Flemming Østergaard: "Jeg savner at være sammen med spillerne"
Flemming Østergaard: "Jeg savner at være sammen med spillerne"
Du kan høre hele artiklen læst op her.
Flemming Østergaard rejser sig og klapper, som han har for vane, når han har set noget smukt. I et hjørne af banen har de hvidblusede spillere samlet sig i en klynge. De knytter næverne, omfavner hinanden, mens målmanden roder efter bolden i netmaskerne.
Flemming Østergaard står i sin blå dynejakke i den isnende blæst og betragter spillerne. Han klemmer øjnene sammen, smiler for sig selv, men siger ikke noget. Han har prøvet det meste, set det meste, på dette stadion. Han husker sejrene og mesterskaberne og lykkerusen i omklædningsrummet. Han husker nederlagene, skuffelserne og de små forbandede tilfældigheder, der afgør en virksomhed og et menneskes skæbne.
Han vender sig rundt og får øjenkontakt med en af de andre tilskuere, en fyr i 40’erne, der nikker tilbage med et smil og en opretstående tommelfinger. Han har ikke glemt Flemming Østergaard, manden, der skabte F.C. København og Parken. Det var dengang, længe inden finanskrisen, retssagen og fængselsdommen, dengang Flemming Østergaard var kendt for sin kontante facon og store visioner.
Til en hjemmekamp i Parken ankom han i en åben Porsche ud fra princippet om, at den, der larmer mest, sælger flest billetter. Til en kamp på udebane mod Ikast ankom han bag rattet af en traktor, som en venlig hilsen til alle bønderne. Hos F.C. København arbejdede man ud fra det motto, at det var bedre, at to danskere hadede klubben, og at én elskede den, end at tre var ligeglade.
Lige så brutal Flemming Østergaard kunne være som chef, lige så overstrømmende fuld af følelser var han, når han løb ned på banen og omfavnede spillerne. Når han bagefter takkede dem for indsatsen, knækkede stemmen, og han måtte tørre en tåre væk fra øjenkrogen. Tabte F.C. København i sidste minut, var Flemming Østergaard den første til at trøste. Han opfordrede alle til at komme videre og se fremad mod næste kamp. Han krævede, at FCK-spillerne gik hen og hilste på deres fans, selv om de mest havde lyst til at gå direkte ud i omklædningsrummet. Han forlangte, at spillerne sagde tak for kampen til dommeren, selv om han var både blind og døv.
En søndag eftermiddag i marts 2019 ligner dagens modstander fra Hobro en overkommelig opgave for F.C. København. I pausen har en fyr med FCK-halstørklæde fået øje på Flemming Østergaard, der står i kø til en kop varm kakao. Fyren kommer hen med fremstrakt hånd og siger tak til Østergaard for alt det, han udrettede som direktør for klubben og bestyrelsesformand for Parken Sport & Entertainment. Flemming Østergaard lå dengang på toppen af listerne som en af landets mest magtfulde forretningsmænd på niveau med ledere fra A.P. Møller, Novo Nordisk og Carlsberg.
Han var så ombejlet, at han fik sit eget program på TV3.
I ’Kontrakten med Don Ø’, som var inspireret af ’The Apprentice’ med den daværende ejendomsmatador Donald Trump, kunne ansøgerne vinde en stilling som underdirektør i Parken Sport & Entertainment. Flemming Østergaard vurderede ansøgerne i en slagfærdig tone som i et skydetelt på Dyrehavsbakken. En ansøger havde den ene hånd i lommen, da han sagde goddag til Østergaard og blev fyret på stedet for dårlige manerer.
Programmets hovedperson var skuffet over ansøgerfeltet. Han mente, at kandidaterne trængte til at ’få fingeren ud af gaskammeret.’
Når der var fodbold, koncert, boksekamp eller Melodi Grand Prix i Parken, tog Flemming Østergaard imod gæsterne på den røde løber. Hvis ministre og tv-værter kom for sent og afbrød ham midt i sin velkomsttale, fik de en påtale. Glemte de at melde afbud, fik de besked om, at de ville blive taget af VIP-listen, hvis det skete igen.
Da Flemming Østergaard søger tilbage mod sin plads på hovedtribunen, stoppes han af en tilskuer, som er på vej mod toilettet. Han klapper Flemming Østergaard på skulderen og spørger med en snert af bekymring i stemmen, hvordan han går og har det. Flemming Østergaard nikker og svarer, at det går bedre.
Andre holder afstand. De registrerer ham i menneskemængden, men de siger ikke noget. Måske ved de ikke, hvad de skal mene om Flemming Østergaard efter alt det, de har læst om ham. Andre er ikke i tvivl. På dette stadion en søndag i marts findes der mennesker, som er vrede på Flemming Østergaard. De mener, at han tager æren for alt det gode, der er at fortælle om F.C. København, mens han i realiteten forlod en virksomhed i store økonomiske problemer.
