Anders Fogh Rasmussen havde været næstformand i 13 år, da han blev valgt som Venstres formand i 1998. I alle de år – og også før og efter det – havde han taget til møder rundt i landet i gennemsnit tre gange om ugen. Der var ikke den flække, der var for lille til, at Anders Fogh Rasmussen tog en aften fri for at møde de lokale Venstrefolk i forsamlingshuset. Mens Uffe Ellemann-Jensen var udenrigsminister var det i høj grad Anders Fogh Rasmussens opgave sammen med partisekretær Claus Hjort Frederiksen at tage sig af den daglige ledelse af partiet. Samtidig så han det også som sin opgave at fremme den ideologiske debat i Venstre. Med udtalelser som, at man godt kunne være 'regering og i opposition på samme tid', 'pengene fosser ud af statskassen' og ikke mindst bogen 'Fra socialstat til minimalstat' markerede Anders Fogh Rasmussen sig med meget liberale synspunkter, både mens Venstre var i regering og i opposition.
   
Helt sådan løste Løkke ikke opgaven som næstformand. Efter halvandet år på posten kunne man under rubrikken 'De liberale vakler i andet geled', læse i Berlingske Tidende, at Lars Løkke 'ikke havde levet op til de forventninger, der knytter sig til at være en del af ledelsen i landets førende oppositionsparti', at 'han ikke havde leveret varen'. Og der blev stillet spørgsmålstegn ved, om han i længden kunne magte både at være næstformand og amtsborgmester.
   
Mens Anders Fogh Rasmussen havde ry som den stærkt disciplinerede, ideologiske og arbejdsomme næstformand, fik Lars Løkke hurtigt det ry, at han var den, der altid gik sidst i seng. Det var ikke noget, der kunne imponere Anders Fogh Rasmussen. I Venstre jokede man ligefrem med, at partiet havde fået et formandskab i døgndrift: Når Lars Løkke forlod baren og gik i seng, stod Anders Fogh Rasmussen op.
   
Hvis Lars Løkke var i tvivl om, hvad hans formand mente om den slags, kunne han bare slå op i Jyllands-Posten. Den 11. marts 2001 udtalte Anders Fogh Rasmussen i et portræt under overskriften: 'Asketen' følgende:
   
”Jeg vil sige rent ud: Man kan ikke have et ansvarsfuldt job samtidig med, at man sidder det halve af natten og bæller øl. Jeg gider ikke at være folkelig på den facon. Jeg giver ikke en pind for det. Jeg respekterer det ikke. Sådan har jeg altid haft det.”
   
Selv om det ikke fik Lars Løkke til at forlade festerne tidligere, gjorde udtalelsen ondt på ham, og han følte sig stigmatiseret af formanden. Det gjorde det ikke bedre, at der havde været rygter om, at Anders Fogh Rasmussen hellere ville have haft Mariann Fischer-Boel som næstformand.
   
Det var ikke kun det med festerne, der irriterede Anders Fogh Rasmussen.
   
”Udefra betragtet lignede det et ambivalent forhold. Fogh var aldrig i tvivl om Løkkes politiske evner, men han syntes nok også, at Løkke kom lidt let til det hele i forhold til den disciplin, Fogh selv udviste. Lars Løkke kom tit halsende ti minutter for sent med skjorten uden på bukserne, og det var tydeligt, at det irriterede Fogh. Sådan noget lærer han aldrig at forstå,” fortæller Foghs tidligere spindoktor Henrik Qvortrup.
   
Med jobbet som amtsborgmester ved siden af næstformandsposten i Venstre havde Lars Løkke en kalender, der var pakket med møder fra tidlig morgen til sen aften og derudover arrangementer i weekenderne.
   
Frederiksborg Amt var en enhed med en 'meget autonom forvaltningsstruktur' som Løkke udtrykker det, og han skulle som landets yngste amtsborgmester bruge mange kræfter på at sætte sig i respekt hos forvaltningsdirektørerne. Det gjorde ham ikke lige populær alle steder. Tidligere amtsrådsmedlem og viceamtsborgmester Conny Dideriksen (S) siger sådan her:
   
"Han tog hurtigt teten, og det var svært at være udvalgsformand i hans periode. Her kunne han være meget barsk. Der var mange, der mente, han havde en lidt arrogant holdning til arbejdet i amtet, og folk blev irriteret over, at han tit kom for sent til møderne. Da jeg var 1. viceamtsborgmester, var det op til mig at starte møderne, når vi ikke gad at vente på ham længere. Én gang nåede vi at blive færdige med et økonomiudvalgsmøde, inden han dukkede op."
   
