Nu har Brian Riemer fået det præcis, som han vil have det. Men der er stadig noget, han mangler

Nu har Brian Riemer fået det præcis, som han vil have det. Men der er stadig noget, han mangler

Den danske landstræner har fået opfyldt alle sine drømme om et liv med fodbold. Nu banker en anden drøm på – den om at få en familie.

Offentliggjort

BRIAN RIEMER KAN med overvældende klarhed forestille sig, at hans liv var blevet et helt andet. Han kan ligefrem se den mand for sig, den anden Brian Riemer. Som om han lever og ånder.

Han bor i et villahus i Albertslund, denne anden Brian Riemer, ikke så langt fra barndomshjemmet, hvor forældrene stadig bor. Han er gift med sin ungdomskæreste Marie, for i denne virkelighed er hun ikke gået fra ham efter syv års parforhold, fordi han er umulig at være sammen med, fordi han altid er til fodbold. 

I denne virkelighed kommer Brian Riemer nemlig hjem hver dag på et helt almindeligt tidspunkt, for han er lærer på Teglmoseskolen, hvor han selv gik. De har fået tre børn og to hunde, og nogle gange om ugen træner Brian Riemer børnenes fodboldhold, og i weekenden kører de afsted for at spille kamp. 

Når de kommer hjem, tænder han som regel op i grillen, og dertil laver han en af de franske saucer, han så godt kan lide at gå og hygge sig med.