Selv siger han, at han er uden skyld, og at finanskrisen er årsag til underskuddet. Det var under finanskrisen, at selskabets største aktionær gik konkurs, og hans aktier blev sat til salg. Flemming Østergaard forlod virksomheden i 2010.
Helt sådan ser Parkens storaktionær, rigmanden Erik Skjærbæk, ikke på sagen. Luften mellem Skjærbæk og Østergaard har alle dage været kølig. Skjærbæk mener, at Østergaard og resten af den tidligere bestyrelse har formøblet millioner af kroner og gældsat Parken:
”Jeg får kvalme, når jeg hører eller læser Flemming Østergaard skamrose sig selv,” har Skjærbæk sagt til Børsen.
Hertil svarer Flemming Østergaard: ”Jeg får ikke alene kvalme, men ryster på hovedet, når jeg læser Erik Skjærbæks synspunkter.”
Østergaard siger, at der ikke er foregået noget kritisabelt i hans tid som bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment.
Senere kom retssagen. I 2011 blev han af Bagmandspolitiet sigtet for som daværende bestyrelsesformand at have tilskyndet Parkens daværende direktør Jørgen Glistrup til at købe Parken-aktier for at holde kursen kunstigt højt oppe. Sagen mod de to mænd var lang og kompliceret. I byretten blev Glistrup idømt seks måneders ubetinget fængsel. Østergaard fik fire måneders ubetinget fængsel. De erklærede sig begge uskyldige og appellerede dommen. I 2017 satte Østre Landsret punktum for sagen. Begge mænd blev idømt halvandet års ubetinget fængsel. Østergaard fik konfiskeret et udbytte på ni millioner kroner, Glistrup et udbytte på 800.000 kroner.
I dag kan Flemming Østergaard gå til fodbold i Parken lige som alle andre. Men VIP-logen bag det matterede glas har han ikke adgang til. Da han forlod klubben for ni år siden, fik han status af æresmedlem med visse privilegier: egen parkeringsplads til sin Mercedes, ret til betalte fodboldture i udlandet og adgang til alle kampe og koncerter og spisning i Don Ø-lounge. Aftalen blev underskrevet af bestyrelsesformanden og den administrerende direktør. Men da klubbens storaktionær Erik Skjærbæk hørte om aftalen med Flemming Østergaard, var han alt andet end begejstret. På den baggrund blev Østergaards titel af æresmedlem annulleret.
Da F.C. København fyldte 25 år i 2017, blev det fejret med et stort anlagt jubilæumsshow i Cirkusbygningen. En FCK-medarbejder og en kendt tv-personlighed var værter for showet, der hyldede trænere, spillere og ledere og fortalte historien om klubben, der i skrivende stund har vundet 12 danmarksmesterskaber og sparket døren ind til Champions League, en bedrift, der før i tiden blev betragtet som uhørt for et dansk klubhold. Showet varede flere timer. Arrangørerne nævnte ikke Flemming Østergaards navn en eneste gang.
I dag må Flemming Østergaard nøjes med at gå til fodboldkamp som andre tilskuere.
Savner du det?
Han tænker lidt.
”Hvordan skal jeg udtrykke det … jeg savner at være sammen med spillerne, og jeg savner busturene og rejserne med holdet. Og jeg savner glæden ved at komme i Lalandia og se de mange glade mennesker, som takkede os for at bygge badelandet i Billund.”
Sidder du nogensinde og tænker for dig selv, når du kigger ud over stadion, at alt dette har du været med til at skabe?
”Jeg sidder ikke og tænker det. Jeg ved det.”
Selvfølgelig, undskyld.
”Ja, det er da det dummeste spørgsmål, jeg har hørt længe.”
Han smiler uden at skille tænderne.
Jeg har efterhånden tilbragt noget tid sammen med Flemming Østergaard. Jeg har mødt ham ved flere lejligheder de seneste måneder. Jeg har set en mand, som skaber reaktioner næsten uanset, hvor han befinder sig. Denne søndag i Parken er han i bedre humør, end jeg har set ham længe. Han har weekendfri fra Pension Engelsborg, det åbne fængsel i Lyngby, hvor han har boet i ni måneder.
Han har et plaster på næsen, fordi han de seneste par måneder har gået til behandling for kræft i næsen. Han har været ramt af bivirkningerne fra strålebehandlingen. Men nu mærker han tegn på fremskridt.
Der er også sket noget andet. Flemming Østergaard har fået besked fra Kriminalforsorgen om, at han halvvejs igennem strafafsoningen bliver prøveløsladt om kort tid, i slutningen af marts 2019. Snart er han herre over sin egen tid.
Han læner sig ind og siger det, så ingen andre kan høre det.
”Jeg kommer ud om fem dage.”
