Manden med leen har hvæsset og høstet med en selv for ham voldsom brutalitet i 2016. Han startede med David Bowie lige fra begyndelsen af januar, gik videre med Prince i april, så tog han drag queen-forsangeren fra Dead or Alive, Pete Burns, hammondorgel-virtuosen Ole Erling og fortsatte - indtil videre – med den syngende Dalai Lama, Leonard Cohen i sidste måned.
Det er bare nogle af de musikere, der er døde i år.
På stribe faldt også Mads Holger, Trille, Muhammed Ali, Anker Jørgensen, Umberto Eco, Johan Cruyff, Peter Brixtofte og Fidel Castro. En del af dem ”af naturlige årsager”, som det vist hedder, og som om det skulle være en trøst.
Det er bare en ejendomsmægler-eufemisme for at sige, at man i en fremskreden alder bliver ædt op af en aggressiv, ondsindet cancer i alle vitale organer. Andre af de døde i 2016 forsvandt desværre ”alt for tidligt”. Under alle omstændigheder føles det, som om der bliver tyndet systematisk ud i rækkerne for tiden.
Jeg nåede desværre aldrig at opleve Leonard Cohen, Ole Erling eller David Bowie live, men jeg nåede heldigvis at se Prince et par gange, den første, 1988 i Københavns Idrætspark er stadig den bedste koncert, jeg har været til. Den anden, Forum i 2011, er i top 5.
Og som om vi havde brug for det, blev vi igen blevet mindet om vores forgængelighed og livets korthed, da mestrene af Nordic Noir, Skandinaviens største band, Kent, søndag gik på scenen til deres egen begravelse i Forum.
Det var en bevægende aften for bandets tusindvis af danske fans, som er blevet voksne med de melankolske melodimestre fra Eskilstuna. Den fik heller ikke for lidt søndag aften. Forsangeren Jocke Berg holdt sin egen og bandets gravtale, og så ud som om han græd, og på den vildt og voldsomt visuelt imponerende bagskærm kørte videoer med børn, der var blevet til spøgelser, akkompagneret af det rituelle sidstenummer 'Mannen i den vita hatten (16 år senare)':
Och jag är dödsrädd för att dö. Men älskling vi ska alla en gång dö. Ja, vi ska alla en gång dö. Ja, vi ska alla en gång dö. Vi ska alla en gång dö.”
Tack som fan. Stærke sager. Kent stoppede på toppen. Det var smukt og storslået. (Undtagen for Ekstra Bladets førstehater, Thomas Treo, der har gjort det til sin levevej (?) at være et statsstøttet medies hus-troll. Dårlig Deo minder mig altid om en samspilsramt 10.klasses efterskoleelev, der kun har kapacitet til at høre Metallica og lige akkurat holder sig oprejst, så længe han kan mobbe det, han ikke forstår.)
Mens Kent har holdt et stabilt højt niveau lige til afskedsalbummet fra i år, er Pet Shop Boys et af de band, der på de fleste måder toppede for cirka 20-30 år siden. Men de er her endnu. Heldigvis.
Mandag aften stod Pet Shop Boys i Operaen. Jeg har som så mange andre holdt af Pet Shop Boys siden jeg hørte West End Girls første gang i radioen i 1985, men jeg har aldrig fået dem set live. Jeg er født i samme måned, som Beatles gik i opløsning, og for mig har synth-duoen Tennant og Lowe fra Pet Shop Boys altid været meget mere interessante og cool end guitar-tvillingerne Lennon og McCartney.
Efter at have set alle koryfæerne falde som dominobrikker den seneste tid, vidste jeg, at jeg skulle gøre det nu. ”Domino dancing, watch them all fall down,” som Pet Shop Boys sang på mesterværket Actually i 1986.
1985 til 1995 var åbenlyst Pet Shop Boys guldalder. Det er påfaldende så mange kunstnere, der har en ufattelig gylden periode på nogle ganske få år efterfulgt af 20-30 uinspirerede. Hvor meget jeg end holder af for eksempel D.A.D., Oasis, Depeche Mode, ja, næsten alle man kan komme på, så er det vist desværre altid den vej, det går.
Man prøver og prøver at høre deres senere ting, for vi vil så gerne, men det er bare ikke særlig godt. ’Spil nu bare de gamle numre,’ tænker vi, når vi er til koncert. Og kunstnerne ved det godt selv.
De er nødt til turnere med en setliste af hits fra de – maksimalt - første fire album. Alt fra senere album er akutte showstoppere, og det er svært at få publikum i gang igen.
Sådan var jeg også sikker på, det ville blive med Pet Shop Boys.
Når Pet Shop Boys er gode, er de virkelig gode. Operaen passer godt til dem. Der har altid været noget teatralsk over Pet Shop Boys, der af natur har søgt det dekadente og pompøse, forsøgt sig i musicalgenren og endda flirtet med klassiske kompositioner.
Pet Shop Boys er intelligent pop og måske borderline ufrivilligt selvparodiske,men har netop det beat og flow, som holder dem ørehængende og flydende, i modsætning til musical-sauce med strygere og operettesang. De har også altid været helt ude på kanten af avantgarde og skamløst poppede på samme tid.
Neil Tennants stemme er en anden væsentlig grund til, at Pet Shop Boys holder sig på den rigtige side af cool. Stemmen har – sammen med Chris Lowes klange og beats - altid været bandets kendetegn. Den kølige, let melankolske, observerende stemme virker sært opløftende, når han synger sine begavede tekster.
