Folk afsoner netop nu årets dosis af tvangs-familiehygge i jordslåede sommerhuse alle mulige og umulige steder i provinsen. Jeg bliver hjemme - jeg føler mig mere hjemme i Brooklyn eller Beirut end i provinsen. Jeg er lost syd for Dybbølsbro - og skal bruge Google Maps uden for S-togsnettet. Jeg er en karikatur på en selvfed Københavner-snob, og her er mine mest fordomsfulde og stereotype fantasier om mine døde pletter på Danmarkskortet:
Sjælland udenfor S-togsnettet og Kystbanen er blot den samme døde, generiske, monotone grød af marker, villakvarterer, industri, Lejerbo-siloer, Crazy Daisy og gågader med Matas og Dagli’Brugsen foran en abstrakt borgmesterpik af en skulptur af Nørgaard/Arnoldi/Freddy Fræk. Der sidder de retarderede lokale, der ikke slap væk efter gymnasiet, og dræber sig selv langsomt på bænkene. Her er kultur reduceret til en håndboldhal og en sing-and-song-writer-cover-fyr på den lokale pub, lidt graffiti på rutebilstationen - og en årlig Grøn Koncert i den nærmeste “storby”.
Dog er Tisvilde (i hvert fald en uge om året) fyldt med en masse berusede cykelryttere og 90’er-kartoffelrækkebørn, der aldrig mødes, men blot slås i Politiken om, hvem der er kongerne af kvarteret, mere om det her.
Nordsjælland - læs Strandvejen - er et mærkeligt sted, en slags indavlet American Psycho-museum hvor alle traller rundt til Earth, Wind & Fire´s ’September’ på cuttet coke og lykkepiller med pink rosé og poloer med opslåede kraver i vulgære biler og både, mens de analstraffer blondiner fra Lyngby for håndtasker med tydelige brand-logos. De rige er altid uduelige, tror alle kan købes, er paranoide over at leve i en tom luderverden og har sindssygt dårlig smag - hvis de ikke har lært at simulere god smag med ballet/overklassestrip/menneskedressur, kunst-antik-krejleri eller måske noget vild 80’er-retro a la Nick Cave. De klæder deres børn i sort Givenchy og installerer dem i ejerboliger i Nyhavn og giver dem gallerier, uddannelser og netværk - og nummeret til deres dealer - som aflad for de massive omsorgssvigt de oplevede ved at blive opdraget af en fra Au pair øerne og numselegene på kostskolen, evigt i skyggen af en entreprenant, men fraværende fader.
Så er der Lolland, hvor en masse vietnamesiske mafia-slaver dyrker skunk, som de sælger til de lokale A-kasse-keramikere og hurtige trehjulede rævehale-knallerter på havnen.
Jylland er meget farligt: Jeg var engang på vej til Esbjerg, hvor de lige havde fyret gylle på markerne - den stank blandedes med stanken af rådden fisk, der lå som en tåge over byen, der blærede sig med nogle sandskulpturer og var befolket af Kansas-klædte mænd, der var klar på at kølhale københavnersnuder, selvom jeg var kamufleret i Helly Hansen, 501 og Stan Smiths.
Videre til Aalborg, hvor jeg gik spidsrod gennem en gade med indbyggede fadølsanlæg.
LÆS OGSÅ: Aalborg, du er stadig min gamle havneluder
Turen endte i Skagen, hvor mode-milliardærer fra Bestseller og Lego og Remee i helikopter og nogle tyskere holdt hof på Hyttefadet til lyden af Danseorkesteret.
Generelt var Jylland bare et mareridt af nazibunker-oste, ekstremt dårlig mad, road-rage-liderlige AGF-nazier, og ikke mindst potientielle sammenstød med dødsensfarlige flåter, fjæsinger og hugorme.
Randers har jeg ikke været i, men jeg forestiller mig det er en slags hovedstad for stereoide-chavs med Levi’s Enginered jeans, fjederhale-Shox, Bullrot-hoodies, dürum-crewcuts, tribals, der fræser rundt på tunede 45 scootere med indbygget dakke-dak-trance-blaster mens de bapper 2 smøgs med standardhash. Men igen, ren fordom.