Efter kampen, der ender 3-1 til hjemmeholdet, tømmes stadion for mennesker. Et par fyre mener at have set erhvervsmanden Lars Seier Christensen, klubbens nye storaktionær, forlade stadion som en af de første. Nu går snakken blandt klubbens fans om den nye rigmand, og om han egentlig interesserer sig for fodbold.
Flemming Østergaard går ud for at finde sin bil. Han blinker ud og sætter kurs hjem mod villaen i Skodsborg. I morgen tidlig møder han ind på Engelsborg og tager hul på den sidste uge af sin afsoning. Fem dage mere, så kan han sætte et punktum. Og finde ud af, hvad han skal bruge resten af sit liv på.
Pension Engelsborg ligger tilbagetrukket på en stille villavej i Lyngby. Den hvidkalkede villabygning fungerer som åbent fængsel for cirka 20 mænd og kvinder, der afsoner den sidste del af deres straf. Pensionens socialrådgivere hjælper de indsatte med at finde et arbejde eller en praktikplads og med at vende tilbage til det samfund, de engang var en del af.
Det er på Pension Engelsborg, jeg første gang træffer Flemming Østergaard, en eftermiddag i november 2018.
”Kom inden for,” siger han og åbner døren. Værelset er på størrelse med et kollegieværelse, med tekøkken og adgang til toilet og badeværelse. Han er i afslappet tøj, sweater og joggingbukser. Han afsoner på fængselsvilkår, hvilket betyder, at han dagligt har fri halvanden time til at gå på indkøb. Hver tredje weekend holder han fri og tager hjem til villaen i Skovshoved.
Det meste af denne formiddag i november har han arbejdet ved skrivebordet med computeren tændt. Han trækker en stol frem til sin gæst. På bordet står kaffe og en dåse med småkager.
Flemming Østergaard har afsonet siden juni 2018. Da han flyttede ind på sit værelse, gjorde han, som han altid har gjort. Han indrettede sig efter omstændighederne og besluttede sig for at få det bedste ud af situationen.
Efter få dage havde han installeret sig med computer, kopimaskine, arkivskab, ægte tæpper på gulvet og friske blomster i vindueskarmen. På bogreolen står flere eksemplarer af de biografer, der er skrevet om ham, så han kan give sine gæster en bog med en håndskrevet hilsen.
På væggen hænger indrammede fotos og avisspisesedler fra årene i Parken. I midten af det hele, omgivet af spillere, forretningsforbindelser og danske og internationale berømtheder, står Flemming Østergaard, postbuddets søn fra Ordrup, der tog den hele vejen til tops, med Frank Sinatras ’My way’ som ringetone på mobilen.
Når venner og forretningsforbindelser og tidligere ansatte besøger Flemming Østergaard på hans værelse på Engelsborg, tænker de, at selv om han er blevet ældre, forholdene mindre og tiden en anden, så har han indrettet sig nøjagtig som dengang, han var kongen af dansk fodbold, og man kunne træffe ham på hjørnekontoret i Parken med udsigt til Øster Allé.
Selv om der har været mere stille om Flemming Østergaard de seneste år, er han ikke færdig. Han står op klokken syv om morgenen, reder sengen og tager fat på arbejdsdagen på sit værelse på Pension Engelsborg.
De første timer går med at besvare mails fra Kina og USA. I frokostpausen læser han danske og internationale aviser. Han er bestyrelsesmedlem i fem-seks danske og internationale selskaber og får løbende tilbud om at indtræde i flere.
Efter dommen i 2017 trak han sig frivilligt fra en række selskaber, fordi han ikke ville risikere, at balladen om Parken ville forstyrre arbejdet og give dårlig presse. Flere af bestyrelserne sagde, at de fortsat gerne ville arbejde med ham og trække på hans viden om management og marketing.
Flemming Østergaard er bestyrelsesmedlem i blandt andet Albatros Rejser, Thura Film og Opel Film. Han har et nært forhold til USA, hvor han har rejst og arbejdet. I Florida er han rådgiver for selskabet Paula Black Ltd., der hjælper sine advokatkunder med at reklamere mere effektivt.
”Selv om der er flere advokater, end der er rotter i Amerika, så er der mange, der ikke forstår, hvordan de skal markedsføre sig,” siger Flemming Østergaard.
På andre tidspunkter taler han med unge mennesker, som håber, at han vil hjælpe med at udstikke en kurs for deres karriere. En af dem, Østergaard er mentor for, er den marokkanskfødte iværksætter og debattør Soulaima Gourani, der kom til Danmark som spæd og flyttede hjemmefra som 13-årig.
Flemming Østergaard har en evne til at lytte, som er usædvanlig for mennesker, der har oplevet ekstrem berømmelse og gennem mange år har vænnet sig til at være centrum for andres opmærksomhed. Hans facon er direkte og indimellem brysk, hvis han finder det nødvendigt, men med noget kammeratligt neden under, som antyder, at han har tillid til, at man kan tåle det. Folk, der kender ham, beskriver ham som usnobbet, selv om han er mangemillionær, og det er muligvis den kombination, der har givet ham en folkelig gennemslagskraft på niveau med Simon Spies.
