Der sidder en københavnsk luder på skødet af Mikkel Boe Følsgaard. Hendes bare bryster stritter ind i ansigtet på ham. Hun stønner højlydt. Han er rød i hovedet og pruster stakåndet som kong Christian VII, der har fået sin sag for.

De færreste skuespillere bryder sig om at simulere et samleje foran et kamera og et stort filmhold. Heller ikke den danske debutant og hans kjoleklædte tjekkiske kollega, som af praktiske årsager pænt måtte blive siddende på skødet af kongen mellem optagelserne. I ventetiden forsøgte Mikkel Boe Følsgaard høfligt at kigge væk fra de nøgne bryster.

I stedet forhørte han sig interesseret om hendes kæreste, som bor i Tyskland.

”Hvordan kommer man lettest til Tyskland fra Tjekkiet?” ville Mikkel Boe Følsgaard gerne vide. ”Med fly eller bil?”

Danskerens interesse for tysk infrastruktur var umættelig. ”Javel ja, det går hurtigst, hvis du tager motorvejen? Kun halvanden time? Det må jeg nok sige.”

I dag, næsten tre år efter optagelserne, griner Mikkel Boe Følsgaard ad sin veludviklede evne til at føre smalltalk under sexscener. Og endnu vigtigere: Efter sit sensationelle gennembrud i Nikolaj Arcels prisvindende drama med Mads Mikkelsen i hovedrollen har den unge debutant fundet en form for fodfæste.

Den selvkritiske Følsgaard kan ligefrem se kvaliteterne i sit eget arbejde på den Oscar-nominerede film. Sådan har det ikke altid været. Da han så filmen første gang som publikum, var han grædefærdig. Var det virkelig det, han havde brugt så meget tid og energi på?

Han så sig selv og krummede tæer, mens han analyserede sin præstation. Hans replikker lød dumme, syntes han. Han udtalte dem helt forkert. ”Det var som at få smækket 20.000 familiealbum i hovedet, mens jeg samtidig skulle høre på optagelser af min egen stemme.”

Mikkel Boe Følsgaard sidder i sin røde lædersofa i lejligheden i Københavns Indre By. Hans grå hættetrøje er trukket over det store, pjuskede hår. Som han sidder der, ligner han ikke en, der lige er blevet far og snart fylder 30 år. De røde kinder og lyse skægstubbe i ansigtet får ham til at ligne en, der stadig skal vise ID, når han køber øl i Fakta. Han ligner ikke en mand, der var tæt på at blive kvalt i succes.

✳

FØRSTE GANG, Mikkel Boe Følsgaard anede, at noget stort var under opsejling, var en februar-aften i 2012. Under filmfestivalen i Berlin sad han i salen, da Charlotte Gainsbourg trådte ind på scenen.

Den fransk-britiske skuespiller fra ’Antichrist’ og ’Melancholia’ skulle uddele Sølvbjørnen til den bedste mandlige skuespiller. Gainsbourg stod krumrygget, så hendes mund passede til mikrofonen. ”The Silver Bear for best actor goes to Mikkal Bu Folsgaard for ’A Royal Affair’.”

Udtalen var helt i skoven, men der var ingen tvivl om, hvem der havde vundet. I Danmark havde filmen endnu ikke haft premiere, og ingen kendte drengen, der voksede op i Gilleleje og tog med sin far på arbejde som aktivitetsmand i Dansk Folkeferies ferieboliger i Nordsjælland.

Mikkel hjalp med at arrangere fodboldkampe, og når familien selv var på ferie, optrådte han og storebroderen Nicolas med Elvis-sange på karaokeanlægget for de andre feriegæster. Som 10-årig skaffede hans underholdningsgen ham en rolle i tv-serien ’Bryggeren’.

Næste gang han stod foran et kamera, var Mikkel Boe Følsgaard 26 år, udvalgt af instruktøren og den stensikre talentspotter Nikolaj Arcel til kongerollen i ’En kongelig affære’.



Selv husker Følsgaard, at han teknisk set følte sig klar til rollen, selv om han kun gik på tredje år på Teaterskolen. Rent psykisk var det en anden historie. Da han ankom til Tjekkiet, travede han op og ned ad Prags gader med høj musik i ørerne og uroen pumpende rundt i kroppen, mens han forsøgte at gejle sig selv op til den krævende rolle.

