Ni dage i maj, fra den 17. til 25., bliver Tivoli fyldt med
gastronomiske oplevelser, suveræne råvarer fra forskellige egne af landet,
langbordsmiddage med stjernekokke, workshops og smagninger, når Tivoli Food
Festival løber af stablen.
Her samles nogle af Danmarks bedste kokke, producenter og
leverandører til en fejring af mad og drikke, hvor gæsterne kan opleve alt fra
ægte nordjysk fiskeauktion og DM i alkoholfri øl til østers- og
whisky-workshops og en af verdens bedste bouillabaisser.
Festivalen bliver skudt i gang med en vaskeægte nordvestjysk
fiskeauktion med Hanstholm Fiskeauktion, hvor man fx kan byde på rødspætter,
hummere og pighvar og hente dem efter Tivoli-turen.
Søndag den 18. maj løber DM i blindsmagning af stablen, når
Danmarks skarpeste smagsløg bliver kåret i Axelborg.
Tirsdag den 20. maj kan Tivolis gæster opleve en unik
smagsoplevelse i Nimb Brasserie, hvor verdens måske bedste version af den
klassiske franske fiskegryde; bouillabaisse er på menuen.
Retten bliver tilberedt af teamet fra La Calanque Bleue, som
er kommet fra Marseille kun for denne enestående aften. Restauranten har
tidligere været forbi Mexico, Japan og Schweiz for at lave deres berømte suppe.
DM i alkoholfri øl
Lørdag den 24. maj, er der endnu et Danmarksmesterskab på
programmet, når DM i alkoholfri øl vender retur i et nyt og større format.
Langbordsmiddag
Råvarer og langbordsmiddage fra hele Danmark
Under hele Tivoli Food Festival kan Tivolis gæster opleve lokale danske
råvarer og producenter på en stor markedsplads på Plænen.
De første dage er det Nordvestkysten, som giver smagsprøver
på deres unikke og friske råvarer. Herefter rykker Destination Vesterhavet,
Limfjorden og til sidst Sjælland fra Kyst til Fjord ind og fylder Plænen med
smage og dufte.
Under hver destinations besøg bliver der også afholdt en
langbordsmiddag, hvor kokke som Dak Wichangoen, Francis Cardenau, Simon
Basballe og Emilie Qvist fortolker råvarerne fra de forskellige destinationer.
Fru Nimb holder vanen tro smørrebrødsfestival og på festivalens sidste dag laver Restaurant Kilden også en
langbordsmiddag med forårets sprøde fristelser.
Gastro workshop
Fuld gang i Livekøkkenet og workshops
Der vil under festivalen også være en lang række workshops og smagninger –
mange af dem inkluderet i entreen – hvor man fx kan komme til østers-workshop,
lære at parre mad og whisky, blive klogere på fermentering eller tage sit
cupcake-pynte game til nye højder.
Hver dag kan man ligeledes opleve kendte kokke
og gastroprofiler i HTH Livekøkkenet, hvor de øser ud af deres viden og
know-how.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.