Henry og Pernille har skabt et af Frederiksbergs mest hypede spisesteder: ”Vi åbnede på et ekstremt skrabet budget”
Siden 2022 har parret Pernille Rosenbæk og Henry Stevens i deres købmandsbutik-skråstreg-café-skråstreg-bar bygget gastronomisk bro mellem land og by. Vi har mødt dem til en snak om deres madfilosofi, hvordan det er at arbejde tæt sammen med sin kæreste, og om hvad Auren´s Deli egentlig helt præcist er for et sted.
Pernille: ”Vi mødte hinanden, da vi begge arbejdede på Amass, den nu lukkede
Michelin-restaurant på Refshaleøen. Henry arbejdede som sommelier og tjener,
mens jeg havde et barselsvikariat i den administrative afdeling. Efter et års
tid blev vi et par, og så har vi været sammen lige siden.”
Hvornår opstod
idéen til Auren´s Deli?
Pernille: ”Vi har altid syntes, det var spændende at dyrke vores egne
grøntsager, og mens vi var på Amass, begyndte vi at tale med nogle af vores
venner om at finde et sted, hvor vi kunne dyrke grøntsager uden for byen. Vi
blev en del af et netværk af entusiastiske fødevareproducenter og restauratører
ved navn ’Muld’ og havde faktisk aftalt med et par, at vi skulle passe deres
gård, mens de var ude at rejse. På grund af pandemien blev det dog aldrig til
noget.
Men restauranten var
jo lukket, så vi tog ned til dem alligevel, og de tog imod os og lærte os alt
om at dyrke vores egne afgrøder. Lige så stille begyndte idéen om et sted at
tage form, men vi vidste ikke helt præcist, hvad vi gerne ville lave. Henry stoppede
på Amass og begyndte at arbejde på Pompette (vinbar på Nørrebro, red.) i
stedet, mens vi gik og tænkte over, hvordan det hele skulle udformes.”
Så hvordan lød tankerne dengang?
Henry: ”Vi vidste, at
vi gerne ville lave et sted, der var centreret omkring noget andet end fine
dining, og at der skulle være en bæredygtig synergi hele vejen rundt. At
vi gerne ville have et sted, hvor vi kendte vores gæster og kunne tale med dem
på ugentlig basis frem for én gang om året – eller have gæster, som vi aldrig
ville komme til at møde igen. Det handlede om at få skabt en hybrid mellem
vores serviceerfaring og vores nyfundne glæde ved at dyrke afgrøder selv.
At det blev på
Frederiksberg, var lidt af en tilfældighed. Vi havde faktisk kigget mest på
Nørrebro, for der boede vi selv dengang. Men da det her lokale kom op, passede
det bare perfekt til alle de krav, vi havde. Vi åbnede på et ekstremt skrabet
budget og udviklede både stedet og konceptet meget organisk hen ad vejen.
Pernille var på farmen og udviklede varerne, mens jeg var i butikken og
serverede og tilberedte dem. Men efter et år fandt vi ud af, at det set-up var
for hårdt. Vi følte, at projektet splittede os, og vi savnede hinanden, så
vi ændrede det lidt og begyndte i stedet at samarbejde med andre lokale
mikroproducenter. Vi gav servicedelen vores fulde opmærksomhed, for det er her,
vores kræfter er bedst givet ud.”
Annonse
Hvorfor valgte I
at kalde det ’Auren´s Deli’?
Pernille: ”Navnet er Henrys mors mellemnavn. Og så har det bare en rigtig god
klang. Det var også det første, vi blev enige om midt i alle vores uenigheder,
da vi skulle starte op. Ordet ’deli’ indkapsler vores lidt mærkelige blanding
af at være en butik, café og restaurant på samme tid.”
Henry: ”Vi tror i
øvrigt på, at et sted former navnet mere, end navnet former stedet, så vi brugte
ikke ret meget energi på det.”
Så når I sidder
til familiemiddag, og en uvidende bedstemor spørger: ’Hvad er Auren´s Deli for
et sted?’ Hvad siger I så?
Pernille: ”Min bedstemor var her for nylig, og hun syntes bare, det var så
spændende, at der skete alt muligt forskelligt. Jeg siger normalt bare til
hende, at det er et madsted, hvor man kan få lidt af hvert.”
Henry: ”Jeg kalder os
tit for en grønthandler og bar. Men vi er nok fem forskellige ting i én – det
er ikke til at komme udenom.”
I er jo blevet
berygtet for jeres retters æstetiske udtryk. Kan I ikke prøve at beskrive jeres
filosofi i forhold til mad helt generelt?
Henry: ”Vi har jo helt sikkert arvet nogle værdier fra vores tid på Amass, hvor
man gik helt utroligt meget op i at værdsætte sine råvarer og få alt, hvad man
kunne ud af dem. Amass var selvfølgelig langt mere teknikfokuseret. Her går vi
lige så meget op i råvarerne, men vores madlavning er helt lavpraktisk – meget,
meget simpel. Vi lader ingredienserne tale for sig selv.”
Pernille: ”Amass var
på et vildt niveau. Når en flaske vin havde stået, og isterningerne var
smeltet, blev vandet steriliseret og brugt til at gøre køkkenet rent. Vi
brugte ikke skraldeposer i skraldespandene, men rensede dem i stedet. Det var
både i forhold til at optimere med henblik på miljøet og økonomisk. Og når man
er oplært med det moralske kodeks, er det svært at gå tilbage. Det er meget,
meget svært at skabe en succesfuld lille restaurationsforretning i København,
og for os går det hele op i en højere enhed, når det lykkes os at kombinere de
to.”
