Søndag kl.
19.56
SLUTFLØJTET LYDER
PÅ Brøndby Stadion. Scenariet, som for mange aarhusianerne har været så godt
som utænkeligt, er nu virkelighed: AGF er danske mestre i fodbold.
Samtidig
bryder en euforisk stemning ud langs åen denne søndag aften, hvor det meste af Aarhus
har samlet sig. Glædestårerne får frit løb, og nu forstår man pludselig,
hvorfor byen har fået tilnavnet ’Smilets By’. Ikke siden Danmarks befrielse, må
Danmarks næststørste by have været så fulde af følelser, som tilfældet er her
til aften.
En far med
hjemmehæklet AGF-bøllehat kommer gående med sin søn på skuldrene.
”Det her skal
du huske i mange år,” fortæller han drengen.
Det vil nok
være en god idé, for et dansk mesterskab er ikke det, man typisk associerer med
Aarhus. Faktisk er det hele 40 år siden, at byen senest har vundet guld i
landets bedste fodboldrække. Det var før, at der overhovedet var noget, der hed
Superligaen. Og man fornemmer tydeligt, at det ikke er hverdagskost.
SAMMEN MED DET meste af byen har far og søn retning
mod Busgaden i centrum af Aarhus, hvor, man hvis man ikke var en af de 2.000
medrejsende fans, der befandt sig på Brøndby Stadion, kollektivt har besluttet
sig for, at aftenens fejring skal finde sted. Men hvad der så skal ske herfra,
virker ikke til at være så nøje planlagt.
”Jeg troede
virkelig ikke på det. Jeg var nødt til at skulle se det, før jeg troede på
det,” siger 32-årige Jonathan, iført AGF-trøje, da jeg møder ham kort efter
slutfløjt.
En anden fremmødt
husker tilbage til 2020, da AGF vandt bronzemedaljer, hvor folk hoppede ovenpå
byens busser. Det vil han også meget gerne prøve i aften, fortæller han. Men
Midttrafik har taget deres forbehold og lukket ned for al trafik på gaden fra
klokken 20 til 05.
En
menneskemængde på flere tusinde samler sig ved gaden, og i fællesråb udbrydes
der ”KÅ SÅ DE HVII’E”. Faktisk bliver der ikke råbt så meget andet denne aften,
men det lader også til at være et fællessprog, alle fremmødte kan forstå.
Folk hænger ud
fra vinduerne på de omkringliggende barer og lejlighedskomplekser. Nogle i bare
maver, andre med AGF-flag blafrende ud over de fremmødte fans.
En mand iført
guldhat og guldblazer træder ud på sin altan. Han har opstillet en Soundboks og
tilkoblet en mikrofon, og derfra begynder han at råbe hele gaden op med
AGF-slagsange, og (selvfølgelig, fristes man til at sige) Thomas Helmigs ’Malaga’,
som denne aften er at betegne som byens svar på nationalhymnen.
På altanen
over den guldbeklædte mand, står en venindegruppe iført AGF-trøjer. De må her
til aften finde sig i at møde tilråb som: ”Tis mig i hovedet, piger!”
61-ÅRIGE TRINE ANDERSEN har sammen med
sin mand taget turen i båd fra Randers for at opleve denne aften. Med hver
deres cerut i munden mingler de ind blandt de lykkelige aarhusianere.
Man forstår
hende godt. Selv var jeg kort inden slutfløjet på vej tilbage til København,
men da jeg kunne se, hvilken vej det gik, måtte jeg smide alt, jeg havde i
hænderne. Ikke fordi, at jeg på nogen måde har noget tilhørsforhold til Aarhus,
andet end at have studeret her i to år, men jeg måtte alligevel ikke gå glip af
det her. På samme måde har Trine Andersen det, og selvom hun normalt betragter
AGF som lidt af en rival, kan hun alligevel godt anerkende sejren.
