Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

James Bond - læs alt om agent 007 syv her

James Bond har scoret 58 damer, dræbt 405 skurke og drukket 302 drinks, siden han første gang dukkede op på det store lærred i 1962. Men hvad er egentlig historien bag verdens mest berømte spion?

Og hvordan ser fremtiden ud for James Bond, efter at Daniel Craig angiveligt har drukket sin sidste Martini, ‘shaken, not stirred’, i rollen som agent 007? Det kan du blive meget klogere på her på siden.


vis
mere

James Bond blev født på Jamaica

James Bond er nærmest synonym med England, men faktisk blev Agent 007 født flere tusinde kilometer væk fra det britiske kongerige i en bungalow på den caribiske ø Jamaica.

Året var 1952. Faderen hed Ian Fleming. Og fødselshjælperen var en turkisblå skrivemaskine, flankeret af et uudtømmeligt lager af cigaretter og kølige drinks. 

Den 43-årige engelske journalist Ian Fleming boede i sit sommerhus på Jamaica to måneder om året, når kulden i England blev for uudholdelig.

Huset hed ‘Goldeneye’ – opkaldt efter en mission, Ian Fleming planlagde, da han gjorde tjeneste i den britiske flådes efterretningstjeneste under Anden Verdenskrig.

Fleming havde længe drømt om at skrive en roman om en britisk spion, der var baseret på hans egne og kollegaernes oplevelser i efterretningstjenesten – tilsat eksotiske lokaliteter, sadistiske skurke, hæsblæsende action og smukke kvinder.

Titlen, ‘Casino Royale’, var allerede på plads, da Ian Fleming satte sig ned foran skrivemaskinen den 15. januar 1952. Det samme var navnet på den fiktive britiske spion. Bond. James Bond. Opkaldt efter noget så usexet som en amerikansk ornitolog, hvis bog om caribiske fugle Ian Fleming havde stående på sin reol.

James Bonds første spioneventyr udkom året efter i 1953. Og Ian Fleming gjorde sig ingen illusioner om, at have skabt en litterær klassiker. Han kaldte selv ‘Casino Royale’ for et “oafish (tåbeligt, red.) opus”, og de fleste kritikere var enige med ham.

Som det amerikanske magasin New Statesman skrev det i sin anmeldelse af romanen:

“James Bond exemplifies the sadism of a schoolboy bully, the mechanical two-dimensional sex-longings of a frustrated adolescent, and the crude, snob-cravings of a suburban adult.”

På trods af kritikernes nedsabling, blev James Bond hurtigt et fænomen - både i hjemlandet og i USA, hvor selveste præsident John F. Kennedy angiveligt havde bøgerne om den hemmelige agent til at ligge på natbordet i Det Hvide Hus.

Ian Fleming nåede at skrive 12 bøger og to novellesamlinger om James Bond, inden forfatteren døde af et hjertestop – godt hjulpet på vej af de 80 cigaretter og utallige  drinks, han kørte gennem systemet på daglig basis – i 1964, blot 56 år gammel.

På det tidspunkt var James Bond allerede gået fra litterær kioskbasker til filmstjerne i ‘Dr. No.’ (1962), ‘From Russia With Love’ (1963) og ‘Goldfinger’ (1964), der alle havde den skotskfødte skuespiller Sean Connery i hovedrollen som Agent 007.

Fremtidens James Bond

I dag spilles James Bond af Daniel Craig, den i alt sjette skuespiller med licens til at dræbe efter Sean Connery, George Lazenby, Roger Moore, Timothy Dalton og Pierce Brosnan.

De i alt 25 film (‘No time to Die’ fra 2020 som den seneste i skrivende stund) om James Bond har indspillet for svimlende 48 milliarder kroner på verdensplan (ikke justeret for inflation) og gjort James Bond til en af de mest elskede og genkendelige fiktive figurer nogensinde.

James Bond er blevet et modeikon og en reklamesøjle for Omega-ure. Og så har James Bond fået sit helt eget museum i Østrig.

Den seneste film om James Bond, ‘No time to Die’, bliver angiveligt også den sidste med Daniel Craig i hovedrollen.

Egentlig skulle den forrige film ‘Spectre’ have været Daniel Craigs svanesang. Da den udkom i 2016 udtalte den britiske skuespiller til magasinet TimeOut: “Lige nu ville jeg hellere skære mine håndled over end at spille Bond igen. Det er fint. Vi er færdige. Lige nu vil jeg bare gerne videre”.

Det lavede en løncheck på knap angiveligt en halv milliard kroner som bekendt om på, men efter ‘No time to Die’ skulle det endegyldigt være slut med James Bond for Daniel Craig.

Hvem der skal udfylde hans sko i fremtiden er stadig op til stor debat. Rygterne har gået på ‘Peaky Blinders’-stjernen Cillian Murphy, og flere har sågar spekuleret i, om James Bond skulle spilles af det modsatte køn.

I et nyt interview slår 007-produceren fast, at James Bond ikke bliver en kvinde.

Og det er ærlig talt dejligt at høre. For helt ærligt: det kan godt være, at James Bond er en mandschauvinistisk, selvoptaget og dybt alkoholiseret alfahan, som fremstår håbløs gammeldags. Men som James Bond selv udtrykker det i ‘Skyfall’: “Sometimes the old ways are the best”.