oksemørbrad jensens bøfhus
"Pebersaucen til mørbraden havde trukket så meget skind under varmelampen, eller hvor den nu havde stået, at der ingen bølgegang var tilbage i den."

Anmeldelse: Jensens Bøfhus

Jensens Bøfhus har rebrandet sig, men de serverer stadig færgemad

Nyt koncept kan ikke skjule samlebåndsmadlavning på bøfrestauranten.

Der var høj muzak, da vi trådte ind på Jensens Bøfhus tæt på Hovedbanegården og kunne konstatere, at indretningsarkitekten bag rummets krasse røde, lilla og turkis farver, må være farveblind.

Det er let at grine ad bøfkædens dårlige smag. Men vi havde faktisk glædet os til en aften på Jensens Bøfhus. Jeg huskede kun svagt mit besøg på en af kædens filialer en gang i første halvdel af ’90’erne – ud over at det var til at betale af mine lommepenge - og så det som en lejlighed til udvidelse af horisonten.

Min kæreste derimod havde kære minder fra et Jensens Bøfhus i barndommens Roskilde, hvor det indimellem lykkedes hende at lokke sine forældre med.
Men virkeligheden stod ikke mål med erindringen. Lad os sige det sådan, at det ikke bliver os, der hjælper med at holde Jensens Bøfhus i live.

De sidste par år har koncernens i alt 46 restauranter i Danmark, Sverige og Norge lidt store tab, i en grad, så ledelsen har søgt økonomisk hjælp udefra. Foreløbig er det ikke lykkedes at finde en investor, der tror på, at det kan betale sig at sprøjte saltvand og kapital ind i det svækkede bøfimperium.

Palle Skov Jensen åbnede sin første restaurant i Herning i 1990, men det var fra starten grundlæggerens ide, at der – efter nordamerikansk kædetradition - skulle ligge et Jensens Bøfhus i alle større byer, der kunne tilbyde danskerne et uprætentiøst og rigeligt måltid serveret med et smil og til få penge.

Det marked sad han længe alene på, men de sidste par år har nye bøfkæder som Bones og Flammen med stor appetit ædt sig ind på territoriet. Desuden kom han i strid shitstorm, da koncernen gennem et sagsanlæg forhindrede Sæby-restauranten Jensens Fiskehus i at anvende Jensens-navnet. Danskerne stod virkelig op for den lille restauratør, og angiveligt har mange siden da boykottet Jensens Bøfhuse rundt om i Danmark.

Nu forsøger kæden med et nyt, med egne ord mere tidssvarende koncept. Ud over et nyt logo, der signalerer nye tider – mere texansk langhornskvæg, mindre bamsenuttet Hereford – bevæger menuen sig også i en mere voksen og urban retning, hvor man i stedet for bøf og salatbuffet søger at få folk til at spise henholdsvis én, to eller tre retter til en fast pris.

Forbilledet er Madklubben, der har haft stor succes med opskriften på tre retter for 200 kroner – det samme koster de på Jensens Bøfhus. Men ligesom på Madklubben er det svært at undgå tillæg, der bringer priserne højere op. Den oksemørbrad og den ribeye, vi valgte som hovedretter, kostede tilsammen 125 kroner oveni.

 

Jeg lagde ud med en Dark ’n’ Stormy, måltidets højdepunkt – der var ikke sparet på rommen, og ginger beer’en fra Fever Tree rev godt i ganen. Så kom forretterne, der var decideret uappetitlige.

Skiver af røget laks med alt for meget af det grå fedt, som kokke normalt skærer fra på grund af den ubehagelige, trannede smag, var viklet om minimale mængder af rygeost. Osten smagte mere af kønsløs smøreost end af røg. Garnituren var skiver af radise, stumper af salat og hvinende sursøde strimler af syltet fennikel. På toppen lå nogle uappetitlige, brunlige rødbedespirer, der skulle have været i skraldespanden for længe siden.

Min kæreste fik en skive gratineret gedeost serveret på en sød, ristet briochebolle, der overdøvede smagen af den lidt for tørre ost. Romaine-salaten nedenunder var træt og slatten, den havde nok stået klar i tallerkenen i køleskabet og kedet sig siden aftenens begyndelse. De iblandede æblebåde havde i hvert fald haft god tid til at trække rød farve fra deres selskab af smattede granatæblekerner, som ingen af os havde lyst til at smage på.

Kødet var ikke decideret dårligt. Jeg fik ribeyen, der ud over at være saftig ikke vil gå over i historien. Jeg havde bestilt den rød, men den var medium, og på trods af sine skarpt optrukne grillstreger, smagte den ikke det mindste af grill. Mest bare af salt og peber.

Ribeyen er på grund af sin fedtmarmorering en af de mest taknemmelige udskæringer at få til at smage af noget, men det virkede som om koen (kalven?) havde været på diæt.  Min ledsager havde valgt mørbraden, der smagte af lidt mere, men manglede noget af den mørhed, der er kødstykkets varemærke.

Garniturerne til begge retter virkede mestendels, som om de var ankommet halv – og helfærdige til restauranten i spande. Fritterne til ribeyen var melede som de kan være det, når de ikke er skåret af kartofler, men støbt af kogt kartoffelmasse.

 
Bearnaisen havde en forvirrende sødme, jeg aldrig har oplevet i den sauce før, og som jeg ikke håber danner mode. Sukkeret, der måske er tiltænkt børnefamilieklientellets yngste medlemmer, gik igen i pebersaucen til mørbraden, der havde trukket så meget skind under varmelampen, eller hvor den nu havde stået, at der ingen bølgegang var tilbage i den. Den lignede en chokolademousse i sin serveringsskål, og den smagte næsten lige så sødt.

Jensens Bøfhus har en Brunello di Montalcino på kortet til 450 kroner flasken. En fordelagtig pris, hvis Brunelloen er god, så jeg prøvede et glas for at se, om dét i sig selv kunne være grund til at anbefale restauranten. Men det smagte mest af garvesyren, som den er så rig på, og meget lidt af de noter af mørke bær og chokolade, der er med til at gøre den til en af Italiens mest efterspurgte rødvine.

Til dessert tog jeg en chokoladefondant, altså en varm chokoladekage med smeltende kerne. Konsistensen var der intet at udsætte på, og smagen var udmærket, selv om chokoladens bitterhed godt måtte have sat sig mere igennem for min skyld. Min kæreste gik i softicebuffeten og kom tilbage med noget, der smagte, som den slags gør. Den gled ned.

Vores regning endte på 720 for to gange tre retter, en drink, et glas vin og et glas appelsinjuice. En absolut rimelig pris på en hæderlig københavnsk restaurant.

Problemet er, at der er lige så meget kærlighed i madlavningen som på en færgeoverfart mellem Gedser og Rostock. Og så er det pludselig en del penge. På trods af opfordringen fra de søde tjenere, meldte vi os ikke ind i fordelsklubben Club Jensens.

LÆS OGSÅ: DM i toast: Skal du være Danmarks næste toastmaster?

LÆS OGSÅ: Sejt kød, varm vin og uforskammet betjening: Hvornår skal du klage på restauranten?

LÆS OGSÅ: Barchef: Der skal tequila i din drink til sommer