Hvorfor tror I, at
I har fået succes med Auren´s Deli?
Annonse
Henry: ”Vi er ikke så gode til at rose os selv, så du får nok ikke et helt
klart svar. Men når det så er sagt, så bruger vi rigtig, rigtig meget tid
hernede. Det er et meget personligt projekt for os. Og det betyder jo nok
noget, at dem, der kommer her, kan se, hvor meget det betyder for os. Og at vi
arbejder hårdt. Og så kan vi simpelthen bare godt lide at servicere folk – det er i vores DNA.”
Hvor meget
arbejder I?
Pernille: ”Vi er her 4-5 dage om ugen, og så har vi jo også en masse
computerarbejde ud over det, som skal passes. Vi bor i en lille haveforening i
Brønshøj, som vi bruger det meste af vores fritid på at passe, pleje og dyrke
grøntsager i. Vi har et rimelig flydende skema, så alle der arbejder her, kan
både varetage at være tjener og kok. Så man tager den rolle på sig, som man har
lyst til på dagen. Og det er ikke, fordi vi prøver at være et fancy hippiested
uden et hierarki. Det er simpelthen bare, fordi vi alle sammen er dygtige nok
til det hele, og fordi vi stoler på hinanden og nyder, at der er variation i
vores dage.”
Hvad er det
hårdeste ved at drive Auren´s Deli?
Henry: ”Det er alle de ting, man ikke tænker over, at man også skal forholde
sig til, når man driver restauration. Alt det, som ikke indebærer
dag-til-dag-kontakten med gæsterne – for det er det, vi godt kan lide. Vi
troede, vi vidste, hvad vi gik ind til, men det er helt vildt, hvor meget
bureaukrati man skal forholde sig til. Der er ikke nogen guidebog til at åbne
et spisested, og man lærer så mange ting undervejs. Vi har virkelig fået en
nyfunden respekt for vores tidligere chefer. Og hatten af for alle, der åbner
spisesteder i København – for det er seriøst hårdt arbejde.”
Hvad er det
bedste?
Pernille: ”Jamen uden tvivl den energi, man får tilbage af at være her, møde
gæsterne, se når folk kommer tilbage. Og så har vi sådan et godt hold, som bare
gør det til en stor fornøjelse at være hernede sammen. Så menneskene hernede –
uanset om det er på den ene eller anden side af baren.”
Hvad er det
sværeste ved at arbejde sammen med sin kæreste?
Pernille: ”Vi stoler meget på hinandens dømmekraft, så vi har ikke noget
problem med at overlade ansvar til hinanden overhovedet.”
Henry: ”Det kræver
selvfølgelig, at vi er gode til at lytte til hinanden. Vi havde været sammen i
fem år, da vi åbnede Auren´s Deli, og de tre år, vi nu har haft her, har bragt
os langt tættere på hinanden, end de første fem år gjorde. Man bliver helt
utroligt tæt knyttet – på godt og ondt.”
Annonse
Snakker I meget
om, hvor Auren´s Deli skal hen i fremtiden?
Henry: ”Vi tager det meget år for år. Men vi har aldrig haft nogen ambitioner
om, at vi skulle lave flere butikker eller vokse på den måde. Vi sætter pris
på, at vi kan drive den her forretning og optimere og dreje på den og have en
rar hverdag her. Så behøver vi ikke så meget andet. Det skal ikke være større,
end at vi to føler, vi kan have dag-til-dag-kontrol over hele forretningen. Men
selvfølgelig har vi drømme. De er bare ret jordnære og handler fx mere om vores
udvalg og den måde, vi helt konkret gør tingene på i butikken. Den dag, vi
begynder at miste stamkunder, er den dag, vi begynder at overveje at lukke."
Seks hurtige til Henry og Pernille
Hvilke sko er de
bedste at arbejde i?
Pernille: ”Blundstones om vinteren, Birkenstock Bostons om sommeren.”
Henry: ”Blundstones eller Hoka. Og altid Paraboots om fredagen.”
Hvilke tre vinyler
spiller I mest på Auren´s Deli for tiden?
Henry: ”Noget med Townes Van Zandt, Scott Walker eller Lou Reed.”
Hvilket bord er
det bedste i byen?
Pernille: ”Generelt er vi meget sådan nogle, der sidder i baren. Måske ender det for
det meste sådan, fordi det ofte er rimelig spontant, når vi går ud og spiser.
De bedste barer finder man nok hos Circolo, Maison, Fojetta og Silberbauers.”
Hvad er jeres
vigtigste udstyr på Auren´s Deli?
Pernille: ”Skarpe knive er det vigtigste i ethvert køkken, og hos os har alle
faktisk deres egne.”
Henry: ”Ellers er det vores Ikea-induktionsblus, som er helt vildt
undervurderede. De er så gode, nemme at flytte rundt og nemme at gøre rene. Det
bedste, der nogensinde er kommet ud af Sverige.”
Det er svært at finde hverdagstøj til mænd, som har kant. Det hele er sgu meget navy og klassisk. Og det er jo et resultat af, at så mange mænd simpelthen klæder sig kedeligt, for at sige det lige ud.