Hvorfor er det fedt at være livredder?

”Det er verdens fedeste job at arbejde på stranden og samtidig tjene penge på det. Man holder sig i god fysisk form og lærer en masse vand-skills. Det ender med at blive en livsstil. Folk bliver som regel hængende så længe, de kan. Man får venner for livet.”

Hvordan ved du om noget er leg eller alvor?

”Man risikovurderer hele tiden og holder øje med badegæster og vejrforhold, strøm, revlehuller, bølger og så videre. Det er ikke alle, der er ved at drukne, som plasker panisk med armene.

Ofte gør de slet ikke noget væsen af sig, men kæmper helt stille og roligt for at holde hovedet oven vande. De kan være svære at få øje på. Nogle gange kan folk have svært ved at komme ind på grund af strømmen, og så tager jeg rescueboardet ud for at høre, om de har brug for hjælp. I den situation kan nogle godt være lidt ærekære og sige, at de godt selv kan komme ind.

Også selvom det tager dem et kvarter mere. Så holder jeg bare øje med dem på vej ind.”

Hvordan ser en standard livredder-uniform ud? Taler vi Baywatch?

”Det er så langt fra sandheden, som man kan komme. Vores uniform består af gule og røde badeshorts og en uniformstop, som godt kan være med lange ærmer. Man skal være synlig, så ikke noget med små Speedos og bar overkrop. En livredder må heller ikke ligge og slikke sol.”

Scorer man som livredder?

”Man er mange timer på stranden, så muligheden foreligger. Jeg mødte min kæreste på stranden. Hun er i øvrigt også livredder. I løbet af sommeren afholder vi redningsøvelser, hvor man skal bjærge en i land og foretage genoplivningstræning med en dukke på stranden. En dag lavede vi en øvelse, hvor jeg skulle spille nødlidende strandgæst. Hun var med til at få mig i land. hun er min drømmepige.” 


Livredderøvelse på Woolamai  Beach i Australien.

Hvad er den farligste strand, du har arbejdet på?

”Woolamai Beach i Australien. Det er en stor surfstrand med enorme bølger syd for Melbourne. Der kunne ryge femten badegæster til havs på en gang, hvis en stor bølge kom ind og fangede folk på revlerne. Det første år havde vi rigtigt travlt, vi havde hundrede redninger i løbet af en måned. Når man efter sådan en dag får en øl sammen med sine kollegaer, og ser solen gå ned, så har man en følelse af, at det giver mening at gøre det her. Man kan blive helt høj af det.”

Hvad har været din vildeste redning?

”Vi skulle engang redde en mand ind på Woolamai Beach, men bølgerne var så høje, at vi måtte vente, til de brækkede, før vi kunne komme ud til ham. Da vi endelig nåede ud til ham mellem to breaks, kunne vi ikke få ham op i båden. Han var smurt ind i solcreme og smuttede hele tiden ud mellem hænderne på os.

Vi begyndte at være lidt pressede, og han var selv ret udmattet. Den eneste måde at få ham ombord på var ved at hive fat i hans hår og badebukser. Han var glad trods behandlingen. Det er det, jeg bedst kan lide ved at være livredder. Man ved aldrig helt, hvad der venter en”. 

Faktak: Martin Sigsgaard Jørgensen
34 år, er uddannet kystlivredder og underviser i livredning hos TrygFonden Kystlivredning. Han har en BA i erhvervsøkonomi og engelsk, samt professionsbachelor i fysioterapi. Martin er under uddannelse til ambulanceredder og er medejer af firmaet Board:Up North.

LÆS OGSÅ: Gennem is, sprut og blæst: De farverigeste (og ømmeste) punkter på Kronprins Frederiks rejse mod de 50 år

LÆS OGSÅ: Ny videoserie på Euroman: Følg mountainbikeren Frederik Leth rundt i Europa

LÆS OGSÅ: Sådan går det med… Laid Back