Denne artikel blev første gang bragt i Euromans martsnummer i 2004. 

 

Mit liv som statsminister

 

Anker Jørgensen, 81 år

Statsminister fra 5. okt. 1972 til 19. dec. 1973 og fra 13. feb. 1975 til 10. sept. 1982. 

Af Kasper Stenbach

 

Jeg kom ind på Amalienborg og sagde: 'Ja, jeg vil jo gerne fortælle Dronningen, at jeg er den nye statsminister.' Så var det, hun klappede i hænderne og slog et stort smil op: 'Jamen, kære hr. statsminister - tror De ikke, jeg ved det? Jeg læser skam også aviser og ser tv, så det er jeg helt klar over. ' 'Nå ja,' sagde jeg, 'jeg ville bare sige, at det er altså den formelle årsag til, at jeg er kommet.' Det tog hun vældig godt.

På vej hjem fra Folketinget den 2. oktober 1972, da det stod nogenlunde klart, at Danmark havde stemt ja til EF, bad Jens Otto Krag K.B. Andersen, Erling Dinesen og mig om at komme ind på sit kontor dagen efter klokken otte. Han manglede et afsnit i sin åbningstale og vidste ikke rigtigt, hvordan han skulle gribe det an. Men da vi kom derind, sagde han: 'Ved I hvad, det var sgu pænt af jer, men jeg har fundet melodien. Der står kaffe derovre, drik en kop, hvis I vil ha' det, og skrub så af.'

På det tidspunkt var der slet ikke tale om, at han ville gå af. Jeg tror, at jeg gik fra Statsministeriet allerede ti minutter over otte og tog ind på forbundskontoret. Da klokken var kvart over 11 , var der en mand i telefonen: 'Ja, det er Jens Otto - Anker, vil du ikke komme herind med det samme?' Jeg var derinde vist nok fem minutter i halv. Og der sad Krag og ni-ti andre omkring et bord, og så sagde han: 'Tak fordi du kom, Anker. Sagen er den, at jeg med denne kreds af gode kammerater har drøftet den situation, der opstår, når jeg nu går af. Vi har også drøftet, hvem der skal afløse mig, og vi er enige om, at det bør være dig.' Det var den måde, jeg fik det at vide på. Ikke et sekund før.

Derefter sagde han: 'Jeg er ked af det, men du har kun fem minutter til at bestemme dig.' Jeg sagde, at så var der lige en ting, jeg måtte vide: 'Er I helt enige?' Og så gjorde Krag det, at han pegede på dem en ad gangen, og så nikkede de alle sammen efter tur. På det tidspunkt har klokken vel været et kvarter i 12, og klokken 12 skulle Krag holde åbningstalen i Folketinget, så det endte altså med, at jeg sagde: 'Nå ja, hvis I er enige, så siger jeg ja.'  

Da jeg blev præsenteret på et pressemøde, var der en journalist, der spurgte mig, om jeg var nervøs for, om jeg ville slå til i jobbet. Jeg svarede cirka sådan her: 'Det er man jo altid, når man står over for store opgaver. Men uden at underkende det, jeg nu går ind til, så har det også været en stor opgave at være formand for SiD med 270.000 medlemmer.' Jeg var jo gået fra den ene tillidspost til den anden, og hver gang havde der været nye problemer, der skulle tackles. Jeg var ikke egentlig nervøs, men det betyder ikke, at jeg ikke mødte vanskeligheder.

Schlüter og jeg var sjældent enige. Vi diskuterede fx ofte, hvem af os, der havde været Danmarks mindste statsminister.  

Der var jo det ved Erhard, at han ikke var så nem at komme i kontakt med. Tanken om at gøre ham til indenrigsminister var da ikke fremmed for mig, men når man tænker på, hvad der skete hele det efterår, så var det ikke nemt. Men jeg vil sige, at det er et af de områder, hvor det umulige nok skulle være gjort. Den indrømmelse vil jeg godt give.

Willy Brandt gjorde et stort indtryk på mig. En eventyrlig statsleder. Selv i den periode, hvor han virkede mest pamperagtig, var han så medmenneskelig, at det var enestående. Jeg satte ham meget højt. Han var bare lederen. Manden, der aldrig var for stor til at hjælpe andre, og som var stor i sin måde at tænke på. Hvis jeg kom ned til EF, og Pompidou og de andre store stod og snakkede, så vendte Willy altid ryggen til dem og sagde: 'Goddav Anker - velkommen!' Helmuth Schmidt, der fulgte efter, havde det samme, men han var samtidig lidt af en bissekarl.

