En forårsdag i 2002 fik Søren en opringning. Nogen havde spottet to unge nazister, som sad ved Frederiksholms Kanal og drak bajere og nød det gode solskinsvejr. Der var intet at tage fejl af, begge havde den klassiske naziuniform på: Sorte flyverjakker med nazimærker på skulderen og sorte Dr. Martens-støvler.

Søren fik samlet et tæskehold på seks personer, der mødtes i en sidegade ved Nationalmuseet. Søren gav en af de unge, som ofte havde hjulpet til i klubben, og som året før havde været anholdt i Göteborg forud for topmødet, besked på at indlede slagsmålet på en usædvanlig brutal måde.

Den unge mand fik en plasticpose med seks colaflasker af glas, som han af alle kræfter skulle slå den største af de to nazister i hovedet med. Posen knustes med et stort knald mod nazistens skaldede isse, men det lykkedes ham nærmest mirakuløst at undgå at falde i kanalen. Nazisten blev også slået og sparket af resten af tæskeholdet, så meget de overhovedet kunne komme til.

”Vi var sejrherrerne og følte, at vi havde løftet det store ansvar at holde nazisterne væk fra gaderne. Vi var fuldstændig ligeglade med, om nazisten, der fik posen i hovedet, bagefter lå og rystede i kramper med blodet løbende ud af hovedet. Vi manglede fuldstændig en stopknap.”

Episoden stammer fra en ny bog ’Autonom, pusher, mentor’, som netop er udkommet. Her fortæller Søren Lerche for første gang om sit liv som en af de fremtrædende skikkelser i det autonome miljø.

I mange år er han del af en særlig udrykningsstyrke, der kan tilkaldes døgnet rundt, når der skal deles tæsk ud til nazister, eller der skal dannes fortrop i gadekampe mod politiet. Samtidigt er han også med til at drive flere hashklubber i København, og han er en af stifteren af ’De brune bude’, som kører direkte ud til kunderne med hash.

Hans fortælling er en rystende historie om slåskampe, store penge og ekstrem vold. Det er også et opgør med det liv, han fortryder dybt, og som han i dag er ude af.

”Det at stå frem har tvunget mig til at forholde mig til en person, som jeg har meget svært ved at identificere mig med. Nu er det ikke bare røverhistorier, man kunne grine af eller være stolt af, men det er noget, jeg væmmes over. Konsekvenserne for mig, og i høj grad dem, som volden gik ud over, står nu klart. Det er ikke rart at skulle beskrive,” siger Søren Lerche en efterårsaften på den højskole i Hillerød, hvor han i dag underviser om radikalisering, og hvor vi mødes for at tale om det lukkede autonome miljø.

Mens der tidligere har været højreekstremister og rockere, der har fortalt om deres forbrydelser, har det ekstremt venstreorienterede miljø hidtil været hermetisk lukkede. Der er ingen, der tidligere har taget elefanthuen af og fortalt, hvad der er foregået i de besatte huse, under overfaldene mod nazister og til gadekampene mod politiet.

”Der er mange i miljøet, der har sovet dårligt, for de har også været nødt til at forholde sig til deres fortid. Bogen har rippet op i noget. Det er et selvportræt og ikke en beskrivelse af miljøet. Men alligevel er der personer, som har været tæt på de begivenheder, der også er blevet berørt af det, der nu er kommet frem,” fortæller Søren
Lerche. 

Nogle af de skræmmende episoder omhandler fx jagten på nazister i Københavns centrum:

To af svenskerne (nazister, red.) flygtede ind i forretningen ‘City – Ægte Tæpper’, der lå i Rådhusstræde og var indrettet i to etager. Søren og flere af de andre løb efter nazisterne forbi stabler af tæpper, mens butikkens pakistanske ejere skræmte så til.

”Det var surrealistisk som i en drøm. Vi løb forbi de fineste tæpper, som var stablet i kæmpe bjerge i mange flotte farver. Vi spurtede gennem forretningen, op ad trapper, ned igen, gennem en smal gang, ind til et lille udstillingslokale og tilbage igen.“

En nazist havde søgt tilflugt i et baglokale i kælderen, men Søren hev ham frem og slog ham i gulvet midt i en bunke tæpper. En af de unge med indvandrerbaggrund hoppede og sparkede på svenskerens hoved, samtidig med at Michael forsøgte at stikke ham i ansigtet med en spids bidetang. Det mislykkedes, da svenskeren værgede for sig med hånden, så han fik dybe sår på overfladen af hånden.

