folk, der fortæller én, at man skal en masse, før man kan kravle. Jeg fandt ud af, at der er værdighed nok i blot at være menneske.”


Thomas Blachman er jazzmusiker, komponist og producer og er fra januar aktuel som Danmarks nok mest erfarne ’X Factor’-dommer. Han har studeret på Berklee College of Music i Boston og har vundet fem Danish Music Awards.

LÆS OGSÅ: Anders Samuelsen: "Jeg kan spotte en alkoholiker på 1.000 kilometers afstand"

LÆS OGSÅ: René Redzepi: Da jeg vidste, jeg var god

LÆS OGSÅ: Tillykke med huen: Her er dine muligheder