Jeg kunne vældig godt lide statsbesøgene. PH sagde engang: 'Ja, og så ved man jo præcis, hvad man vil sige. Men man skal jo lige først bukke en gang, og så skal man bukke en gang til, og en gang til. Og så kan man slet ikke huske, hvad man skulle sige. ' Det har jeg tit tænkt på: 'Anker, du skal ikke til samtale med den og den, uden at du får sagt det og det.' Jeg gik ikke og troede, at jeg havde en kolossal indflydelse på verdenspolitikken, men jeg sørgede altid for at plante et synspunkt.

Bresjnev var en overmåde venlig mand, men samtidig en, der pludselig kastede noget ind i forhandlingerne, man slet ikke havde regnet med. 'I har vedtaget at bygge en bro over Storebælt, men den opfylder jo slet ikke internationale forpligtelser,' sagde han engang i Kreml. Og så skulle man altså lige samle benene, havde jeg nær sagt. Jeg havde heldigvis let spil i det angreb, men det var jo lumskeligt at kaste sådan en ting på bordet, for man kender som regel altid dagsordenen, når man skal møde et andet statsoverhoved. Men ellers var han også en gevaldig hyggelig fyr og langt mere åben over for en afspænding, end Reagan ville tro.  

Jeg mødte Reagan ved mange lejligheder, og om ham er der ikke andet at sige, end at han var en flink fyr. Meget beleven over for de små lande: 'Hvordan går det nu i Danmark med dette eller hint?' Det var meget fikst, at han viste interesse. Jeg kan fx huske, at han sagde - da var vi vist helt fremme ved kaffebordet - at det egentlig var mærkeligt, at han aldrig havde mødt en europæer, der ikke kunne tale engelsk. 'Jeg kan forstå, at englænderne kan, men alle andre kan også.' Og så sagde han: 'Ja, jeg kan jo ikke andet end mit eget sprog.'

Jeg tror nok, at jeg følte, jeg var mæglingsmand. At jeg skulle formidle og forsone forskellige holdninger, men at jeg samtidig var en meningsmand, som enhver vidste hvor stod.  

Når der var lange debatter i Folketinget, gik jeg nogle gange op og lagde mig på sofaen på mit kontor i Statsministeriet. Ministersekretæren vækkede mig efter et kvarter, og så kunne jeg vende restitueret tilbage til debatten. En dag var sofaen optaget af en kommitteret ved navn Schlebaum, og jeg måtte gå tilbage med uforrettet sag.  

Jeg er glad for, at vi fik gennemført efterlønsordningen. Jeg mener den dag i dag, at den er så rigtig, at ethvert angreb på den bør tilbagevises. Det kan godt være, at den er for dyr, og det kan godt være, at vi er nødt til at administrere den ud fra et behovssystem, men princippet skal fastholdes efter min mening. Jeg er ligefrem Venstre taknemmelig for at have været med til at gennemføre den.  

Det er klart, at min regeringsperiode har været præget af oliekrisen. Det gaven vanskelighed mere end dem, der altid vil være. Men man må ikke glemme, at Mc-Kinney Møller kom op på mit kontor et par gange og fortalte mig, at der nok ikke var så meget olie i Danmarks undergrund, som folk gik og troede. For det andet, at den olie og gas, der var, var så svært tilgængelig, at det var meget dyrt at få den op. Og for det tredje, at han ventede, at der kom et prisfald på olien i de nærmeste år. Det blev et vældig dramatisk kapitel, for vi begyndte at blive nervøse for, om han ville blive ved med at investere, som det havde været meningen med koncessionsaftalen. Derfor lagde vi fra regeringens side meget pres på: 'Lidt eller meget? Det skal op! ' 'Besværligt eller ikke besværligt? Det skal op!' Jeg må jo konstatere, at det har han været flink til. At få det op. Nu. Hans tvivl var heldigvis unødvendig.

Der er trods alt så meget selvoptagethed i mig til, at jeg interesserer mig for mit eftermæle. Og jeg tror, at der er en meget bred tillid til min person. Den har jeg mødt så ofte - også lige efter jeg var gået af - at det nok ikke kan være løgn alt sammen. Det er nogle gange helt rørende. Folk kan ikke engang huske noget dårligt om mig - nogle gange må jeg faktisk hjælpe dem lidt på vej.  