Han roder i en bunke med papirer på skrivebordet og finder en e-mail, han har printet ud. I brevet takker en FCK-fan ham for de mange gode stunder i klubbens historie. Flemming Østergaard får ugentligt mellem 30 og 40 hilsener af den slags, siger han. Til jul og ved sin fødselsdag fik han omkring 1.500 mails og telefonbeskeder, ikke kun fra fodboldfans, men også fra tidligere ansatte og forretningsforbindelser.
Du kender det præcise tal?
”Jeg tæller dem.”
Der kommer også breve fra folk, som ikke er fans af Flemming Østergaard. De lader forstå, at han med fængselsdommen har fået som fortjent. Selv siger han, at den slags beskeder tager han sig ikke af. Hører han kommentarer fra folk på gaden, glider han af med en munter bemærkning.
En lørdag i november 2018 blev han inviteret på middag i Hellerup Klub på Strandvejen af otte tidligere erhvervsledere. Flemming Østergaard var kort forinden fyldt 75 år.
I en venskabeligt drillende tone spurgte mændene ham, hvordan det føltes at fejre sin fødselsdag ’sammen med alle forbryderne.’ Flemming Østergaard svarede uden betænkningstid: ’Det er der ikke noget nyt i. Jeg har da også holdt fødselsdag med jer.’
Flemming Ammentorp Østergaard
Født 31. oktober 1943, voksede op i Ordrup med sine forældre og lillesøster Jytte. Han blev uddannet fondsbørsvekselerer i 1968. Han har været adm. direktør og bestyrelsesformand i danske og internationale virksomheder. Han grundlagde sin første virksomhed, FØMA kontorsystemer, i 1971. Efter et alvorligt uheld i 1986, hvor han blev ramt af en bil på Strandvejen og gennemgik en langvarig genoptræning, stoppede han sin internationale karriere og grundlagde Kinnarps Kontormøbler i 1988.
Han gik ind som aktionær i Lyngby Boldklub, og senere, i 1997, blev han adm. direktør i F.C. København. I 2002 blev han bestyrelsesformand for F.C. København og Parken Sport & Entertainment, et underholdningskonglomerat, der arrangerer sportsbegivenheder, ejer fitnesskæden fitness.dk og Lalandia i Rødby og Billund.
I 2010 stoppede han som bestyrelsesmedlem i Parken Sport & Entertainment. I 2015 blev Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup dømt i byretten for kursmanipulation med Parken-aktien i 2007-08. Dommen lød, at Østergaard havde tilskyndet Glistrup til systematisk at købe Parken-aktier for at presse kursen op. De ankede begge. I 2017 blev både Østergaard og Glistrup i Østre Landsret idømt 18 måneders ubetinget fængsel.
Flemming Østergaard er gift med Inge, som han mødte i 6. klasse på Skovshoved Skole i 1959. Parret har to sønner, Peter Ammentorp Østergaard og Nikolaj Ammentorp Østergaard. Peter er handelsuddannet, desuden har han trænerlicens fra DBU og er coach på New England University. Han bor med sin familie i delstaten Maine og er amerikansk statsborger. Nikolaj er uddannet revisor og handelsmand. Han bor i Hellerup og har med sin kone blandt andet agenturet på en række internationale mode-mærker.
Flemming Østergaard har fem børnebørn.
En dag sad Flemming Østergaard ved sit skrivebord og arbejdede på sit værelse på Engelsborg, da det bankede på døren. Uden for stod en mand, der trængte til at snakke. Flemming Østergaard bød ham inden for og trak en stol frem. Det viste sig, at manden afsonede en dom for en bilulykke, der kostede et ungt menneske livet.
Bilisten angrede sin forseelse. I en kontant tone opfordrede Flemming Østergaard manden til at leve efter de principper, han selv lever efter: Lad være med at dvæle ved fortiden og alt det, du alligevel ikke kan ændre. Skyd ikke skylden på andre. Tag styring på dit liv. Se fremad, menneske. Gæsten takkede for samtalen og forlod Flemming Østergaards værelse i bedre humør, end da han var kommet.
Snart gik rygtet blandt de indsatte, at man efter forudgående aftale kunne få en samtale med Flemming Østergaard. Dagligt bankede det på døren, og de følgende måneder fik han et indblik i de andre beboeres liv og i en verden, han ikke havde mødt før. Han hørte historier om ødelagte familier, om uretfærdige skæbner og dårlige valg. Indimellem tørrede han en tåre væk fra øjenkrogen.
Flemming Østergaard mener, at alle mennesker fortjener en chance, selv om de har pisset ved siden af potten. Han har i flere tilfælde trukket på sit netværk og lagt et ord ind for fanger, som søger et job efter afsoningen.