Aarhus er en helt anden historie, alting går så langsomt, at jeg får klaus, og jeg har ikke været der, siden de kronede Helmig og Renée Toft-Simonsen som kongepar nede på Café Casablanca. Der var sygt meget folkemusik overalt, og fuldt af folk, der lignede nogen, der sparede sammen til at flytte på Vesterbro. Alle ser dig som en badebillet væk.
Resten af Jylland er præget af fiskere med guldtænder og sorte penge, kristne ekstremister, dårlig netdækning, tarmrensere, sataniske incest-tosser i Tønder, overvintrede Djurslandsspillemænd, fælgrensdrikkere til kræmmermarkeder, kassettebånds-country-stjerner, kultpiger, ringridere og burnout-biltosser, folk fra farmerdating.dk og en masse halvtyskere med skumle historiske interesser og sympatier på bunker-sightseeing.
Sønderjylland er reelt tysk. Udkants-Danmark bør sælges til tysken, eller man burde lade det giftige og statsstøttetunge landbrug lave skunk, og lave tyskerhoteller af resten, og sælge tur-pas til hele møllen ved grænsen.
Bornholm er styret af de underjordiske Krøllebøller og Bisseliner, og hovederhvervene er turisme og junkie-afvænning. Mange udbrændte bykrigere er konverteret til keramikere i a-kasseskjul på øen, da man kan få en mindre gård med havudsigt for en slik. Dog har Nordlandet hævet standarden på eventyrøen og skabt en sand oase for mere urbaniserede gourmetseksuelle gæster.
LÆS OGSÅ: Fem fantastiske spisesteder på Bornholm
Fyn er vist mest noget, man kører igennem, Færøerne er et sted man tæver folk med paraplyer fordi man tror de er bøsser, Sejrø har en bænkevarmer-festival for hæmmede indie-akademiker-spirer, Grønland er radioaktivt og incestuøst men har en ambassade under åben himmel på Christianshavns torv. Norge er reelt dansk, og de går i Dallas-tøj, hører dødsmetal og samler på Jeff Koons for deres olie-milliarder, men er reelt primitive skovfolk høje på fisk, Aha og Jesus. Tænk hvis vi havde generobret Norge i stedet for at rode med Irak og Afganistan. Farvel finanskrise… og husk: Aqua-Lene er dansker.
LÆS OGSÅ: 9 svenske ting, vi holder af
Stakkels de naive turister, der efter at have læst en omgang sponsor-luder-advertorial i et designmagasin, er hoppet på os. Danmark er et sygt dyrt rejsemål, alt er lilleput, folk er måske lækre, sunde, veluddannede overmennesker, men de lukker dig ikke ind.Selvom vi reelt er globaliserede har nettet har fragmenteret os ud i enmandsfirmaer, næsten enmandslande, kun forenet i valuta og sprog og vores livslange forhold til skat. Måske er det gamle slogan: “tænk globalt, handl lokalt” ikke så dumt alligevel. Jeg vil klart foretrække en minimal bystat med direkte demokrati via smartphone frem for det nuværende nationale men internationalt styrede kludetæppe af lag-på-lag pamperi.
LÆS OGSÅ: 9 måder turisterne bliver snydt i København
Hvis mine fordomme er typiske, er det klart, at provins-Danmark føler sig fremmedgjort over for “eliten” i K. og stemmer imod det skørlevned, der foregår i hovedstaden. Stemmeboksen er jo det eneste medie ud over nationen.dk hvor udkantsdanskeren kan bruge sin ytringsfrihed. Landet er fragmenteret. Men jeg skal bare holde min store, negative, generaliserende, elitære, globaliserede københavnerkæft, provinsen har vundet for længst, og vi indfødte københavnersnuder må gå stille med dørene, mens provinsen styrer showet.
Se bare de laveste fællesnævner-styrede produkter og tv-ting og overskrifter derude, vi glemte, at der er 4 provinsmennesker for hver københavnersnude.
4 mod 1.
Morten Vammen bor i København, skriver, laver musik og film.
LÆS OGSÅ: Kortslut de bedrevidendes sludder med en bluffers guide til musik
LÆS OGSÅ: 30 steder du bør besøge inden du bliver 40
LÆS OGSÅ: 11 rejser enhver rigtig mand bør tage på