Jeg mener, at jeg kan sige, at alle de ting, jeg har gjort, har jeg gjort, fordi jeg mente, at det var de rigtige ting at gøre. Jeg møder en stor tillid til, at jeg formentlig har udnyttet enhver mulighed - både for samarbejde, men også for at fremme solidaritet. Forståelsen for at finde nogle løsninger. Det er også det, der har været min ledetråd. 

 

Poul Schluter, 74 år

Statsminister fra 10. sept. 1982 til 25. jan. 1993

Af Nikolaj Koppel


Folk er så flinke, når de møder mig på gaden., 'Dav, Poul!' siger de og smiler. Det er jo fordi, jeg er gået af.

Kort tid efter jeg var blevet statsminister, fik jeg besøg af Olof Palme, som jeg kendte godt. Han var lige blevet statsminister for anden gang. Vi spiste middag sammen, og han spurgte mig: 'Hvor mange medarbejdere i Statsministeriet har du skiftet ud?' Jeg kiggede lidt overrasket på ham og sagde: 'Ingen. Ikke en! Jeg har den samme ministersekretær, som Anker Jørgensen havde, jeg har den samme sekretær, det samme forkontor. Det er jeg godt tilfreds med.' Derefter kunne jeg ikke dy mig for at spørge Palme, hvor mange han havde skiftet ud. Hvortil han svarede: 'Alle .' Det er forskellige traditioner. Men jeg synes nu, at den danske tradition er guld værd. Regeringerne skifter, men embedsmændene forbliver. De skal være loyale over for ministrene, og det er de også - med få undtagelser. Det giver en stabilitet i arbejdsgangen, som er meget vigtig. Man skal ikke starte forfra hver gang.

Det er helt forfærdeligt, at alle ministrene i dag har en spindoctor. Der er jo heller ikke kommet noget godt ud af det. Statsministeren - og ministrene i øvrigt - skal selv varetage forholdet til pressen. Det skal man bruge meget tid på hver eneste dag. Og det kan man ikke udlicitere til en anden person.

Det er vigtigt som statsminister at have familieskabet i orden. Der skal være ro på hjemmefronten.

Kartoffelkuren var det endelige opgør med inflationen. At dens vigtigste element, indførelse af en statsafgift på folks renteudgifter, ikke ville blive populært - ja, det blev faktisk forfærdelig upopulært - vidste vi godt. Men det virkede. Det var virkelig en milepæl, der forandrede folks mentalitet. Indtil kartoffelkuren var vi alle gældsætningsmennesker. Vi skulle alle sammen sætte os i gæld, det var klogt. Når jeg mødte min revisor i starten af året for at skrive selvangivelse, sagde han altid: 'Nu har du vel husket at tage det lån i dit hus, som jeg anbefalede dig?' For renterne kunne man jo trække fra, og inflationen åd sig ind på hovedstolen år efter år. Men kartoffelkuren ændrede det helt. Et par år efter kunne vi ophæve kartoffelkuren - men det virkede, som om den stadig var der. Opsparingskvoten steg enormt.

Da jeg forlod Statsministeriet, var der 49 medarbejdere, inklusive chauffører og betjente. Det er anderledes i dag. Nu er der mindst dobbelt så mange - og det er en stor fejl. Man skulle tro, at det styrkede statsministeren at have mange medarbejdere, men sådan er det slet ikke. Jo flere medarbejdere der er, des mere bliver statsministeren involveret i fagministrenes administration. Men fagministrene skal selv passe deres arbejde. Statsministeren skal selvfølgelig gribe ind en gang imellem, men ikke hele tiden.

Jeg gav ikke Anders Fogh Rasmussen gode råd, da han tiltrådte som statsminister. Men han havde jo også fulgt mig i min embedsperiode. Så han vidste godt, hvad det drejede sig om.

Det er ikke så svært at være statsminister, men det er svært at holde op med at være det. Det skal man gøre sig klart.

Det var en bydende nødvendighed at sige farvel til Firkløverregeringen i 1988. Men det var meget, meget bittert. Jeg holdt meget af det firkløver. En dag, jeg tør ikke sige hvornår, får vi igen en firkløverregering. Det er jeg sikker på.

