Der er tre gode grunde til at læse Weekendavisen, de to af dem holder jeg for mig selv, og den tredje er Linea Maja Ernst. Ingen som hende kan skrive med sjæl og længsel og kærlighed til sproget, selv når det er en anmeldelse af en knastør bog, og nu har hun langt om længe foldet sig skønlitterært ud.
I dag udkommer nemlig 'Kun til navlen', der er "en samtidsroman om at være fanget i en livsfase og panikken over måske at være blevet mere småborgerlig, end man nogensinde havde frygtet."
Jeg spår den til at ligge på rigtig mange badehåndklæder denne sommer. En fornøjelse at byde velkommen til Linea herunder.
Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?
”For at begynde med at undergrave min egen troværdighed, så elsker jeg pulverkaffe. Sådan noget helt afsvedent instant. Det er en guilty pleasure.
Kaffeteknologien i København befinder sig efterhånden på Wakanda-niveau, og det er meget dejligt og raffineret, alle de sarte, findelte nuancer. Men jeg bliver så lykkelig, når man er på besøg i en kolonihave, og der kun står en dåse frysetørret kaffe, der fint kunne overleve en atomkrig.
Det smager lidt af bål og cowboykaffe, men det smager også bare rigtigt, fordi det var det, vi drak i mit barndomshjem, og jeg ved godt, at det er objektivt forkert, men jeg elsker det.”
Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?
”En teaterkikkert, voks og segl til at forsegle breve på en dramatisk måde, en blomsterpresse, en toastholder i sølv (en anordning, som holder ens ristede toastbrød oprejste men uden at røre hinanden, så de ikke bliver soggy, når man alt for sjældent fyrer op for engelsk morgenmad).
Jeg elsker de her ting fra en anden tid, som er åndssvagt specifikke og designet til en bestemt, outdated funktion. At nogen engang i borgerskabets storhedstid har haft hjem, som var store nok til alle de her specialiserede redskaber — man havde da selvfølgelig en jagttaske i kernelæder og et cigaretetui.
Sådan er det IKKE hjemme i min lejlighed, pladsmæssigt, i stedet har jeg de her skotøjsæsker og poser med doom-bjerge af nips. Jeg gider kun have gadgets fra 1800-tallet.”
Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?
”En brudekjole. Jeg har mødt to unge forrygende designere, Hollow Creature, som laver sådan noget forhekset smadre-strik. Jeg har ellers aldrig drømt om en brudekjole, men det her kunne jeg lige se for mig: noget gulvlangt, men nøgent, grovstrikket, mosekonen på en fancy dag.
Brudekjolen er jo det største drag-nummer, så hvorfor ikke skrue op. Måske skal man ligefrem have et slør; et slæb; hvad kunne være mere camp?”
Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?
”Min bog 'Kun til navlen' foregår ved Madum Sø, fordi det er et grotesk smukt sted på Jorden. Et ægte guldaldermaleri; Himmerlands svar på Herredet fra Ringenes Herre.
Det er midt i Rold Skov, alt er knortede gamle bøgetræer og troldet stemning. Jeg er vokset op i landsbyen ved siden af, og vi tog til Madum Sø, som bare hed Søen, hver dag i hver sommerferie. Det glæder jeg mig til at gøre med mine egne børn. Søvandet er så lyst og klart som ved en sandstrand, og så ligger der verdens bedste ishus, som den samme familie har drevet i en evighed.”
Hvornår vidste du, at du var god?
”What, et sexet spørgsmål. Måske i morgen? Jeg er stadig i en proces, hvor jeg prøver at finde ud af at tro på det. Jeg tror, det var Jarvis Cocker, jeg engang så stå i en musikvideo med et skilt, hvor der stod 'I'm inadequate'. Det er en god illustration af en halvt ironisk følelse af utilstrækkelighed, jeg også har.
Jeg er så nervøs for at falde igennem, men jeg skal stadig bede om jeres opmærksomhed. Det bedste er, når nogen, jeg selv ser op til, siger, at jeg har skrevet en god tekst. Der er intet som at få sit ego peer reviewed.”
'Kun til navlen' udkommer på Lindhartd & Ringhof 3. maj.