Til gengæld var Lars Løkke populær blandt vælgerne. Fra at have fået 8.739 personlige stemmer i ’97 stemte 46.926, eller knap hver femte vælger i Nordsjælland, på Lars Løkke ved amtsrådsvalget i 2001.
   
Samtidig med valg til amter og kommuner i 2001 var der også folketingsvalg, hvor Venstre som bekendt vandt regeringsmagten, og Lars Løkke blev udnævnt som sundheds- og indenrigsminister. Lars Løkke havde dermed fået en ny platform og kunne slippe posten som amtsborgmester og koncentrere sine aktiviteter omkring Christiansborg. Det var en stor stilling, Lars Løkke havde fået tildelt, men han kunne alligevel ikke lade være med at notere sig, at han ikke var kommet i regeringens koordinationsudvalg, hvor de centrale ministre udstikker kursen for regeringens overordnede politik. Der var heller ikke blevet plads til ham i det andet centrale organ, Økonomiudvalget.
   
For Anders Fogh Rasmussen har det altid været gældende, at man ikke får noget forærende. Hvis man vil have magt, må man kæmpe sig til den. Det var sådan, han selv var blevet statsminister. På trods af, at han aldrig tvivlede på Lars Løkkes talent, mente Anders Fogh alligevel, at Løkke kom for let til tingene. Ikke mindst set i forhold til den flid og disciplin, han altid selv havde leveret.
   
I Sundheds- og indenrigsministeriet var vurderingen blandt embedsmænd da heller ikke, at Lars Løkke var mere flittig end andre ministre, de havde betjent. Heller ikke mindre. De kunne sagtens opleve, at Lars Løkke mødte op på arbejde efter en lang nat i byen, men det fik aldrig nogen indflydelse på hans indsats næste dag. Og set i det lys var Løkkes arbejdskapacitet imponerende.
   
Løkkes helt store styrke var i udviklingen af projekter. Og der kunne man for alvor mærke Løkkes indiskutable politiske begavelse. Han var en mester i at se og gribe mulighederne, når de var der.
   
En af dem hed kommunalreformen.
   
Lars Løkke havde alle dage været optaget af opbygningen af den offentlige sektor. Da han sad i byrådet i Græsted-Gilleleje, tog han initiativet til en kontroversiel og meget omtalt udlicitering af ældreplejen, men Løkke kæmpede med den offentlige sektor på flere niveauer. Som når den unge alkoholiker mødte op på hans kontor, fordi hun ikke kunne komme i den behandling, hun mente var bedst for hende, fordi amtet tilfældigvis ikke havde en aftale med lige netop det behandlingssted. Eller da en mor stod og græd i hans indkørsel, fordi det offentlige ikke kunne tilbyde nogen behandling til hendes misbrugsramte søn. Gang på gang var Løkke blevet bekræftet i det, der havde været hans politiske drivkraft gennem årene. Den offentlige sektor skulle gøres mere smidig, og med kommunalreformen var chancen der. Det blev hurtigt meget tydeligt for embedsmændene, at kommunalreformen ikke bare skulle handle om geografi og antallet af kommuner, men at der skulle laves om på indholdet i den offentlige sektor.
   
Da Løkke første gang skulle præsentere reformen for Venstres bagland, heriblandt en lang række borgmestre for små kommuner, der kunne se frem til at miste deres job, blev han buh'et ud. Et år senere var stemningen vendt. Lars Løkke havde brugt året på at rejse landet tyndt og besøgt kommuner, borgmestre, vælgerforeninger, borgerlister og alle, der i det hele taget var interesseret i at tale om kommunalreformen. Da han startede sin turné, fik han en ny ministerbil til sin disposition. Da året var gået, havde den kørt alle de kilometer, reglerne tillader for ministerbiler, og den måtte skiftes ud. Han lyttede og stillede spørgsmål frem for at give svarene, og det var en strategi, der virkede. Den endelige præsentation for hele det kommunale Danmark foregik i Vingstedcentret nogenlunde midt i Jylland, den 9. januar 2004. Talerstolen var så høj, at Lars Løkke med sine 173 centimeter måtte op og stå på en mælkekasse for at kunne nå op til kanten.
   
