“Jeg udviklede mine egne små tricks og teknikker til at opnå mit væsentligste mål, hver gang jeg havde sex, så jeg var sikker på at få skudt min ladning dybt ind i pigens intetanende *****. Jeg blev virkelig god til det, jeg lavede. Det krævede noget øvelse, men til sidst var jeg ikke i tvivl om, at jeg, hver gang jeg scorede en, vidste, at min ***, ville ende inde i hende i løbet af natten.”

Sådan skriver en bruger med aliasset onesickmind på forummet Experience Project.

Citatet er en del af et længere indlæg med titlen ”En grundig guide: Jeg fjerner kondomet, uden at de lægger mærke til det under ”snigeren” sex”.

Som det er med den slags anonyme indlæg, kan det være svært at vide, hvor autentisk brugerens såkaldt personlige beretning er.

Til gengæld er der kun ringe tvivl om, at det er noget folk gør i virkeligheden, altså fjerner deres kondom under sex uden partnerens samtykke.

Tidligere på året blev en mand i Schweiz dømt for voldtægt, efter at han på sin anden date med en kvinde, han havde mødt på Tinder, fjernede kondomet under samleje.

Dommen var den første af sin art i sager om fænomenet med at liste kondomet af, der på nettet har fået betegnelsen stealthing, direkte oversat at snige sig til noget.

Andre steder i verden er det mere uklart, hvordan overgrebet betragtes juridisk, og om det overhovedet kan betragtes som et overgreb ifølge loven.

Det er denne uklarhed, Alexandra Brodsky tager udgangspunkt i i sin artikel ”'Rape-Adjacent': Imagining Legal Responses to Nonconsensual Condom Removal”.

Den amerikanske jurist blev inspireret til artiklen efter at have talt med en veninde, der arbejder for en voldtægts-hotline, og som flere gange fik henvendelser om stealthing, der lød nogenlunde sådan her:

“Jeg er ikke sikker på, det her er voldtægt, men…”

I forbindelse med sin artikel har Brodsky interviewet amerikanske kvinder, der har været udsat for stealthing, og hun opsummerer deres problemer med fænomenet:

”Praksissen risikerer at udsætte sexpartneren for uønskede graviditeter og seksuelt overførte sygdomme, og, forklarer ofrene, den føles som et tillidsbrud og en fratagelse af deres selvbestemmelse, ikke ulig voldtægt. Ikke desto mindre siger lovgivningen stort set intet om det,”

Forskningsartiklen citerer også tråde og diskussioner på internettet, hvor brugere som ovennævnte onesickmind udveksler tips og erfaringer angående stealthing.

Og selv om fænomenet ikke kun er kendt inden for heterosex, konkluderer skribenten, at stealthing ofte bunder i tanker om kvinders underlegenhed.

”Fortalere for stealthing bygger deres argumentation på en ideologi, hvor mænd har forrang, og vold er mandens medfødte ret,” skriver hun.

LÆS OGSÅ: Morten tjener penge på at give kvinder sex og selskab

LÆS OGSÅ: I.Con: Nyt intelligent kondom fortæller dig om du er god i sengen

LÆS OGSÅ: Slaver af sex: liderlig, utro og afhængig af porno