Men der er visse ting, han ikke tolererer. Overhører han indsatte tale grimt til hinanden, påtaler han det straks. På Pension Engelsborg står der respekt om Flemming Østergaard. De andre indsatte kalder ham ’den gamle’.
Da Flemming Østergaard fyldte 75 i oktober sidste år, så han ikke nogen grund til at aflyse sin fødselsdag, selv om han sad i fængsel. Han hyrede en af de andre indsatte, en kok, til at gå i byen og købe ind til en treretters menu. Middagen var planlagt til klokken 18, og det var lidt af en udfordring, for på det tidspunkt havde mange indsatte fri og var hjemme hos deres familie, inden de skulle møde ind igen på pensionen klokken 23.
Flemming Østergaard anede ikke, hvor mange der ville deltage. Men da middagen skulle begynde, var næsten alle 20 indsatte mødt op.
Flemming Østergaard takkede for fremmødet og holdt en lille tale. Han kiggede rundt på gæsterne: ’En ting kan jeg love jer. Hvis jeg ser jer igen under de her omstændigheder, så får I røvfuld.’ Han pegede på en stor, veltrænet fyr: ’Det gælder også dig.’
Da latteren havde lagt sig, gik de i gang med at spise. Menuen var laks, højreb og is.
Fangerne havde sparet sammen til en gave. Da Flemming Østergaard løsnede papiret, lå der en blå trøje af mærket Lacoste. Han takkede rørt for den dyre gave. En af de indsatte havde lavet en tegning. Med store bogstaver havde han skrevet en hilsen: ’Sæt den gamle løve fri. Befri Flemming.’
Længe inden Flemming Østergaard blev kendt som frontfigur for F.C. København og Parken Sport & Entertainment, havde han ledende stillinger i en række internationale firmaer med speciale i salg af pengeskabe, døgnbokse og brandbokse til banker og andre virksomheder. Han har solgt kæmpemæssige bokse til nationalbanker og sikkerhedssystemer til diamanthandlere i Antwerpen og Bruxelles.
Flemming Østergaard er uddannet vekselerer og børsmægler, og mens andre unge danske mænd havde langt hår og røg hash og lyttede til syrerock og protesterede mod Vietnam-krigen og fik en tur med politiets knipler foran den amerikanske ambassade på Østerbro, havde supersælgeren Flemming Østergaard etableret sig som en sulten og succesfuld forretningsmand.
Op gennem 1970’erne og 1980’erne rejste han jorden rundt, travl, disciplineret og med den overbevisning, at kommer du til tiden, er du fem minutter for sent. Han lagde sine møder i lufthavnene rundt om i verden, så han kunne flyve direkte videre til næste opgave. Sent om fredagen landede han i København for at holde weekend med sin kone og to børn, inden han rejste videre søndag aften.
Flemming Østergaard var 42 år gammel, da han 1. maj 1986 var hos slagteren for at købe ind til sine svigerforældres guldbryllup. Da han kom ud af butikken og krydsede over Strandvejen, blev han ramt af en bil.
Han nåede at springe til side, hvilket formentlig reddede hans liv. Men højre ben blev svært beskadiget. På hospitalet meddelte lægerne ham, at benet ikke stod til at redde, det var flækket fra knæet og ned. En amputation var nært forestående. Flemming Østergaard havde dyrket sport hele sit liv, fodbold, tennis, cykling og badminton.
Som ung mand løb han med sandsække langs vandet ved Bellevue. Tanken om at sidde i kørestol gjorde ham rædselsslagen. Han mobiliserede alle sine kræfter, fast besluttet på at komme til at gå igen.
Det var under genoptræningen, først siddende, siden gående, at Flemming Østergaard mødte den norskfødte fysioterapeut Jan Ove Myklebust. De to mænd satte som mål, at Østergaard en dag skulle kunne bøje benet igen.
”Geniet sagde, at vi nok skulle finde ud af det,” siger Flemming Østergaard.
”Jeg glemte at sige, at det gjorde ondt,” siger Jan Ove Myklebust.
Det blev begyndelsen på et venskab, som har varet i mere end 30 år.
I dag er Østergaards ben stadig mærket af ulykken. Tre gange om ugen går han til behandling hos Jan Ove Myklebust, der ejer Skodsborg Fysioterapi i det hvidkalkede hotelbyggeri med søjlearkade og udsigt til Øresund. Østergaard har fået lov til at fortsætte behandlingen, mens han bor på Pension Engelsborg. Ellers bliver benet stift.
Jan Ove Myklebust rejser sig og lægger kræfter i. Flemming Østergaard sætter tommel- og pegefingeren op mod næseroden og puster ud. En tåre løber ned ad tindingen og lander på briksen.
Der går nogle øjeblikke, så bryder Jan Ove Myklebust tavsheden med en frisk bemærkning. Han så F.C. København spille forleden, og efter hans mening var de så overlegne, at de sagtens kunne have vundet med både fem og seks mål.
