Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Møbler – få inspiration til boligindretningen

Siden 2. verdenskrigs afslutning har dansk møbeldesign været eftertragtet over det meste af verden. Men du behøver ikke nødvendigvis slå røven i Ægget eller læse i skæret fra en PH-lampe for at imponere venner og familie. 

Euroman går de klassiske danske designmøbler efter i sømmene, snakker med morgendagens stjerner og giver gode tips til boligindretningen.


vis
mere

Designermøbler satte Danmark på verdenskortet

1958 var et begivenhedsrigt år for dansk møbeldesign. Poul Henningsen sendte sin måske mest ikoniske lampe, Koglen, på gaden, og Arne Jacobsen påbegyndte sit arbejde med at designe SAS Royal Hotel i København. Selv bestikket i restauranten på 20. sal bærer den verdensberømte danske arkitekts aftryk, og da hotellet åbnede to år senere kunne gæsterne sætte sig i stolene Ægget og Svanen, som Arne Jacobsen havde designet til hotellet. Ægget var i øvrigt den første stol med en stærk indre skal af skum, og det unikke design blev hurtigt et eftertragtet møbel over det meste af verden.

Men 1958 var langt fra første eller sidste gang, danske designere gjorde sig bemærket. Efter 2. verdenskrigs afslutning i 1945 oplevede dansk møbeldesign et boom, som varede helt frem til 1970’erne og gjorde danske møbler kendte og eftertragtede over hele verden.
Dansk møbeldesigns guldalder blev anført af navne som Børge Mogensen, Finn Juhl, Hans Wegner, Poul Kjærholm, Verner Panton og Arne Jacobsen (ALT.dk), og selvom flere af deres værker har mere end et halvt århundrede på bagen, bliver de ved med at sælge. Særligt hans ikoniske stole som ‘Høvdingestolen’, ‘Knoglestolen’ og ‘Poeten’ går for adskillige hundredtusinde kroner, når de sættes på auktion.

Hvis du ligger inde med en masse penge, som du ikke aner, hvad du skal bruge på, kan du jo passende indrette boligen med en eller flere af disse klassikere:

Inspiration til boligindretning

At shoppe møbler med kæresten kan være en næsten traumatiserende oplevelse, og IKEA har dannet ramme for millioner af skænderier og lagt gulv til mindst lige så mange knuste indretningsdrømme. Men inden du begynder at fantasere om, at se din bedre halvdel blive kvalt i en portion köttbullar, så drop den deprimerende tur til det svenske varehus og sving i stedet dankortet i den nye H&M HOME-butik i København.

Savner du inspiration til boligindretningen og er villig til at gå op i en væsentlig højere prisklasse, kan du gå reklamemanden Roger Sterling fra tv-serien ‘Mad Men’ i beddene og investere i det kolde og tynde, hvide ‘Tullip bord’. Eller hvad med Bolias bøjede egetræsstol stol i Bend-serien, som med producenternes egne ord er ’det bedste håndværk og mest dristige udtryk, skandinavisk design kan byde på’.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Ikea, Stole, Design, Kanye West, Guide, Foto og Bolig