Subkultur? Det lyder så 90’er sociolog-agtigt. Er vi ikke alle i subkulturer i dag efter, at nettet har fragmenteret de gamle mediers matador-monokultur, og alle er blevet mainstream post-hipstere?
I dag er man metalfan på Copenhell den ene aften, bling-bling-rapper på Hive den næste, Brøndbyfan om søndagen og callcenter-yuppie-preppie om mandagen. Subkultur er ikke, hvad det var engang: Derfor tager jeg denne gang et tilbageblik på Madame Tussauds afdelling for selvdøde stammer.
Bliv ven med os på Facebook
Da jeg var spirende teenager, lige før mandemælks-produktionen startede, føltes verden som en stor fed løgn i gamle DDR-DJØF-Danmark. Et sted, hvor hippiehyggen huserede. Krisen havde sparket drømmen om uendelig vækst til lirekassemand. Alt føltes forældet, hult, som et afdanket museum af døde fisk, der flød med strømmen.
Dette er sikkert en følelse, enhver teenager har i glimt selv i dag, men det er ikke alle, der agerer på den. Jeg købte en kilt mod mine forældres vilje, da jeg mente, den var sjov at skate i.
LÆS OGSÅ: Den vildeste og smukkeste skatevideo du kommer til at se i dag
Jeg havde et plasticspejlæg med to tuschstreger som armbåndsur, helt sorte solbriller og så et gult blindearmbånd og en blindestok….og så ned af strøget….ned til Fona 2000. Her brugte jeg en stjålet B&O fjernbetjening, som fik en mur af 30 fjernsyn til at hvæse på fuld volumen fra en død susende kanal. Det var ikke punk som produkt eller stamme. Det var bare punk.
Dengang, da herremode bestod af enten lyseblå Gerry dunjakker, tørre suits eller Kansas-jakker, og man faktisk kunne aflæse hvad folk lavede på deres tøj - var dette look et chok. Det udløste tæv fra både datidens minirockere, jyder i træsko, kontorfolk og nogle meget uvaskede fyre fra Ama´r med et rygmærke, hvor motivet var en ko på et wc.
Det var tæv morgen/middag og aften - også fra poltiet. At skate henover den forældede danske folkekomedie og vrænge lidt ad den var en højrisiko-actionsport, så man samledes med andre originaler på torve og i spillehaller.
At kalde sig selv skater eller punker var eksklusionsgrund i dette hyperelitære miljø af forsømte overstimulerede børn, hvor bare en badge med et forkert band kunne udløse en subkultur-fatwa. Ingen havde manualen eller facitlisten til, hvad der foregik ud over to undergrundsbutikker med importvinyl og musikmagasiner, hvor skæve skribenter opfandt nye post-punk retninger uge for uge. Der var en stor glæde ved at opfinde egen anti-musik og antimode og rode med graffiti og ord.
LÆS OGSÅ: Streetart-forfatter: Gadekunsten skal redefinere sig selv
Vi blev en slags undergrunds Blekingegade-bande gennem outsiderknubs, ekstrem musik og svampe. Vi blev fremmed-frigjorte fra en virkelighed, vi foragtede. Og vi udnyttede friheden ved at ønske ikke at høre til. 
Sex Pistols spiller i København i 1977. Foto: Getty
At spille musik var blot et spørgsmål om at finde tre andre venner og smadre ruden på en musikbutik, finde på et navn og et logo, og så smadre scenen foran vennerne. Glem pladeselskaber, karrierer, akkorder og iscenesættelse. Det var energi frem for teknik og håndværk. Informationshastigheden var så relativt lav, at ideerne kunne marinere i fred.
Fx var ’Industrial’ blot en åben landingsplads for en masse forskellige mennesker med lyst til elektronisk post-rock, der afsøgte grænser af psyken. Det var ikke et genre-regelsæt om, hvad der er ’true’ eller ej som i nutidens stramt formaterede flygtige dille-agtige trendstammer.
At medvirke krævede en reel kreativ indsats og fravalg af normalitetens privilegier, og dette sorterede automatisk tumperne fra.