”Nazisten skreg og skreg, og kort efter råbte jeg, så er vi færdige. Lige da vi gik ud af butikken, kom der to af de andre nazister gående. Sammen med Lars jagtede jeg dem op mod byretten, hvor politiet og deres nazivenner stod samlet. En fik slag og spark, før det lykkedes ham at flygte i sikkerhed ved byretten.“

Søren Lerches liv starter fredeligt i en Københavnsk forstad med to akademiker-forældre. En opvækst, der ikke indeholder de sædvanlige årsager som omsorgssvigt, overgreb eller misbrug, man normalt bruger, når man skal prøve at forklare, hvorfor en ung mand skubber samfundet fra sig og kaster sig ud på overdrevet.

Derimod er Sørens historie en fortælling om en gradvis radikalisering, der sker over en længere årrække og med et stadig stigende antal blødende ofre i kølvandet.

Det er på Det Fri Gymnasium på Nørrebro, at han tager sine første spæde skridt ind i miljøet. Skolen er kendt for at være tiltrække unge venstreorienterede, og der er en høj grad af elevbestemmelse. På det tidspunkt ryger Søren hash hver dag.

Overalt på skolen er der tagget slagord som ’Dø nazi-svin’. Og selv om Søren ikke er aktiv i de politiske diskussioner(ikke mindst på grund af det høje hash-forbrug), stiller han heller ikke spørgsmålstegn ved retorikken. 

På det tidspunkt florerer der mange historier om nazisternes voldelige overfald, og Søren, der på det tidspunkt er en spinkel ung mand med rastafari-hår, frygter, at han en dag skal blive deres offer.

”Hvis jeg så en grønjakke, blev jeg bange, for jeg havde hørt historierne om, hvordan de overfaldt venstreorienterede. Det er ikke fordi, jeg nogensinde har oplevet en, der er blevet overfaldet af en nazist, hvilket er tankevækkende. Men alle de historier blev senere til en enighed om, at hvis vi ikke slog til mod dem, ville de gøre det mod os. Det blev en kamp om gaden.”

Det næste skridt i radikaliseringen kommer, da han bliver inviteret til at blive en del af et nystartet magasin, de kalder ’Propaganda’. Her skriver han artikler om forskellige gruppers kamp for selvstændighed, blandt andre baskerne i Spanien.  

”På Propaganda er der en konsensus, om at det er okay at bruge vold for at opnå et politisk mål. Og det begynder jeg også at argumentere for i flere artikler. En PET-agent har for nylig fortalt, at jeg var med til at radikalisere mig selv, og det var lidt af en åbenbaring for mig. Det var i høj grad mine egne ord, der overbeviste mig, at voldelig kamp var okay. Vi så heller aldrig nazisterne som mennesker. De var bare onde og skulle udryddes.”

Søren bor på det tidspunkt i et besat kollektiv. Her sympatiserer de med de tidligere bz’ere, der i 80’erne erobrede overskrifterne i Danmark med flere langvarige kampe mod Københavns politi og Borgerrepræsentationen om retten til at bebo tomme ejendomme.

Modsat bz’erne vil Sørens kollektiv ikke bruge vold, og de vælger stiltiende at følge med, da politiet stormer huset og smider dem ud.

”Men da det sker, begynder jeg at forstå bz’erne, og hvorfor de brugte vold. Det er også kort tid efter, at jeg til en demonstration kaster min første sten.”

Sammen med flere andre unge fra redaktionen på ’Propaganda’ tager Søren på en længere udlandsrejse til Mexico for at besøge de indianske oprørere, zapatisterne, der i begyndelsen af 1994 har ’befriet’ en række landsbyer.

Zapatisterne kæmper mod rige godsejere og regeringens undertrykkelse af indianerne, og Søren og hans venner tager derned for at stå fredsvagt og forsøge at forhindre yderligere angreb. Under opholdet samler Søren stof til artikler til ’Propaganda’.

Senere besøger Søren også Baskerlandet og ETA-bevægelsen i Spanien og lærer, hvordan almindeligt fyrværkeri kan bruges som våben mod politiet.  Her bliver han fascineret af deres livsstil som moderne revolutionære, der træner i bjergene for at udføre angreb i byerne. Han ser også film med regeringen og myndighedernes mange overgreb, og han føler, at væbnet modstand er det logiske modsvar.

Da han kommer hjem til Danmark, flytter han i et Danmarks ældste besatte kollektiver, ’Bumzen’, på Nørrebro. Han er holdt op med at ryge hash, og en stor del af hans nyvundne energi kaster han ind i den politiske kamp. Sammen med en kammerat begynder han at sælge hash i det små, og han laver ofte mindre forbrydelser såsom at stjæle byggemateriale til at forbedre kollektivet.  