Pressemøderne foregik hver tirsdag. Jeg må indrømme, at jeg elskede dem. Jeg gjorde også meget for, at seancerne skulle være sjove og festlige. Det var meget afslappet, vi sad alle ved det samme bord og havde det meget hyggeligt sammen. Jeg kunne godt lide at tage et eller to temaer op, som jeg syntes var aktuelle. Ting, som ikke havde været behandlet på ministermødet. Journalisterne mødte jo med en kritisk forhåndsindstilling, og min opgave var at få dem med på holdet. At overbevise dem. Det kan jo ikke hjælpe, at man fører verdens bedste politik, hvis der ikke er nogen, der ved det. Derfor må en politiker også tage sig af journalisterne. Det ville jeg nødig have en spindoctor til.

Anker Jørgensen-regeringen havde i sin sidste tid brugt tre kroner for hver to, der kom i kassen. Det kan man gøre i en tid. Men man kan ikke blive ved med det.

Min største politiske fejlvurdering? Dem har der været så mange af. Hvilken en skal jeg pege på?

Vi skulle danne regering (i 1982, red .) og manglede at besætte en post. Det var jobbet som forsvarsminister. Vi var sammen med Venstre enige om, at det var os, der skulle have posten. Vi tog en rask beslutning og hev fat i Hans Engell, der var min pressechef. Han blev noget overrasket over forfremmelsen. Men han blev en udmærket minister.

For mig er der megen glæde forbundet med den omstændighed, at der er 4,5 mio. danskere, der hver dag ikke læser Ekstra Bladet.

Det var en sensation, at vi i 1982 meldte ud, at vi ønskede en fast kronekurs. Vi havde jo haft utallige devalueringer i årenes løb. Men den faste kronekurs har vi stadig, og der er ingen, der drømmer om at devaluere den. Så lavede vi noget andet, som man næsten har glemt, lad mig minde om det: Vi fjernede den automatiske dyrtidsregulering. Det var ellers en grundlov i dansk økonomi dengang. Helvede brød løs. Demonstrationer, strejker og alt muligt. Men vi stod fast.

Pressens håndtering af Tamil-sagen var top-hysterisk. Men enhver statsminister vil opleve, at han pludselig, med en dags varsel, må fratræde sit embede. Hvad han bestemt ikke er indstillet på. Det kan være, fordi man taber et valg eller af andre grunde. Der er ikke nogen smuk måde at komme ud af politik på. De fleste statsministre slutter faktisk på en lidt ubehagelig måde. Hvis man kaster et blik på de sidste femseks danske statsministre, så er de alle gået af på en lidt ubehagelig måde. Det er vilkårene.

Jeg havde ikke sikkerhedsvagter. Jeg kunne sagtens gå i Magasin eller cykle en tur. Det gjorde jeg helt, som det passede mig. Undtagen lige efter mordet på Olof Palme, da man ikke vidste, om det var en international aktion. Der havde jeg en enkelt politibetjent, der fulgte mig. Efter et par uger bad jeg dem holde op med det. Siden da har jeg ikke haft vagter eller anden sikkerhed.

Når man skal overlade sit kontor til en ny statsminister, er der en lille reception, hvor der også er journalister til stede. Man siger et par ord, og den nye statsminister siger et par ord. Og derefter er det overstået. Så er det sket. Man kører hjem. Og så begynder et helt nyt liv. 

 

Poul Nyrup Rasmussen, 60 år

Statsminister fra 25. jan. 1993 til 27. nov. 2001

Af Martin Østergaard


Jobbet var anderledes, end jeg havde forestillet mig, alene af den grund at jeg ikke fik lang betænkningstid på vejen til Statsministeriet. Det var først i 1992, at det røg op på min indre lystavle, at det var noget, der lå foran mig.

Som statsminister skal du have instinkt og styrke til at følge det, du tror på. Når det nogle gange gik mindre godt, var det ofte fordi , jeg lyttede mindre til mit instinkt end til en lang række rapporter og politiske råd.

Jobbet kræver, at du er stærk fysisk og psykisk. Du skal holde mange møder og nøjes med få timers søvn. Du skal holde til at være på hele tiden. Man skal have modet til at vise noget af sig selv, for det personlige og det politiske kan ikke adskilles. Man er mere end en maskine - jeg er i hvert fald, og det har jeg aldrig lagt skjul på.