Flemming Østergaard fortæller gerne historien om bilulykken, og den går igen i stort set alle de biografier, han har medvirket i. Hvorfor er historien så vigtig for ham? Hvad handler den om inderst inde?
Historien om bilulykken handler om en mand, der rejser sig mod all odds. En mand, der overvinder en uoverstigelig forhindring og kommer ud på den anden side. Det er en historie, Flemming Østergaard holder af at fortælle, og som et effektfuldt punktum fremviser han den sorte træplakette formet som et trofæ med de 22 skruer, han havde siddende i benet.
Hvis man spørger Flemming Østergaard, om han føler sig godt behandlet på Pension Engelsborg, skubber han fra med fødderne og ruller kontorstolen hen til reolen og finder et ringbind med papirer.
Han har ikke noget at udsætte på stedets socialrådgivere, som gør et nyttigt stykke arbejde. Men han er alt andet end tilfreds med den behandling, han får af Kriminalforsorgen.
Flemming Østergaard er en handlekraftig og undertiden utålmodigt anlagt mand, som er vant til at eksekvere og til, at hans medarbejdere udfører opgaven nu og ikke i morgen. Hos Kriminalforsorgen er svartiden seks til otte uger.
”Det er uartigt,” siger han en dag, jeg besøger ham på pensionen.
Allerede da han flyttede ind på Engelsborg i sommeren 2018, oplevede han, hvad det vil sige at være frihedsberøvet. Hans kone Inge var syg af kræft og skulle opereres, og han ville gerne være sammen med hende på hospitalet. Han ansøgte Kriminalforsorgen om lov til at besøge sin kone. Svaret lod vente på sig. Dagene gik. Han blev mere og mere desperat på sit værelse.
”Jeg var ved at blive idiot. Jeg sagde til dem: ’Hvis jeg ikke får tilladelse, kører jeg bare. I behøver ikke efterlyse mig. I ved, hvor I kan finde mig.’”
Flemming Østergaard fik tilladelse til at besøge Inge på hospitalet.
Selv har han, bortset fra trafikulykken i 1986, aldrig haft en sygedag, siger han. Men efter at han flyttede ind på Pension Engelsborg, har han oplevet lange perioder med sygdom.
Flemming Østergaard har en betændelsestilstand i blæren, som han i mange år har holdt i ave. Men på Pension Engelsborg har betændelsen udviklet sig til en undertiden livstruende sygdom, siger han. Han mistænker, at årsagen er skimmelsvamp i væggene. Han har været akutindlagt to gange. Den ene gang for hjerteflimmer. Den anden gang havde han været til behandling hos Jan Ove Myklebust og cyklede tilbage til sit værelse. Da han trillede ind på gårdspladsen foran Pension Engelsborg, besvimede han.
I breve til Kriminalforsorgen har Flemming Østergaard ansøgt om at sidde på de mere lempelige pensionsvilkår, som betyder, at de indsatte har fri hver dag klokken 14.30 til at passe et arbejde eller en uddannelse, inden de skal være tilbage klokken 23. I weekenden holder de fri. Men Kriminalforsorgen vil ikke ændre vilkårene for hans afsoning. Flemming Østergaard mistænker, at Kriminalforsorgen er bange for at give danskerne indtryk af, at han nyder positiv særbehandling.
I en artikel i Ekstra Bladet kunne man i september 2018 se et foto af Østergaard, som i en friweekend var taget til fodbold i Parken med nogle venner. Overskriften var ’Luksusfangen Don Ø på stadion midt i afsoning’.
Flemming Østergaard er ikke tilfreds. Han mener, at det danske retssystem er pilråddent, og i en mappe ligger papirer med notater til de emner, han overvejer at tage op på et senere tidspunkt, måske i klummeform. Blandt overskrifterne er ’afsoningen’, ’ydmygelsen’, ’vreden’, ’dommerstandens uddannelsesniveau’ og ’politikerlede’. For Flemming Østergaard vækker især sagen om den svindeldømte advokat Johan Schlüter vrede. Schlüter blev dømt fire års fængsel for at have franarret danske tv- og filmproducenter over 100 millioner kroner. Trods svindlens omfang blev dommen gjort betinget af hensyn til den dengang 73-årige Schlüters helbred. Den otte måneder ældre Flemming Østergaard undrer sig over, at dommeren ikke tog et lignende hensyn til hans alder og helbred.
”Og politikerne gør nul og en hønsefis,” siger Flemming Østergaard.
Han pakker papirerne væk.
Spørger man Østergaard, om han har gjort noget kriminelt i årene i Parken, svarer han uden at blinke:
”Nej, jeg har handlet i god tro. Jeg har haft og har fortsat tillid til Jørgen Glistrup. Jeg har i forløbet aldrig haft kontakt med de omhandlede banker.”
Har balladen om Parken og retssagen kostet venskaber?