Et par dage inden optagestart sad han med de to erfarne kolleger Alicia Vikander og Mads Mikkelsen på en café i Tjekkiet. De to andre hovedrolleindehavere snakkede løs, men Mikkel Boe Følsgaard sad ved bordet og sagde ikke et ord. Mads Mikkelsen så, hvad der var på færde, og lagde sin hånd på Mikkel Boe Følsgaards knæ under bordet:

”Er du o.k.?”

Mikkel Boe Følsgaard sagde det, som det var: Han var pissehamrende nervøs.
Den lyserøde elefant i rummet var adresseret, og en byrde kravlede af hans skuldre.

✳

BLADENE ELSKER den slags historier: Det unge talent kommer af ingenting og vinder det hele. Da Mikkel Boe Følsgaard kom hjem fra Berlin, ventede et af de kulørte ugeblade ude foran Teaterskolen. Mikkel Boe Følsgaard hørte sig selv fortælle om sin familie og andre ting, han ikke havde lyst til at dele med andre. Først senere lærte han at sætte grænser. Hans telefon var rødglødende.

”Jeg fik taget min mødom på en hård og brutal måde,” som han formulerer det i dag. Og så var der alle de velmente råd. ”Husk nu at beholde begge ben på jorden, Mikkel!”

"Jeg har vundet Sølvbjørnen, og nu er jeg skudt af sted på kokain og tequilashots. Hvad tror I egentlig selv?” tænkte han. Hvorfor måtte han ikke være glad, bare nyde showet for en stund uden alle de opfølgende spørgsmål? Mikkel Boe Følsgaard undrede sig.

”Hvorfor kunne folk ikke sige: ’Skideflot, du har vundet den her pris.’”

Og bag de mange henvendelser ventede altid spørgsmålet: ”Hvad så nu, Mikkel? Nu kan det kun gå ned ad bakke.

” Det var som at stå i midten af en rundkreds, omringet af hele landets befolkning, som afkrævede ham et svar. ”Hvad nu, Mikkel?” Det er sådan, han husker det. Og han husker, hvad han havde lyst til at svare: ”Nej, nej, nej! I må ikke tro, jeg har peaket. Jeg er kun lige begyndt, og jeg er fucking sulten efter mere.”

Til sidst begyndte tvivlen alligevel at sætte sig i ham. Var det overhovedet fortjent, at han vandt? Var priserne den målestok, han skulle leve op til resten af sin karriere? Skulle næste skridt absolut være Hollywood?

”I mine mørke stunder kom jeg til at tænke på, at hvis filmen floppede, og jeg var dårlig i den, kunne det have spændt ben for min fremtidige karriere.” Han søgte hjælp hos en coach.

Coachen spurgte:

”Hvad er det, du er bange for, Mikkel?”

”At få en dårlig anmeldelse.”

”Hvad så, hvis du får en dårlig anmeldelse?”

”Så bliver jeg ked af det.”

”Og hvad så?”

Coachen blev ved med at spørge ”Og hvad så?”, indtil Mikkel Boe Følsgaard selv kom frem til konklusionen.

”Jeg dør jo ikke af det.”



✳

MIKKEL BOE FØLSGAARD fik øjnene tilbage på bolden, som det lyder i coach-terminologien. Det er hans passion for skuespillet, det handler om. Ikke alt det udenom. Får han en dårlig anmeldelse, er det ikke slut. Han kan stadig fortsætte som skuespiller. Næste skridt behøver ikke være Hollywood.

I tiden efter Sølvbjørnen fik Følsgaard en Bodil, fordi han formåede at ”bevæge og imponere på flere planer” og ”med et slag var hofleverandør af kongelig dansk skuespilkunst”, som komiteen formulerede det. Dernæst fulgte en Robert, og så blev han udnævnt til Shooting Star i Berlin med følgende ord fra juryen:

”Vi ser ham ikke skabe følelser, de er der bare. Som et mirakel.” Så kom jobtilbuddene.

Han har spillet Sonja Richters hjerneskadede lillebror i sidste års største danske bio-grafhit, ’Kvinden i buret’. Lige nu spiller han en af hovedrollerne i DR-serien
’Arvingerne’, og hans kalender er fyldt i det næste lange stykke tid. 

Alligevel lader Mikkel Boe Følsgaard til at være en ydmyg mand. Når man sidder i hans lejlighed og forsøger at få øje på hans priser, kommer man til at lede længe. De har ikke fået en central placering i hjemmet. Hvor gemmer han sine pokaler? ”Jeg opbevarer dem i en bankboks i Fort Knox,” affejer han spørgsmålet.