Det kan godt være, at han var lille Lars fra Græsted, men det var ham, og ikke Anders Fogh Rasmussen, der fik reformen igennem. Det kan også godt være, at Anders Fogh Rasmussen 'ikke gav en pind' for dem, der stod i baren den halve nat, men når det kom til kontakterne med det kommunale bagland, blev det tydeligt, at politik ikke altid foregår ved mødebordene. Politik handler også om det netværk og de uformelle samtaler, man kan have en sen nat i baren.
   
”Nu gør vi en stor mand ud af ham. Langsomt”, sagde Anders Fogh Rasmussen. Men ikke så højt, at Løkke kunne høre det. Det var efter valget i 2005, og Anders Fogh Rasmussen havde lige besluttet at give plads til næstformanden i det økonomiske udvalg. Men Løkke syntes, det gik lidt for langsomt. Nok var han endelig kommet i Ø-udvalget, men der var stadig ikke plads til ham i regeringens koordinationsudvalg på trods af, at han var Venstres næstformand.
Ifølge politiske kolleger følte Løkke sig stadig ikke overbevist om, at Anders Fogh Rasmussen så en kommende formand i ham. En ting var at være næstformand, noget andet den næste formand.
   
Men han skulle komme endnu mere i tvivl.
   
Da Folketinget åbnede efter sommerferien den 3. oktober 2006 demonstrerede op imod 50.000 vrede danskere, og en pæn del af dem var samlet foran Christiansborg. De store velfærdsdemonstrationer var rettet mod regeringen og det budget, der var lagt for kommunerne for 2007, og i flere uger havde daginstitutioner været ramt af forældreblokader og strejkende pædagoger, der krævede flere penge til velfærd. Demonstrationerne faldt samtidig med, at regeringen for en sjælden gangs skyld var bagud i meningsmålingerne. Og selv om der var længe til næste valg, var der krise i regeringen.
  
Mens masserne stod og råbte foran Christiansborg, var der åbningsdebat i salen. Og den blev lang. Meget lang endda. Oppositionen havde bred opbakning i befolkningen, og den havde ikke tænkt sig at lade regeringen dø i synden.
   
Ud på dagen forlod Lars Løkke salen for at gå op og feste på et af kontorerne. Folketingets åbning bliver normalt opfattet som en festdag på Christiansborg, og det er også normalt, at de forskellige ministre og ordførere forlader salen i løbet af debatten. Den første tirsdag i oktober er det altid statsministeren, der svarer for regeringen. Men lige netop dette år, hvor regeringen var i krise, og hvor folket havde samlet sig til de største demonstrationer i årevis, blev det bemærket, at Venstres næstformand, sundheds- og indenrigsministeren, valgte ikke at blive i salen og være solidarisk med statsministeren. Ikke mindst fordi krisen og demonstrationerne var rettet lige nøjagtigt mod hans ministerium. Det gjorde det ikke bedre, at festen udspillede sig, så alle journalister, der kom forbi, kunne se og høre, hvad der foregik. 
   
Det var noget, der blev snakket om blandt journalister på Christiansborg. Og i Statsministeriet. Og Anders Fogh Rasmussen var rasende.

Halvanden måned senere var statsministeren igen rasende. Venstre holdt landsmøde og partitoppen led et stort nederlag, da et flertal vedtog, at det skulle være muligt at indføre brugerbetaling på sundhedsområdet. Ordet brugerbetaling blev nu en del af Venstres principprogram på trods af, at ledelsen havde talt stærkt imod det. Anders Fogh Rasmussen så det som næstformandens opgave at skåne ledelsen for den slags offentlige nederlag, og det var ikke et landsmøde, der gjorde forholdet mellem de to bedre. Og det var i forvejen anstrengt. Lars Løkke blev nemlig sat i forbindelse med et mindre oprør i Venstre i løbet af efteråret 2006. Bag oprøret og en række kritiske udtalelser til pressen om partiets linie og ledelse, stod Leif Mikkelsen, Peter Christensen og Søren Pind, eller 'badeklubben' som den også blev kaldt, fordi de holdt til i DGI-Byen. Lars Løkke havde et nært forhold til især Leif Mikkelsen, og det blev et problem for Løkke. Anders Fogh Rasmussen mente, Lars Løkke havde optrådt illoyalt ved ikke at få standset de tre i tide, eller måske endda at have medvirket til oprøret direkte eller indirekte.
   