”Det ville da være løgn at sige, at der ikke var et par enkelte, hvor du sidder og undrer dig over, at du ikke hører noget. Men det har været fantastisk at opleve, at de fleste venner stadig er der. Men der, hvor jeg føler, at nogen har svigtet, er politikerne.”
Hvad skulle de have gjort?
”De har jo stået i kø for at stå ved siden af mig til festerne. Der er nogle politikere, hvor jeg kan mærke, at det er vigtigere for dem at blive valgt til næste valg frem for at bevare et venskab. Det er min konklusion, og det kan godt være, at den er lidt for hård, men der er to-tre politikere, hvor jeg siger til mig selv: ’Hvad er det for et fjols?’”
Tre af de venner, der holder ved, er Per Mikael Jensen, Erik Jensen og David Trads. Per Mikael er koncernchef for Altinget og Mandag Morgen, Erik er Politikens korrespondent i Tyskland, og David er den tidligere chefredaktør på Information, som har meldt ud, at han ved folketingsvalget stiller op for Socialdemokratiet.
Havde David Trads regnet med, at Flemming Østergaard ville yde mentorstøtte til en politisk karriere, så tog han fejl. Østergaard har i utvetydige vendinger kritiseret Trads for, at han med sine forslag til øgede arveafgifter vil ruinere landet. Men de er stadig venner.
David Trads og de andre driller gerne igen:
”Når Flemming i sine år i Parken har fortalt os: ’Jeg har sagt nej til utallige pressehenvendelser de seneste tre uger.’ Så har vi kigget på hinanden og sagt: ’Nej, Flemming, du har sagt ja til dem alle sammen.’”
De tre venner, der sammen med Flemming Østergaard kalder sig firebanden, ses til fodbold i Parken, de har været på Skanderborg Festival adskillige gange, og de rejser sammen. Snart går turen til Dortmund for at se Thomas Delaney spille eller til Huddersfield for at se Mathias ’Zanka’ Jørgensen.
Vennerne kender Flemming Østergaard som loyal, varm og betænksom. Han husker fødselsdage og ringer og tjekker op, når nogen er i knibe. Det fortæller en anden ven, TV 2-værten Jes Dorph-Petersen, der har kendt Flemming Østergaard i 20 år. Da Jes Dorph-Petersen for nogle år siden blev ramt af en personlig krise og gik i behandling for alkoholmisbrug, ringede Flemming Østergaard som en af de første.
”Flemming var streng, kærlig, tålmodig og lyttende. Han var bange for, at jeg ville falde sammen. Han forklarede, at måden han selv overlevede på, var at tro på sig selv, passe på sig selv, rejse panden, se fremad og ikke give samfundet skylden. ’Tag dig sammen. Du er din egen nærmeste. Du har venner omkring dig. Du er skide dygtig.’”
Jes Dorph-Petersen siger, at sagen om kursmanipulation i Parken Sport & Entertainment ikke betyder noget for deres venskab.
”Lige meget hvad helvede der er sket, så synes jeg ikke, Flemming har fortjent den behandling, han har fået.”
Jes Dorph-Petersen modtog i mange år en personlig VIP-invitation, når der var fodbold og koncert i Parken. En dag udeblev invitationen, og da han kontaktede klubben, fik han at vide, at han var blevet slettet fra listen, fordi han ses privat med Flemming Østergaard. Efter en kamp var de to blevet set på en tankstation, hvor de fik taget deres billede sammen nogle fans. Jes Dorph-Petersen fik at vide, at han blev anset som uværdig til at repræsentere klubben som ambassadør.
Heller ikke David Trads er velkommen i VIP-logen, efter at han skrev bogen ’Exit Parken’, som flere anmeldere kritiserede for at være for venligt stemt over for bogens hovedperson, Flemming Østergaard.
”Vi er gået fra at sidde til højbords til at sidde i udkanten,” siger David Trads. Og det har han det fint med, siger han.
Det, der undrer ham, er, at klubben tilsyneladende gør alt for at slette Flemming Østergaard fra historiebøgerne.
”Det minder om sovjetiske tilstande.”
Da der kom tag på Parken
Dan Hammer var tidligere kommerciel direktør og øverste direktør i Parken og F.C. København fra 2000 til sin fyring i 2010, hvor nye ejere kom til.
I et interview med podcasten Mediano i november 2018 karakteriserede han Flemming Østergaard som en mand, der spiser af livet med den store ske og ser muligheder, hvor andre ser begrænsninger. I 2000 var Dan Hammer lige blevet ansat i Parken, som skulle huse Eurovision Song Contest ni måneder efter, i maj 2001. Dan Hammer kiggede ud over stadion og konstaterede: ’Der er jo ikke noget tag’. Hvortil Flemming Østergaard ifølge Hammer svarede: ’Det finder vi ud af.’ Byggesagen skulle godkendes af kommunen, og der blev spillet fodbold på grønsværen, mens byggeriet stod på.
