Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

FCK - læs alt om den Københavnske storklub her


vis
mere

FCK - opbygningen af et storhold

Få dage efter det danske landshold tog fusen på de magtfulde tyskere og sensationelt vandt guld ved Europamesterskaberne i 1992, fusionerede klubberne  KB af 1876 og B 1903 sammen til F.C. København - i folkemunde slet og ret kendt som FCK.

Men den overraskende landsholdssucces ved europamesterskaberne smittede ikke af på den nye københavnske storklub til at begynde med. 

Efter at have fået sølv i ligaen i sin anden sæson, gik FCK ind i en forfærdelig periode. Fra 1995 til 2000 rodede FCK rundt som nr 6-8 i superligatabellen. Eneste lyspunkt i den periode kom i 1998, da fodboldklubben vandt bronze.

Året før var erhvervsmanden Flemming Østergaard trådt til som administrerende direktør i FC København A/S. Og Don Ø, som Flemming Østergaard hurtigt blev kendt blandt fans og senere i medierne, skulle varsle nye tider for den hårdt prøvede fodboldklub.

Den 10. november 1998 foretog Flemming Østergaard det største spillerindkøb i dansk fodbold i nyere tid, da han hentede Brian Laudrup ind fra Chelsea F.C. Brian Laudrup var træt af at spille i udlandet og ville hjem til Danmark.

FCK endte med at punge 1,2 millioner pund ud for den danske verdensstjerne. Men selvom købet i sidste ende blev en fiasko – Brian Laudrup forlod FCK til fordel for Ajax Amsterdam i Holland efter blot 12 kampe – viste det omverdenen, at de københavnske løver i FCK var klar til at bide skeer med de store drenge.

I dag er det svært at forestille sig den modgang FCK oplevede de første år af klubbens historie. I perioden fra 2001 til 2019 har FCK vundet 11 guldmedaljer, fem sølvmedaljer og én bronzemedalje i Superligaen.

Klubben har også spillet med om Champions League-trofæet fire gange. Første gang var i 2007. Dengang syntes klubbens bestyrelsesformand Flemming Østergaard at stå på toppen af verden.

På en liste fra Bloomberg var FCK blevet udnævnt til verdens dyreste børsnoterede fodboldklub og ud over den historiske kvalificering til Champions League var klubben også på vej mod endnu et mesterskab i overlegen stil.

Tre år senere i august 2011 sigtede statsadvokaten Parken Sport & Entertainment for kursmanipulation i 2007 og 2008. Hovedpersonerne i sagen var Flemming Østergaard og tidligere direktør Jørgen Glistrup.

I 2013 rejste bagmandspolitiet tiltale mod Parken og de to tidligere topchefer i selskabet. Sagen begyndte i Københavns Byret i december 2014, hvor Østergaard og Glistrup begge blev kendt skyldige og ikendt henholdsvis fire og seks måneder fængsel.

I 2017 satte Østre Landsret punktum for sagen. Begge mænd blev idømt halvandet års ubetinget fængsel. Østergaard fik konfiskeret et udbytte på ni millioner kroner, Glistrup et udbytte på 800.000 kroner.

Euroman går bag om FCK-bossens storhed og fald i denne artikel, og i et stort portræt af Don Ø taler vi med den nu detroniserede konge af FCK.

“Jeg savner at være sammen med spillerne, og jeg savner busturene og rejserne med holdet”, afslører Don Ø i samtalen med Euroman’s Jonas Langvad Nilsson.

I dag kan Flemming Østergaard gå til fodbold i Parken lige som alle andre. Men VIP-logen bag det matterede glas har han ikke adgang til. Tager han til kamp i Parken i 2019/2020-sæsonen kan han opleve det mest omtalte indkøb, FCK har gjort i lang tid: Niklas Bendtner.

Dansk fodbolds enfant terrible sluttede sig til FCK under stort ståhej under dette års transfervindue. Og nyheden om Nicklas Bendtners overraskende skifte til FCK gik ikke stille for sig på Twitter. Euroman har samlet de bedste og sjoveste reaktioner på skiftet her.

Hvorvidt Niklas Bendtner kan hjælpe FCK med at genvinde titlen som danske mestre og føre klubben til succes i Europa, vil tiden vise.