”Da vi fx stjæler nye radiatorer til huset, er alle glade. Det giver også point at stjæle i supermarkeder og andre småforbrydelser. Og jeg er god til det.”

Han opretter en studiekreds sammen med seks-syv andre, hvor de skal diskutere politik, men det bliver hurtigt for meget snak. Søren vil have handling. Og muligheden for penge og adrenalin kommer, da han med to kammerater bliver enige om at starte en hashklub.

 På det tidspunkt er hashklubber ikke særlig udbredte, og dem, der er, er ofte skumle steder med sorte lædermøbler og skumle rockertyper.

Søren og vennerne ser en mulighed for at lave en klub efter hollandsk forbillede, hvor der er hyggeligt at hænge ud med økologiske sodavand og god stemning. Det er deres hensigt, at de indtjente penge skal bruges til at finansiere politiske og revolutionære aktiviteter.

På trods af, at pengene straks begynder at strømme gennem hashklubben, flyder ingen af de nye penge dog videre til det autonome miljø. I stedet bliver Søren og hans venners bidrag anderledes kontant. 

En af medstifterne til hashklubben inviterer Søren med i en gruppe. Deres fremmeste formål er at være parat, hvis nazister bliver spottet i bybilledet. I det autonome miljø er der flere hierarkier, og for de militante er tæskeholdet det højeste, man kan komme op i.

”Det er en god følelse at være spydspidsen, som de andre er afhængig af for at kunne starte et slagsmål. Den, som blev ringet op som en af de første, når nazister bliver set. Det forbinder jeg med prestige. Og det giver mig et selvværd.” 

I et stykke tid deltager Søren og hans venner i gruppen, men efter kort tid danner de deres egen gruppe. Samtidigt udvider de med to yderligere hashklubber. Sørens hverdag består i at styrketræne om morgenen og styre et omfattende hashsalg – kun afbrudt af voldsture rundt i byen – om aftenen.

Søren har stor succes som kriminel. Ud over hashklubberne etablerer de også ’De brune bude’, der kører direkte ud til kunderne med hash. Det er Søren, der holder fast i trådene og sørger for det store koordineringsarbejde mellem budene og kunderne. Han arbejder i døgndrift.

Men politiet begynder at få øjne og ører op for den driftige og dristige Søren. Gennem lang tid aflytter de klubbens telefoner, og selv om hashhandlen foregår i koder er det ikke mere avanceret end, at politiet nemt kan følge med i de store mængder canabis, der flyder gennem Københavns gader. Og pludselig klapper fælden. Søren og hans kompagnoner bliver fældet og fængslet.

Søren bliver isolationsfængslet. Og her tager han første skridt ud af det kriminelle miljø. 
”På det tidspunkt har jeg været del af miljøet i otte år, og jeg har mærket stress-niveauet gennem længere tid. Hele tiden er politiet efter en. Man skal konstant kigge sig over skulderen. Hvis telefonen ringer klokken fire om natten, tager jeg den, og jeg er stolt af, at jeg altid er parat. Men det slider. Når man er i det, er det sjældent, man tænker over, hvor stressende det er.”

Han får større kontakt til sin familie og skriver dagligt breve til sin kæreste, søster og forældre. De hjælper ham i gang med at studere, og han får mulighed for at reflektere over sin kriminelle tilværelse. Lysten til at komme ud vækkes. Samlet set sidder Søren to måneder i isolationsfængsel, og senere idømmes han 10 måneders fængsel, hvoraf han kommer til afsone de fem.

”Da jeg bliver løsladt, står jeg to dage efter på VUC, hvilket skyldes, at jeg har nogle ressourcestærke forældre, der kunne slå til der. De havde svært ved at slå til, da jeg røg hash hver dag, blev autonom og pusher. Men det her var deres område, og her kunne de hjælpe.” 

På trods af at Søren er træt af kriminaliteten, kommer der til at gå lang tid, inden han er endelig ude. Han er flyttet sammen med en kæreste, der er gravid, og han er optaget af at komme videre. Men der er flere ting, der trækker i modsat retning.

”Jeg er i identitetskrise. Jeg er rastløs. Jeg værner mig mod at tage imod hjælp fra systemet. Jeg fortæller dem, at jeg er ude af det, og jeg er i gang med at læse. Men jeg fortæller dem ikke, at jeg har en indvendig kamp, og at jeg stadig har 10 kilo hash, jeg skal have solgt. Samtidigt føler jeg mig truet af nogle kriminelle kræfter, der mener, at jeg skylder penge.”

Det lykkes dog gradvist at skære flere og flere bånd til miljøet. Gælden bliver betalt, og Søren kommer i gang med at tage en videregående uddannelse. Her bliver han for første gang mødt med en anderledes måde at tænke på, og han gør op med de dogmer og faste regler, der ligger stramt om det autonome miljø.