Du skal passe på ikke at miste dit gode humør. Man kan sagtes forfalde til at begrave sig i for mange sager og bekymre sig om alt. Du kan godt have overblik over sager, du har overordnet ansvar for, uden at drukne i dem. Du kan være ægte bekymret for verden, dit land og folket uden at miste humøret.

Det nye var at opleve, at man var så meget på. Jeg vidste, at det ville blive intenst, men ikke, at det ville være så intenst. Hvis din næse klør, klør du igen, men som statsminister risikerer man, at det kommer i avisen næste dag. Ville jeg overleve med min identitet og arbejdsevne i behold, måtte jeg tage en ny form for professionalisme om bord. Og den brugte jeg tid på at skrue sammen på en måde, jeg kunne leve med.

I min første tid som statsminister var der mange træk ved mig selv, jeg blev gjort opmærksom på i medierne. Det var både en sjov og mærkelig opdagelse. Det plagede mig ikke så meget, at Bakkens skuespillere lavede vidunderlige karikaturer, hvor jeg fx sagde 'Lonøøø'. Det var meget kærligt, og i det hele taget er der god grund til at grine ad hinanden. Det mærkelige nye var, når medierne nogle gange satte spørgsmålstegn ved det, jeg stod for. Det havde jeg aldrig tidligere i mit liv oplevet. Jeg havde i mange år været med til at skabe resultater og ikke mindst få anerkendelse og respekt undervejs. Jeg tror, at sådan en arbejderknægt fra Esbjerg som mig måske mest af alt lægger vægt på respekten. Derfor var jeg nok mest følsom over for forsøget på nogle gange at mistænkeliggøre mig og mit arbejde. Når medierne eller en politisk modstander gik tæt på, kunne jeg mærke: 'Hov, her er noget, du skal have mere styr på, kære ven.' Det kom efterhånden, men det tog længere tid, end jeg tror, det gør for mange andre. Først i de sidste tre-fire år som statsminister kunne jeg ryste det helt af mig.

Igennem årene og i min statsministertid har jeg fundet ud af, at skillelinjen ikke går mellem dem, der argumenterer godt, og dem, der argumenterer mindre godt. Skillelinjen går mellem det ægte og det uægte. Mellem dem, der har noget på hjerte, og som gør noget praktisk ved det, og dem, der ikke har hjertet med.

Som statsminister får man et udsyn, et belle vue, som ingen anden. Man får en indsigt i sine medmenneskers egenskaber på alle tænkelige niveauer fra det faglige, hvor man diskuterer med dygtige medarbejdere i Statsministeriet, til det internationale niveau, hvor man diskuterer med kolleger i europæiske råd, til ministerkolleger og den hjemløse, man møder på gaden. Det tror jeg ikke, noget andet job giver mulighed for.

Jeg så mig selv som en samarbejdsstatsminister. Mit temperament er sådan, at alle skal kunne rejse sig fra forhandlingsbordet med en sejr. Der må ikke være for meget praleri, hvor en enkelt løber med palmerne, for så holder det ikke ret længe. Nogle gange vil medierne helst have en vinder og en taber. Skurke og helte. Det er ikke mig. Det vigtigste er, at det holder.

Hvad magtudøvelse angår, blev jeg på det lille plan meget påholdende med mit personlige forbrug af ressourcer. Jeg var ekstremt opmærksom på, at alt skulle være korrekt, og at der ikke måtte være noget at sætte en finger på. Ikke engang antydningsvis.

Noget, jeg nok kunne
have brugt mindre tid på, var håndtering af mediebegivenheder. Det er irriterende, fordi man sideløbende er dybt optaget af at løse de reelle problemer. Nogle gange burde jeg have trukket på skuldrene og sagt til mig selv, at det væsentligste er mennesker og problemernes løsning. Om jeg får flere eller færre point end de andre i medierne, er mindre vigtigt. Men når der opstod en situation, hvor oppositionen begyndte at mærke færten af, at kronvildtet var inden for rækkevidde, kunne jeg ikke bare lade sagen ligge.

Det er også en dyb og vigtig glæde at være sammen med et hold og mærke, at holdet også er glade for at være sammen med dig. Især for sådan en som mig, der er lidt af en lonely rider, et jeg-ordner-det-selvmenneske. Den der spirit, der er på et hold, hvor man ved, at man giver alt, hvad man kan. Den bliver smuk, når det ikke foregår i et kæft-trit-og- retning-miljø, men i et vi-er-optaget-af-sagen-miljø. Det har givet mig nogle af de bedste arbejdsstunder med min lille dygtige stab i Statsministeriet.