Ingen kan eksempelvis synge så diskret og dog så hjerteskærende om jalousi og hjertekvaler som Neil Tennant på Chris Lowes sprøde bund af synth. Som i So Hard om et ulige parforhold fra 1990:
I'm always hoping you'll be faithful
but you're not I suppose
We've both given up smoking 'cause it's fatal
so whose matches are those?
Manden, der startede som journalist på et af mediehistoriens mest succesrige magasiner i begyndelsen af 80erne, kan skrive tekster. Neil Tennant fra Newcastle droppede sit gode, faste arbejde som skribent på succesmagasinet Smash Hits, der i midten af 1980erne solgte svimlende afsindige 1 million eksemplarer hver eneste uge.
Han mødte makkeren Chris Lowe i en musikinstrumentbutik, og resten er pophistorie. Tennant kom selv på forsiden af Smash Hits og solgte over 50 millioner albums.
Nu er Smash Hits for længst lukket, og Pet Shop Boys’ salgstal er trods utrættelige, konstante udgivelser ikke i nærheden af gamle dage.
Det sjove er, at Pet Shop Boys ikke har tænkt sig at lefle for ”Spil nu noget vi kender-”typerne mandag aften i Operaen. Pet Shop Boys lægger ud med et epilepsifremkaldende stroboskoplysshow og deres allerseneste single The Pop Kids, og publikum elsker det. Det er endda anden aften i træk, at her er udsolgt.
Vi sidder dog endnu ned, men så hiver Pet Shop Boys hurtigt den gamle trumf In the Night fra midtfirserne op ad synthesizeren, og fra præcis dette øjeblik sidder ingen ned resten af aftenen. Selv om den næste time næsten udelukkende er sange fra den mindre hitprægede periode 1995 til i dag. Man skal her være opmærksom på, at der er tale om et meget nydeligt og patineret publikum, der bliver stående på benene og rocker igennem, så Operaen gynger fra gulvet og op på alle balkoner.
Pet Shop Boys, der selv er et par modne herrer på henholdsvis 61 og 56 år, giver – klædt i futuristiske sølvhjelme og sølvjakker - os alle de numre, der ikke er så kendte, men de giver dem i en bombende, pumpende pyroteknisk parade, som sparker benene væk under den sidste tvivler (mig). Bagkataloget fra 1985-95 er altså stærkere end de fleste andres.
De kunne have spillet alle de kendte, de kunne have kørt en hitparade, og der er da et par klassikere, som den 30 år gamle It’s A Sin, der har fået lov at være med, men langt flere af de senere sange med titler som Love Is a Bourgeois Construct, The Sodom and Gomorra Show. Og publikum elsker det.
Neil Tennant er den perfekte entertainer, aristokratisk og britisk, venlig, charmerende og helt sin egen. Han har altid været den udadvendte af de to synthpoppere. Den gådefulde tangenttroldmand Chris Lowe står som altid bag solbriller og kasket, ubevægelig, foran sin maskinpark midt på scenen.
Til sidst, da Operaen i forvejen er hypnotiseret, sætter Neil Tennant dødsstødet ind med en hitparade fra slutfirserne, og der er fællessang på Domino Dancing: ”Watch them all fall down”. Det er storladent og mageløst. Pet Shop Boys rammer noget helt særegent inden for musik.
Tennant kommer ind igen, nu i guldjakke, til ekstranummeret Always On My Mind, der lå nummer et i 1988. Det er en fest. Operaen er ét stort stopfyldt diskotek i primetime med alle på gulvet. Pet Shop Boys er hverken ringvrag eller døde.
Jeg er glad for, at jeg nåede at se de halvgamle Pet Shop Boys, som jeg altid har holdt meget af, om end på sådan en lidt fjern måde. Jeg har aldrig set nogen i en Pet Shop Boys-t-shirt, men det er måske, fordi jeg ikke færdes i de rigtige kredse.
Men måske er de her ikke så længe, og jeg har af bitter erfaring lært, at man skal huske at være der, når chancen er der. Jeg vil altid ærgre mig over, at jeg aldrig nåede at se The Smiths og The Ramones i virkeligheden.
Du er måske – ligesom jeg - også blevet ældre og befinder dig et andet og travlere sted i livet, end du var dengang du virkelig var åben over for musik. Men som en god ven sagde til mig efter Kent-koncerten i Forum:
”Man fortryder aldrig, at man kom til en begravelse.” Til gengæld kan man godt fortryde det, man ikke gjorde.
Og som Morrissey fra The Smiths sang i 1985:
(…)don't forget the songs
That made you cry
And the songs that saved your life
Yes, you're older now
And you're a clever swine
But they were the only ones who ever stood by you
Husk at se dine gamle favoritter, større eller mindre, inden de dør, hvis du kan. Måske er det sidste chance. Det er ikke alle, der som Kent, når at annoncere deres egen begravelse og spille til den.
Hvis dine favoritter er Rolling Stones, så bare glem det, jeg lige skrev. Rolling Stones vil altid være der.
P.S. Guns’N’Roses spiller i Parken den 27. juni 2017. De holder nok heller ikke evigt, trods en prisværdig diæt af Jack Daniel’s, Marlboro, groupies og coke (light).
LÆS OGSÅ: Hans første job som komiker var til en rocker-julefrokost: ”Stripperne slikkede risalamande af hinanden, og så var jeg på”
LÆS OGSÅ: 7 oversete serier du bør streame nu
LÆS OGSÅ: Se Justin Bieber smække en fan en knytnæve i ansigtet
