Martin Greis-Rosenthal har boet i et Tiny House med sin familie: ”Det er 17 kvadratmeter og kun lige nok plads til os alle fem og vores golden retriever”

Martin, i ’Over stregen’ spiller du Thomas, en hengiven far, hvis søn bliver mobbet. Hvad var det interessante ved den rolle for dig?

”Helt kort sagt, at Thomas elsker sin søn og desperat ønsker at gøre det rigtige, men at han ikke nødvendigvis ved, hvordan han kan hjælpe ham. Thomas skal også træffe nogle svære valg, som kan være på kanten af, hvad man ville kalde fornuftigt. 

Det faldt mig helt naturligt at spille den karakter, ligesom det har været med andre roller i min karriere, også selvom jeg, når jeg kigger tilbage, ofte ender med at spille en eller anden freak. Jeg har premiere på en stor produktion lige om lidt (’Vienna Game’, red.), hvor jeg spiller en dansk konge. 

For nylig var vi i München med hele holdet bag og så alle seks afsnit i rækkefølge. Og den rolle er bare bindegal! Altså som i fuldstændig vanvittig. Så måske gemmer der sig også et vanvid i mig? Privat er jeg dog nok en person, der minder mere om en af de fyre, der virkelig sætter pris på det simple i livet. Men sådan har det ikke altid været.”

Hvordan har det været tidligere?

”I en del år havde jeg et mål om, at alting skulle gøres til det maksimale. Jeg var rejst fra fjerde kartoffelrække på Sydfyn til København og havde et behov for at mærke, at jeg faktisk var ankommet – ikke kun geografisk. Tingene, jeg omgav mig med, blev markører for den bevægelse. 

Da jeg lige var færdiguddannet fra Statens Teaterskole, købte jeg en MG-sportsvogn. Det var en gammel drengedrøm, som pludselig kunne lade sig gøre, fordi jeg var blevet fastansat på Aarhus Teater. Jeg levede stadig stort set af pasta og ketchup, men bilen blev også en måde at sige til mig selv: ’Du har faktisk gennemført det her. Du er trådt ind i et andet liv.’” 

Gik det igen i flere dele af din tilværelse? 

”Ja. Så begyndte jeg på undervandsjagt og skulle have alt udstyret til det. Så skulle jeg have en ødegård i Sverige, for det havde man jo! Jeg skulle også have en løbende serie af dyre Audi’er i min indkørsel. Der var et arsenal af ting, der fulgte med for at kunne overbevise mig selv om, at jeg var lykkedes med livet.”

Hvornår opdagede du, hvad du var fanget i?

”Mens jeg gik på teaterskolen, så jeg ’Peer Gynt’ på Det Kongelige Teater med Nikolaj Lie Kaas. Der er en meget smuk scene, hvor Peer Gynt beskriver sig selv som et løg, som han skræller lag af. Og jo længere han kommer ind, desto mere forstår han, at der ikke er nogen kerne, fordi et løg kun består af lag. 

Allerede dengang blev jeg ramt af billedet med løget, men først da jeg indlæste teksten som lydbog sidste år, forstod jeg for alvor, hvorfor den ramte mig. Det handler om den bevægelse, jeg prøvede at beskrive ovenfor: først at bygge lagene op omkring sig selv for at kunne mærke, at man er kommet et sted hen – og senere begynde at spørge, hvor meget man egentlig behøver dem. 

Der var for mig helt klart en proces med at finde ud af, at jeg ikke har brug for alt det rundt om. Det var en stor befrielse, som jeg siden har forsøgt at leve efter.”

Er det bevidst, at du er begyndt at skære fedtet fra dit liv?

”Det tror jeg, ja. Jeg læste på et tidspunkt et interview med en gut, som havde mistet sit barn og blev skilt og var i en dyb eksistentiel krise, hvor han besluttede sig for, at han ikke ville have mere end 150 ting i sit liv.

Han var meget rigid omkring det og havde et excel-ark, hvor han havde sin liste med 150 ting, han måtte eje. Så hvis der sneg sig noget nyt ind, var der noget andet, der skulle ud. Den tankegang kunne jeg sgu meget godt lide. Og det har jeg taget til mig.”

Hvordan viser det sig nu?

”Vi bor i et dejligt hus tæt på Klampenborg, men hele sommeren boede vi som familie i vores lille Tiny House nede ved vandet lige neden for Strandvejen. Det er 17 kvadratmeter og der er kun lige nok plads til os alle fem og vores golden retriever. Alt har en funktion og sin faste plads. 

Vi har kun ét glas og én tallerken til hver. Toilettet er sådan et muldtoilet, hvor du kan tage den fineste gødning ud sidst på sæsonen og plante dine tomater i. Det lille hus er mit frirum. Det er også der, jeg går ned, når jeg skal indlæse lydbøger. Så sidder jeg med udsigt til vandet med en god kop kaffe og læser en god bog højt. Og får penge for det. Så er livet faktisk helt okay.”

’Over stregen’ handler ikke kun om mobning, men også om, hvordan man pludselig kan gå fra at være barn til at blive tvunget til at skulle tackle voksne problematikker. Har du selv oplevet, hvordan det er at skulle være voksen tidligt?

”Jeg startede min karriere som 10-årig i H.C. Andersen-festspillene i Odense i 1991. Jeg var den yngste skuespiller det år – og i mange år efter. Jeg husker, at der var et pres for at præstere, for der var 2.000 betalende publikummer hver aften. Så på den måde blev jeg sat i en voksen virkelighed tidligt i mit liv. 

Men det var først, da jeg landede i København som 18-årig og lige var kommet ind på skuespillerskolen – igen som den yngste – og pludselig sad der i en ny by i en lille toværelses lejlighed uden at have styr på en skid, at det slog mig: Hov, er det sådan her, det føles at være voksen? Der ramte det mig, efter jeg egentlig havde levet som en lille voksen i mange år.”

I ’Over stregen’ bliver drengen Martin, som spilles af Ejgil Riis Hansen, udsat for voldsom og fysisk mobning. Det er selvfølgelig skuespil, men var der alligevel en del af dig, der fik lyst til at beskytte ham?

”Ja, helt bestemt. Ejgil og jeg lænede os meget ind i hinanden i vores roller. Den symbiose, der opstod i de uger, hvor vi var nede og røre ved alt muligt i livet, der gør ondt, gav os en fælles sårbarhed over for hinanden, som vi kunne bruge når kameraet kørte. Men den rørte mig også på en måde, som jeg ikke er blevet rørt før under indspilningen af en film. 

Den allersidste optagelse foregår ude i en smuk bøgeskov, hvor Ejgil og jeg i rollerne som Martin og Thomas går og taler. Efterårsbladene falder, og det hele er meget filmisk. Så bliver der sagt tak, og lige dér kunne jeg mærke, hvor mange kræfter vi har brugt på at lave denne her film. 

Vi stod i et mærkeligt krydsfelt mellem at være vores roller som Thomas og Martin og at være os selv som Ejgil og Martin. Og dér begynder jeg bare at græde. Det var i ren taknemmelighed over, at Ejgil havde stolet på mig i alt det, vi havde været igennem. At vi var lykkedes med det.”