Imens vi
snakker, har en række af de fremmødte fundet romerlys og fyrværkeri frem. Ved
Busgaden har 5.000 mennesker efterhånden samlet sig, den hvid-klædte
menneskemængde fortsætter så langt øjet rækker, og flere mennesker kommer til
som minutterne går.
Et par unge
teenagedrenge kravler skiftevis op i de omkringstående lygtepæle og træer, for
derefter at filme det på sin telefon og drikke en dåseøl, til stor jubel og
tilråb blandt de fremmødte. ”Jeg har galopperende hovedpine, men jeg er nødt
til at fortsætte,” siger den ene af drengene til sin ven, da han er kommet ned
fra lygtepælen.
På forhånd
havde jeg på fornemmelsen, at en guldfejring i Aarhus ville ende ud i kollektiv
folkefest af hidtil usete dimensioner. Byens fodboldfans bliver ofte hånet for
deres evige tro på fodboldholdet, der notorisk er kendt for aldrig rigtigt at
vinde noget. Landets medier har da også i de seneste dage været fyldt med
diverse AGF-fans, der fortæller om dets betydning. Michael ’Jøden’, som må
betegnes som en af byens største fans, sagde sågar i TV Avisen søndag morgen,
at byen vil eksplodere, hvis det skulle ende med sejr til AGF.
Man fristes
til at sige, at det er naturligt, når byen ikke har vundet et dansk mesterskab
i 40 år, at det resulterer i en fejring udover det sædvanlige, men jeg kan
heller ikke lade vær med at tænke, at meget bunder i det besynderlige kompleks
mellem mindreværd og storhedsvanvid, der hersker i befolkningens bevidsthed.
OMSIDER BEVISER AARHUSIANERNE, både over for dem selv og omverdenen,
at de er landets bedste til fodbold, og måske er det også grunden til, at der
lægges ekstra tryk på ”GODNAT, KØBENHAVN,” når føromtalte ’Malaga’ brager ud af
fra den guldbeklædte mands højtaler.
”Det her
betyder alt. Fodbold betyder alt. Jeg bliver så glad,” siger 27-årige Viktor,
da vi står foran McDonald’s ved Busgaden. Sammen med sine venner er han mødt op
for at fejre klubben, der betyder så meget for ham. Fælles er de da også blevet
enige om, at de nok tager sig en fridag i morgen.
Det samme gør
sig gældende for en anden AGF-fan, jeg møder et par minutter senere.
”Jeg har
aflyst alle mine planer i næste uge,” udbryder 24-årige Asbjørn, der til
dagligt arbejder i Billund Lufthavn.
Faktisk har han
allerede ringet til chefen og informerede ham om, at han ikke skal forvente at
se ham – hele den kommende uge. Hvilket chefen, ifølge Asbjørn, sagtens kunne
forstå.
”Det skal lige
gå op for mig, for jeg troede virkelig aldrig på det her,” siger han og
fortsætter: ”For GF (AGF, red.) plejer altid at smide det til sidst.”
Men i dag er
det altså en realitet for Asbjørn og resten af landets AGF-fans. Da han talte i
telefon med sin far tidligere på aftenen, var faderen grædefærdig. Det er det
største, der nogensinde er sket for ham og for Asbjørn, og, hvis man kigger
rundt i Busgaden, faktisk hele Aarhus.
Mandag kl.
6.20
Da jeg tidligt
mandag morgen bevæger mig igennem byen, er de sidste fans fortsat ikke taget
hjem. Busgaden er klædt i grønne emballager fra tomme Ceres-pilsnere, og
asfalten er klistret som gulvet på et provinsdisktotek.
Fire
teenagedrenge sidder på en bænk, og kan akkurat lige klemme de sidste strofer
ud af ’Malaga’. Spørgsmålet er, hvornår de rent faktisk har tænkt sig at lukke
øjnene i Aarhus, for umiddelbart lader det ikke til, at aarhusianerne har i
sinde at stoppe fejringen af det, der der må betegnes som byens største dag i
nyere tid.