Måske er Mikkel Boe Følsgaard bange for, at hans talent, den der udefinerbare evne til at stå foran et publikum og gnistre af nærvær, historier og hemmeligheder, fordamper, hvis man taler for meget om det. At det forsvinder, når man peger på det.

Selv gør han alt for at trække faget ned på jorden. Afmystificere, glatte ud. Han hader alle former for klynk, når skuespillere klager over, at de har det hårdt.

”Jeg har et luksusarbejde. Folk, der arbejder 10 timer på en fabrik, har et hårdt arbejde. Jeg gider ikke lyde som en lidende skuespiller.” Længere er den ikke.

Han vil ikke misforstås. Måske belært af den hidsige pressedækning efter Sølvbjørnen gør han sig umage med at tegne et nuanceret billede af alt, han siger. En ekstra bemærkning skydes ind, når han har tænkt sig om.

”Når jeg har læst tidligere interview med mig selv, har journalisterne tegnet et billede af denne her usikre mand. Sådan ser jeg altså ikke mig selv,” siger han og skifter stilling i den røde lædersofa. Han sidder med armene strakt over hovedet. Før sad han i skrædderstilling og pillede ved sine mønstrede uldsokker.

Så siger han:

”Jeg kommer let til at sidde og berette om de negative ting ved min første film. Men det er vigtigt at sige, at der var mange fede ting ved det. Og jeg håndterede jo tingene ret godt.”

Han tænker sig om. ”Jeg lærte det bare på den hårde måde.”

✳

Han trækker en stor, sort notesbog op af muleposen. Den er fyldt med røde, sirlige noter, der fylder siderne helt ud. Mikkel Boe Følsgaard sidder i den danske instruktør Frederikke Aspöcks køkken.

Hun har tidligere vundet en pris på filmfestivalen i Cannes for sin afgangsfilm fra filmskolen på New York University. Det er en vinterdag i 2013, og de næste timer skal de to gennemgå ideer til karakteren Johannes, som Mikkel Boe Følsgaard skal spille i hendes næste film, der endnu ikke har fået et navn.

Johannes er en ung mand, der bor i et fiskersamfund, og hvis liv er gået i stå. Han kunne være blevet til meget mere, hvis han var født et andet sted. Jens Albinus skal spille hans far, og i rollen som faderens kone er den filippinske skuespillerinde Mercedes Cabral.



Hun er efter sigende et stort navn i Filippinerne, hvor hun har slanget sig på forsiden af den filippinske udgave af magasinet Playboy og generelt ikke lader til at være bange for at smide tøjet. Nu er hun blevet fløjet ind fra den anden side af jorden for at være med i filmen. Første gang Frederikke Aspöck og Mikkel Boe Følsgaard mødte hende, havde hun sin filippinske agent med.

”Han var sådan …” begynder Mikkel Boe Følsgaard, men holder så en pause.

”Haha, jeg er spændt på, hvordan du vil beskrive ham,” griner Frederikke Aspöck.

”Han var eddermame en character, mand.” Den forklaring er ikke nok for Aspöck:

”Han klæder sig i kvindetøj og har to chihuahuaer, der hedder Gucci og Chanel.”

”Han tog billeder af os alle sammen hele tiden,” fortsætter Mikkel Boe Følsgaard.

Især af ham selv, som ifølge agenten er blevet ret populær i Manila, fordi der tilsyneladende florerer illegale kopier af ’En kongelig affære’. Flere af agentens venner har et portræt af skuespilleren som deres eget profilbillede på Facebook.

Følsgaard griner. ”Der er ikke så mange, der kender mig herhjemme, men jeg er åbenbart stor i Filippinerne.”

✳

Han er ivrig efter at snakke sine noter igennem. Frederikke Aspöck tager noter af hans noter, mens de snakker om et menneske, der endnu kun findes på skrift. Et forslag fra Mikkel Boe Følsgaard lyder, at Johannes ikke kun skal se porno og ryge bong.

Han skal også læse værker af Dostojevskij. Det ene behøver ikke udelukke det andet. Frederikke Aspöck kan godt lide ideen. En anden idé går på, at Johannes skal knække kæbe. Det er noget, Mikkel Boe Følsgaard selv gør en gang imellem.

Han viser Frederikke Aspöck, hvordan det ser ud. Hele hans ansigt bliver skævt, og hans øjne bliver udtryksløse, mens der kommer små lyde fra hans kæbe. Klik, klik.

 ”Hvornår skulle han gøre det?” spørger Frederikke Aspöck. ”Og hvorfor?”