Det endte med en fyring af Leif Mikkelsen som kommunalordfører, og den fyring blev i høj grad også set som en straf til Lars Løkke.
   
Efter oprøret fulgte en periode, hvor Løkke følte sig ignoreret af Anders Fogh Rasmussen. Han blev ikke inviteret med til de centrale møder, og Fogh var i det hele taget ikke lydhør over for hans argumenter.
   
”Han havde været ude i kulden før, men da var det fordi, Fogh ikke mente, Løkke var klar endnu. Denne gang handlede det om, at Fogh var vred på ham,” fortæller en tidligere ansat i Venstre.
   
På et tidspunkt tog Anders Fogh Rasmussen dog initiativ til en samtale med Lars Løkke Rasmussen. Med udgangspunkt i 'badeklubbens' oprør ville  statsministeren gøre det klart, at han ikke accepterede kliker i partiet. Og efter det møde var det, som om der skete en forandring hos Lars Løkke. Det virkede, som om Anders Fogh Rasmussen havde givet ham en form for tilkendegivelse, og samtalen blev et slags vendepunkt for deres indbyrdes forhold.   
   
I hvert fald kunne folk omkring Lars Løkke konstatere, at han ikke længere kom for sent til vigtige møder, og hvor han tidligere stiltiende havde accepteret en vis slendrian i partiorganisationen, sad han nu i struben på folk og var den krævende næstformand.
   
Den offentlige tilkendegivelse fra Anders Fogh Rasmussen kom dog først i valgkampen i november 2007, da de to repræsenterede Venstre i krydsild på Danmarks Radio. Da Lars Løkke på et spørgsmål indledte sit svar med: ”Nu er jeg jo ikke statsminister,” brød Anders Fogh Rasmussen ind og sagde: ”Nej, men du ville ellers være god til det.”
   
Tiden vil måske vise, om han har ret.

---

DET VIDSTE DU IKKE OM LARS LØKKE RASMUSSEN

- Lars Løkke går meget op i mad. I mange år drev han ’Restaurant Solbakken’ hjemme hos sig selv. Familien bestilte mad fra trykte menukort, og Lars Løkke fungerede både som tjener og kok.

- Han køber sit tøj hos Troelstrup. Der kan man nemlig få skjorter med ekstra korte ærmer.

- Indtil for nylig var det eneste musikanlæg i huset det, Lars Løkke havde købt på statsgaranteret studielån, mens han gik i gymnasiet.

- Lars Løkke er lettere farveblind.

- Når han er hjemme i Græsted, kan man se ham i bybilledet iført træsko og en rød træningsdragt i skinnende polyester, hvor der står ’Nordkystens Tagdækning’ på. Den har han ’lånt’ fra sin bror, der fik den i 1989.

- Han boede hjemme, til han var 24 år. Og hans mor ordnede alt hans vasketøj.

- For tiden ryger Lars Løkke omkring 20 cigaretter om dagen – orange Kings, fordi de er uden tilsætningsstoffer, og det derfor skulle være nemmere at holde op. Han var egentlig stoppet, men begyndte igen under forhandlingerne om Kommunalreformen. I starten fik han smøger fra Socialdemokraternes kommunalordfører Ole Stavad, men til sidst syntes han, det blev for pinligt, og gik ned og købte en pakke til sig selv.

---

Lars Løkke Rasmussen blev statsminister på det forkerte tidspunkt og på den forkerte måde. Han så da heller ikke ud, som om han befandt sig godt i rollen. I det aktuelle nummer (Euroman nr. 218) af Euroman kan du læse artiklen om Lars Løkke Rasmussen, der først begyndte at ligne en statsminister den dag, han ikke var det længere.

---

FACEBOOK Bliv ven med Euroman