Det mest afgørende for mig var at få arbejdsløsheden ned. Både politisk og personligt. Jeg vidste gennem bl.a. min fars historie, hvad arbejdsløshed betyder for mennesker. Fra tiden som statsminister husker jeg nogle meget lange aftener og morgener, hvor jeg ventede på at se de første resultater af, om kurverne for arbejdsløsheden var knækket. Det var meget arbejdsomme stunder, hvor jeg følte stor utålmodighed. Og nogle gange også afmagt. Der var jo også internationale økonomiske kræfter, jeg dybest set ikke kunne påvirke. Jeg kunne påvirke meget, men ikke det hele. Vi var oppe i nogle ekstremt høje arbejdsløshedstal, og det lykkedes at nå frem til en rigtig god beskæftigelse. Hvor mange, der var kommet i arbejde, var næsten min indre temperaturmåler. Når kurverne for ledighed knækkede til det bedre, steg humøret 200 grader. På den måde kan man sige, at det var glædesindholdet, der var den variable faktor i jobbet - ikke arbejdets omfang. Og glæde var der mest af.

Jobbet som statsminister er til låns, og du skal helst aflevere det i rimelig stand og uden for mange ridser til den, der kommer efter. Det er et særligt job, som man ikke kan gå og pjatte med.

Den allerbedste måde at koble fra på er for mig at tage et stykke værktøj, reparere et vindue, pudse og male nogle vægge i sommerhuset og få sved på panden. Så kunne jeg sige noget til det søm eller den skrue, som jeg ikke kunne sige til en politisk modstander eller medspiller. Man afreagerer, og samtidig får man masser af ny energi.

Og nej, jeg savner ikke ministerbilen. Jeg har købt en gammel Mazda 626 fra 1995 med jydeknop. Den går udmærket, og den har tjent mig godt de seneste to år.

Jobbet som statsminister har været så intenst, som et menneske kan ønske sig af sit liv, og derfor føles det også kort. Meget kort. Og nu tager jeg fat på det næste kapitel. 

 

Anders Fogh Rasmussen, 51 år

Statsminister fra 27. nov. 2001

Af Mads Lange


Jeg bliver tit spurgt, om jeg har nogen forbilleder, og det svarer jeg aldrig på. Det er svært at sige, at der er en bestemt. Og ved nærmere eftersyn vil selv de største forbilleder krakelere.

Fra første sekund jeg deltog i mit første EU-topmøde i december 2001 , følte jeg mig rigtig godt tilpas i kredsen af regeringsledere. Der er faktisk en særlig stemning. På en måde er alle der i samme båd. Alle har deres nationale interesser, de skal varetage, men der er også en meget stor forståelse for hinandens situation. Netop fordi vi har den fælles baggrund, at vi er blevet regeringsledere i demokratiske valg og har skullet stå meget igennem for at nå til den position. Vi kan levende sætte os ind i hinandens baggrund. Og derfor må man sige, at der er et stærkt fællesskab om bordet.

Jeg synes ikke selv, det har ændret mig at have jobbet. Men den ultimative test på det er jo, hvad andre siger. Men jeg synes det ikke.

Hvis jeg aldrig havde været med i politik og så lige blev hentet ind fra gaden og sat ind i den kreds af regeringsledere fra hele EU, så kan det da godt være, man ville have lidt sommerfugle i maven. Men nu er det jo mit job. Og jeg kendte flere af dem i forvejen fra dengang, jeg var økonomiminister.

Jeg tror ikke, der er noget, jeg skal vænne mig til eller fra, når jeg holder op med at være statsminister. Jeg er rustet gennem min tidligere ministererfaring. Jeg holder mig hele tiden i gang med ting, jeg også gjorde før. Jeg bliver ikke afhængig af at have et stort sekretariat, bil og chauffør og alt det der. Jeg kan nemt omstille mig til den anden tilværelse.

Jeg synes, det er sliddet værd. Det er et hårdt presset arbejde, men det giver så også en betydelig mulighed for indflydelse. Det er der ingen grund til at skjule. Og det giver selvfølgelig en tilfredsstillelse.

Ordet 'magt' i dansk sammenhæng er ikke fuldstændig dækkende. Sådan som det danske folkestyre er, så er der ingen, der har absolut magt. Heller ikke landets statsminister. Og det skal man faktisk være glad for.