Mikkel Boe Følsgaard kan godt mærke, at ideen måske er en smule søgt, og argumenterer ikke yderligere for kæbeknækningen.

”O.k., det er en lorteidé.”

Han tager det seriøst, når han skal forberede sig til en rolle. Bruger mange timer på det. Når han er forberedt, har han kontrollen, føler han.

”Jeg arbejder bedst, hvis jeg har gjort mit forarbejde og kan mit lort. På den måde føler jeg mig mere fri, når jeg skal spille rollen.”

Til en rolle som Johannes har han tænkt sig at se de fleste film, Jens Albinus har medvirket i, så han kan lære at bevæge sig som ham, nu hvor han spiller Albinus’ søn.

Og til rollen som Emil i DR’s søndagssatsning ’Arvingerne’ har han lavet en playliste på sin iPhone opkaldt efter rollen. Listen indeholder sange, som hjælper ham med at finde ind til Emil, en forkælet udenlandsdansker, der bor i Thailand og har levet af sin mors penge hele livet. På listen er Bob Marley, Prodigy, Fleet Foxes og Pink Floyd, som han hører på cyklen på vej på arbejde i Søborg.

Som kong Christian VII var han glad for at spille en karakter, der havde eksisteret i virkeligheden. Det sjove grin og de små detaljer var givet på forhånd. I starten havde Mikkel Boe Følsgaard flere ideer til, hvordan han kunne give den som skizofren konge. Men instruktøren Nikolaj Arcel foretrak, at kongen ikke fejlede noget. Filmen skulle ikke være et sygdomsportræt, men i stedet handle om en mand, der havde det dårligt i lukkede rammer og i virkeligheden ikke ville være konge.

”Se det levende ansigt og de levende øjne,” siger Frederikke Aspöck og peger på Mikkel Boe Følsgaard.

”Der sker hele tiden noget under overfladen. Han er dragende at se på, og der er noget karisma, som gør, at man har lyst til at kigge på ham hele tiden. Der er en intelligens og rumsteren inde i hovedet.” Hun har fundet den rigtige mand til jobbet, selv om hun har ventet 11 måneder på, at der var plads i Mikkel Boe Følsgaards kalender.



✳

”TAK, FORDI du spurgte,” siger Mikkel Boe Følsgaard ind i mikrofonen, da han nogle dage senere står i et lydstudie i TV-Byen i Søborg. Han har hovedtelefoner på og kigger ind i skærmen. På sig selv. Han er ved at eftersynkronisere et afsnit af ’Arvingerne’.

”Det var lidt for hurtigt. Vi bliver nødt til at tage den igen,” siger lydmanden.

”Ej for helvede, så tag dig dog sammen,” siger Jesper Christensen med en dyb og rusten stemme. Den erfarne skuespiller fra ’Bænken’, tv-serien ’Nana’ og flere gange køligt beregnende Bond-skurk, er instruktør på to afsnit af ’Arvingerne’, hvor han også medvirker som skuespiller.

De spydige kommentarer er en del af jargonen. Det er værkstedhumoren her i 2860 Søborg. Hvis du bliver snakket grimt til, er du en del af fællesskabet. 

Mikkel Boe Følsgaard siger replikken igen.

”Tak, fordi du spurgte.”

”Du kommer jo aldrig hjem. Det er jo i virkeligheden pissenemt,” vrisser Jesper Christensen.

Mikkel Boe Følsgaard prøver endnu en gang.

”Tak, fordi du spurgte,” siger han med en lys og kælen stemme.

”Den sidder lige i skabet!” nærmest råber Jesper Christensen. Han klapper og rejser sig op og giver Mikkel Boe Følsgaard et stort kram.

”Ja, den var jeg også selv rigtig glad for,” siger den unge skuespiller ironisk. Han er trods alt ikke nogen nybegynder længere.

”Og så mangler vi bare lige samlejelydene.”

Mikkel Boe Følsgaard blinker. Han er klar til stønnelyde. Jesper Christensen smiler uden at skille tænderne. Dagens arbejde er skam overstået. Mikkel Boe Følsgaard lavede et par smuttere, men han er ligeglad. Han er en ung mand på 29, og han kender gamet. ✳

LÆS OGSÅ:  Mick Øgendahl: Humørsyg

LÆS OGSÅ: Dansk True Detective-instruktør: Anden sæson afspejler vores frådende neo-liberale tid

LÆS OGSÅ: David Fincher: Instagrams forbandelse