”Jeg sidder til en forelæsning og tænker: ’Hold kæft, hvor er jeg blevet hjernevasket’. Det er her, jeg lærer for første gang at sætte kritisk perspektiv på verden – og mig selv. Før var alt bare sort og hvidt. Jeg følte, jeg havde patent på sandheden. Jeg var altid meget klar i min argumentation, og jeg satte aldrig spørgsmålstegn ved mine egne argumenter. Det begyndte jeg at lære at på universitet.”

 
Søren Lerche i dag. Foto: Robin Skjoldborg

Han begynder også at forstå de konsekvenser, volden og kriminaliteten har haft på andre. Nu, hvor han selv står alene uden en kampberedt gruppe, føler han selv frygten og skrøbeligheden. Hvordan selv små handlinger og trusler kan ryste fundamentet hos andre.

Da han besøgte baskerne, kunne de fx finde på at lægge en seddel i flyvedragten på et barn til en af deres politiske modstandere. Blot for at vise, at de kunne nå (og potentielt skade) deres modstanderes nærmeste. Alt sammen med et politisk mål.

”Jeg begyndte at læse mine gamle artikler, og jeg begyndte at forstå, hvilke frygtelige konsekvenser volden kan have på mennesker og demokratiet.”

Efter universitetet får Søren job på en højskole, hvor han laver konferencer om radikalisering, og han kommer til at arbejde med andre unge, som har været kriminelle. Han bliver selv en støtte for dem, der ligesom ham må igennem en lang kamp for at komme ud på den lovlige side af samfundet. Ofte kan der være tilbageslag, og omgivelserne kan have svært ved at forstå, hvorfor man falder i igen og igen. 

”Det er svært for en ung mand at komme ud. Selv om han har sluppet, har han stadig mareridt. Han skal stå på egne ben i nyt miljø, hvor han ikke længere er beskyttet. Han skal formentlig starte på en skole, hvor han er noget ældre end de andre, fordi han har brugt år i kriminaliteten, og han har formentlig også svært ved at følge med. Samtidigt har han sikkert også økonomiske problem. Al den stress har han tidligere kunne fortrænge med stoffer, men det er ikke muligt længere. Det kan gøre, at man bare nogen gange har lyst til at vende tilbage til det, man kender,” fortæller Søren.

Det autonome miljø, han i dag har forladt, er blevet korrumperet og klaustrofobisk. Det trænger til at blive udfordret udefra, mener han. 

”Der er noget potentielt godt i miljøet. De laver folkekøkkener, fester og byhaver. Men de forsømmer at række ud og lave det i fællesskab med lokalsamfundet omkring dem.  De er et miljø, der ikke inviterer folk ind til at udfordre deres tanker og meninger.  De skal ud af det sekteriske. De siger ’Reclaim the streets’, men de ender med at smadre alting omkring jer. Hvis de virkelig ønsker en forandring med fx færre biler, banker og amerikanske kæder, må de tage andre fra lokalsamfundet med, og ikke kun dem de er enige med.”

Det største problem er deres accept af vold, fortæller han. Det er med at til, at det hele rådner op indefra.
”Vold korrumper et miljø. Det skaber et normskred. Til sidst havde vi kun gadekampene og volden til fælles. Hele ideen om, hvorfor vi gjorde det, hvad formålet var, kunne jeg ikke længere komme med et svar på.”

Efter bandekrigen for få år siden mener Søren Lerche, at han lige nu er forsigtig optimist, når det gælder om at holde andre unge fra at gå ned ad det samme blodige spor, han har taget.

”Der er stadig spændinger mellem bydelene. Men vi har gode muligheder for at sætte ind med den præventive indsats lige nu. Vi skal fortælle dem, at der ingenting godt er ved at være kriminel. Det er en myte, at du tjener penge på det. I længden hænger det ikke sammen. Og de penge du tjener, kan du ikke bruge på noget fornuftigt. Det er de færreste, der træder ud af miljøet med penge på lommen.”

”Da jeg kørte ’De brune bude’ lærte jeg at lede og organisere, og på samme måde er der mange kriminelle, der har brugt nogle gode evner. De har bare brugt dem utroligt negativt. De skal lære at bruge dem til noget positivt, noget godt. Det handler om at give dem succes med noget godt. Det er et meget bedre liv.”

LÆS OGSÅ: Min kone tør ikke sige, hvad jeg laver til middagsselskaber

LÆS OGSÅ: Dengang jeg begik en kæmpe fejl - og hvordan jeg kom videre

LÆS OGSÅ: Mikkel blev reddet fra Selvmord af Livslinien