Det er for det første og under alle omstændigheder ubehageligt at skulle sige: "Vi deltager i en krig" (mod Irak, red.). For krig er forfærdeligt. Men det andet var så, at det var en beslutning, der var så kontroversiel, at den delte Folketinget, delte befolkningen. Og jeg har fra starten vidst, at den beslutning kunne have omkostninger, ikke bare politisk, og derfor var det også en meget, meget svær beslutning at træffe. Men jeg følte, og jeg føler stadig, at det var det rigtige at gøre.

Da jeg blev statsminister i 2001 , havde jeg været medlem af Folketinget siden 1978, og jeg havde været minister i mere end fem år i 80erne. Jeg tror faktisk, jeg er den første statsminister siden Jens Otto Krag og Poul Hartling, der har haft den baggrund. Mine umiddelbare forgængere havde jo ikke været ministre, før de blev statsministre, hverken Nyrup, Schluter eller Anker. Det er nok grunden til, at jobbet som statsminister i det store og hele har været, som jeg havde regnet med. Men jeg siger ikke dermed, at jeg så er færdig udlært. Det ligger der ikke i det.

Statsministerens hovedopgave er at lede og koordinere regeringens arbejde. Det er en meget bred jobbeskrivelse, men i virkeligheden nok den mest præcise.

Samtale med andre er en utrolig vigtig del af det arbejde.

I det danske folkestyre er man nødt til en gang imellem at gribe knoglen og tale med en fra oppositionen for at få en sag klaret. Vi taler jo meget mere på tværs af de politiske skel, end det nok fremgår i offentligheden.

Specielt i det folkestyre, vi har i Danmark, med mindretalsparlamentarisme, hvor en regering er mindretallet og derfor skal samarbejde med andre partier i Folketinget - og hvor en mindretalsregering oven i købet ofte er en koalitionsregering - da er dette at kunne formidle et samarbejde helt afgørende for en statsminister.

Da vi trådte til, præsenterede vi samtidig det mest fyldige og detaljerede regeringsprogram, nogen regering nogensinde har præsenteret i det danske folkestyres historie. Det tør jeg roligt sige. Det var meget, meget omfattende. Det er et redskab, som vi har gjort meget ud af. Derved adskilte vi os navnlig fra de borgerlige regeringer, vi havde i 80erne. Da var regeringsgrundlaget et forholdsvis kortfattet papir. Og så udviklede politikken sig undervejs.

Vi lavede et 100-dages-program for, hvad vi ville nå i de første 100 dage. Og da det var blevet gennemført, så udarbejdede vi et nyt regeringsgrundlag, '2' kaldte vi det, som vi nu er i gang med at gennemføre.

Jeg mener ikke, man skal falde for den livspessimistiske anskuelse, at det går den vej, hønsene skraber: bagud og nedad - bare fordi der stilles skarpere og skarpere krav til, at politikere på få sekunder er i stand til at forklare essensen i en sag. Det kunne jo være, at det egentlig er en meget god øvelse at få testet sager og synspunkter på, om man er i stand til at forklare det, så andre mennesker kan forstå det.

Historier bliver i dag vinklet meget hårdt, fordi de skal kunne formidles inden for 30 sekunder. Det giver en forenkling, og nogen med et mere pessimistisk livssyn vil sige, at det er en forsimpling.

Uanset hvad man mener om det, så er det i dag det ubønhørlige vilkår, at man hele tiden tvinges til at overveje: Er jeg i stand til at forklare det her på et minut? Og et minut er endda lang tid, hvis vi taler om tv.

Jeg spekulerer sommetider på, hvordan Stauning ville klare sig i det mediebillede, vi har i dag, hvis han blev konfronteret med en tv-mikrofon umiddelbart efter, at han kom ud fra et møde.

Det har været en markant ændring i vores tilværelse i familien, at fra marts 2003, efter overfaldet på mig, så er der kommet permanent bevogtning på mig. Vi har lært at leve med det. De, der står for det, er topprofessionelle og meget gode til, at det ikke er voldsomt synligt og mærkbart i det daglige. Det er selvfølgelig en pris at betale, men på den anden side er det så den pris, vi betaler her i landet, for at vores folkestyre stadig kan være åbent. Og at jeg som statsminister kan komme, hvor jeg vil, og gøre de samme ting, som jeg gjorde før. Det gør jeg også. Fuldstændig.