Lige indtil medierne kastede sig over at afkode os, modefolkene stjal vores ideer, og musikkens metoder og looks dryppede ned til den altid forsinkede masse.
Digteren Michael Strunge og mange andre stillede sig op og spillede talsmænd for generationen, og H&M lavede en ’sort’ afdeling, og der blev langet DM’s og crazy hårfarve over disken i Pisserenden.
Politiken afkodede det, og alle ville brande sig med de underlige funky individualister, der ’havde antennerne ude’. Forældre og lærere åndede lettet op. Revolutionen var aflyst, ungerne var ikke nazi-nihilister, blot en slags inverterede hippier, bare en ny forbrugergeneration, eller en slags hvide rasta-vagabonder.
Bøvede uniformerede kloner slog ned som duer på pølsebrød på torvene, og de originale punks muterede videre væk fra gårsdagens avantgardelook i en evig jagt på det næste, det nye, da subkultur og mode handler meget om distinktion og eksklusion. Lige så snart noget bliver afkodet af medierne, gjort til et produkt eller blot det mindste populært, skulle man videre til noget nyt.
Tidens postmoderne tanker gjorde, at retro føltes relevant, og fx det nu klassiske mod-look med fishtail-parkacoats, mohair-suits, Fred Perrys og Clarks ørkenstøvler fik en tur til (før Oasis) ligesom en masse varianter over ted og rockabilly kom igen.
Nogle strippede det helt ned til 1969’er ikoniske skinheadlook, der desværre blev rippet af fascister og hooligans i 1980’ernes karikatur-version med klorede jeans, 15 hullers steelcap boots og pumpede grønne pilotjakker. Indtil stilen vendte tilbage til sine rødder blandt soul og ska-elskende post-mods, der dyrker den helt skarpe silhuet.
Postpunken affødte til makeupbranchens store glæde en masse goths og indie-tudeprinser i lange overfrakker, der legede 1984 eller Adams Familly. Den krydsede over i forfærdelige produkter som Marilyn Manson, Rammstein, Sort Sol, DAD og Green Day, der nydes som sikker oprørsromantik af sterile skjortefyre og skolelærere, der drømmer om blid S/M i en kælder i Bagsværd.
Af forskellige samfundsmæssige og psykosociale grunde opstod senere wigger- kulten omkring rap, der overlever sig selv via et brand-indsmurt overflødighedshorn af neogøgl med spray, vinylkras, rim, skunk og robotdans.
Raverne genopførte soulboy og disco blot med Roland 909 beats. Grunge genoplivede den håbløse, bøvede forvrængede forstadsgaragerock, der har fandtes siden midt-1960’erne til stadionrock i et desperat forsøg på at tage rocken tilbage til sine rødder efter for meget MTV-hård metal.
For 20 år siden var bodybuildere freaks. I dag har alle adopteret den noget mere nedtonede version - spornoseksuelle.
Selv ting, der var mainstream-bras fra starten, såsom buffalos, snowwash og eurodance har kørt flere subkultur-retro-omgange. Og nu er kredsløbet kortsluttet. Tingene suser frit rundt uden anden betydning end den kontekst, man sætter dem i, eller den værdi vi tillægger dem lige her og nu.
Internettet har vækstet et stamtræ af sub-niche stammer, såsom neo-dødsmetal, neo-industrials, bronies, cos-dressere, emo-gabba, fashister/modeofre, der alle bærer præg af, at man skal meget langt ud i skoven for at lege freak idag.
LÆS OGSÅ: Hvorfår går voksne mænd rundt og klæder sig ud som ponyer?
I dagens narcisistiske selfie-overvågningssamfunds-fængsel er der kommet et interessant nybrud, der kortslutter de tidligere tiders sub-dogmer om flamboyant ydre: Jeg døber den stealth. Det startede med, at hooligans ikke kunne komme ind på stadion, så de dressede op i casual tennis og sejler-kluns, selvom de max havde været på en færge. Ulve i lammeskind. Senere anonymiserede de autonome sig i en ens masse af sorte North Face-hættejakker, som alle politifolk, indvandrere og skolelærere også har. Den meget misforståede og allerede skamkneppede normcore-ting fra et par år tilbage er den logiske konklusion på 50 års stilrevolution og fake individualisme via forbrug.
Nu vi har mestret det individuelle look. Og derfor er det eneste logiske at fokusere på at GØRE individuelle ting og bruge tiden på den fantastiske virkelighed - udenfor modeboblen - og spare tid og penge på bare at købe anonyme tidsløse effektive klassikere og nyde skønheden i det banale og bare at forsvinde i massen.
Mange har fået den allergi over for brands, som William Gibson forudsagde i romanen ’Mønstergenkendelse’.. Vi klipper brandsne af eller undgår dem, da mærker øger produktprisen på grund af dyre dumme kampagner. Efter krakket, hvor modebladene røg fra showroom-stuens kaffebord og gemmes nede under sengen som skyldbetonet porno, og vi alle ved, det er dumt, dekadent og uøkologisk. Fashionistas eller fashister er reelt reduceret til en freaky stamme på coke og riskiks, som folk ser ned på, fordi de blogger om “vigtige” sko. De er gået fra at lede mainstream til at være et subkultur-freakshow.
En mere ægte kæmpe subkultur, jeg har observeret gennem snart 20 år, der findes på Ama´r og i f.eks Randers, er dem, jeg har døbt fjederhalere efter deres fetish for udgåede Nike Shox, der kækt kombineres med 90’er Levis Engineered jeans. 
Det er den ægte danske prollede homeboy, der underligt nok er gået mediernes middelklasse-næser forbi. Mix dertil en inspiration fra rockeraspiranterne, der bytter stiltips med deres modpol, indvandrerbanderne, og et touch af orange prettyboy-bling.
Det kræver en hipster at se en hipster, men i dag er alle jo hipstere. Det er standard, nutidens popdreng. Skovhuggeren er måske blevet til det jødiske diamanthandler-look, men vi taler her en statisk stil, der reelt udvikler sig meget meget lidt indenfor et stramt reguleret format. Om hipsteren overhovedet betyder noget mere, efter alle metromænd under 35 gemmer sig bag et balsamskæg med speltkrummer i, orker jeg ikke at tænke et sekund mere på.
En stilfuld, næsten surreel subkultur, jeg altid har respekteret meget, er de Storm P.-agtige mænd med de blå kander og barnevogne, rævehaler og medaljer: Vagabonderne, der hengiver sig til uhæmmet alkoholisk friluftsliv. De er måske den originale danske hvide rasta, blot med snaps i stedet for ganja?
De eneste, der reelt kan lave uventet stil i dag, efter at alle er endt til et uforpligtende stylet karneval, er tosserne… Alle andre er simpelthen blevet for ydrestyrede og uniformeret ud i monotoni. En vild stil i dag ligner bare et råb om hjælp, dårlige værdier og for meget tid og penge, der skal dække over en hul, tom og kedelig mangel på personlighed. “Det vilde" ender hurtigt i et ekko i familien Føtex-mode i morgen. Det nye er at nyde at se skønheden i det banale, at flyde i ét med massen uden friktion.
Forleden modtog jeg en 13 årig konflirmands ønskeliste: Udover en Macbook pro 13” og nogle “sjældne Nikes” ønskede han sig kun ting fra Givency, Lanvin og andre high end brands.
Måske er det Kayne´s skyld, måske fatter de unge bare oprør gennem stil er umuligt, og de hellere bare vil høre til og blinge hinanden ud som dansende påfugle i parringsdans. Jeg er lidt gammel-skuffet over, de ikke har opfundet noget nyt helt selv, der kan pisse mig lidt af ligesom dengang, da jeg var 13.
PS: jeg lavede engang en guide til stammer og subkultur, DE GRÆNSELØSE på DR2 der kan ses her:
LÆS OGSÅ: Kidd: Jeg har fast kæreste, jeg har fået ro i alt hvad jeg foretager mig. Jeg har aldrig haft så optur over mit liv
LÆS OGSÅ: Hipsteren er død - hils på normcore
LÆS OGSÅ: Adidas-sandaler i cool modeserie