”Det var et kæmpemæssigt sats at gå ud og sige offentligt, at vores fodboldstadion ville lægge hus til et show med flere hundrede millioner seere. Hvis du fucker op, så ved alle i Europa det. Men vi blev færdige,” siger Dan Hammer.
”Flemming har en evne til at se potentiale i andre mennesker. Han ser, at de kan vokse med opgaven, som fx Ståle Solbakken har gjort det.”
Flemming Østergaard er ikke kun kendt som sine venners ven. Lige så varm og venskabelig og tålmodigt lyttende han kan være, lige så kold, brutal og køligt straffende kan han virke. Som bestyrelsesformand i Parken slog han hårdt ned på medarbejdere, der kom for sent og mødte op uden at have forberedt sig eller ikke havde viljen, evnen eller modet til at følge hans visioner. Flemming Østergaard var en mand, der gik efter at vinde hver gang.
Mottoet var, at F.C. København skulle sørge for at knuse Brøndby, inden Brøndby knuste F.C. København.
Engang mødte han et bestyrelsesmedlem i Parken, som ifølge Østergaard havde opført sig uetisk. Da de fik øje på hinanden i lufthavnen, gik manden hen for at give Østergaard en krammer, men blev mødt med ordene: ’Kan du flytte dig, din lange idiot. Er du syg i femøren?’
Manden fortrak chokeret.
Selv blandt politikere, erhvervsledere og berømtheder i VIP-logen var der en vis ærefrygt for Flemming Østergaard, siger Jes Dorph-Petersen.
”Der var magtfulde mennesker, som fik et anstrengt udtryk i ansigtet, når han kom gående. De så ud, som om de havde fået en pløk op i røven. Jeg har set en tidligere minister, som tiggede om ikke at blive smidt af VIP-listen, efter at han havde glemt at melde afbud to gange. Flemming havde en enorm magt. Han var the shit i alle de år. Parken var ikke kun hans arbejdsplads, det var et monument over hans succes.”
Følelsesmennesket Flemming Østergaard straffer hårdt, hvis han oplever svigt. Sådan er det også på Pension Engelsborg. Efter samtalen med den medindsatte, som fortalte om sit tragiske biluheld, søgte Østergaard på nettet af nysgerrighed for at læse mere om manden, der ganske rigtigt havde været involveret i en bilulykke. Men han havde ikke fortalt Flemming Østergaard, at han havde kørt i spirituspåvirket tilstand, ikke havde noget kørekort og var stukket af fra ulykkesstedet. Rasende over at være blevet løjet for meddelte Flemming Østergaard manden, at han ikke længere kunne hjælpe ham. Han ville gerne hilse, når de mødtes på gangen. Men han skulle ikke banke på Flemming Østergaards dør.
Med Flemming Østergaard er der ingen middelvej. Han pendulerer mellem varme og kulde, mellem triumf og nederlag, mellem venner og fjender, sortsyn og optimisme.
Når vennerne snakker om Flemming Østergaard, håber de, at han en dag lægger vreden og fængselsdommen bag sig, selv om han synes, den er uretfærdig. De håber, at han vil glæde sig over de gode ting, for det bliver man et gladere menneske af. De håber, at han vil tænke fremad og minde sig selv om, at det ikke er de andres skyld. At han vil sige tak for kampen, selv om dommeren var både blind og døv.
Af de mange dage historier Flemming Østergaard har fortalt mig om sin opvækst, er der særligt én, jeg husker. Han voksede op med sin lillesøster og forældre i et arbejderhjem i et socialt boligbyggeri i Ordrup, omgivet af rigsmandsfamilier i villaer med sortgnistrende tegltage. Det kommunale boligbyggeri gik under navnet ’Det Gule Palæ’. Andre kaldte det for ’Millionbyen’ med henvisning til de mange børn, der boede der. Ofte så man en politibil parkere foran bygningen, når der var husspektakler.
Flemmings far var postbud og cykelrytter, hans mor var hjemmegående. En dag var Flemming på besøg hos sin bedste ven Steffen, der boede med sin familie i en villa. De to drenge gik i samme klasse på Skovshoved Skole. Ved et tilfælde overhørte Flemming, at Steffens mor sagde til sin søn, at det nok var bedst, at han fandt en anden legekammerat. Moren mente, at Flemming var under deres stand. Flemming sagde aldrig til Steffen, hvad han havde hørt. Og han legede aldrig med ham igen. Han eliminerede ham fra sit liv.
Det var i de år, Flemming Østergaard besluttede sig for, at han ville tjene sin første million, inden han fyldte 30. Han forventede, at pengene ville gøre ham uafhængig, sikre hans familie og give ham muligheden for at leve, som han ønskede, uden indblanding fra andre.
Det er en form for stædighed og drivkraft, der fascinerer firebandemedlemmet Per Mikael Jensen. Han har været øverste chef for aviskoncernen Metro International og senere adm. direktør for TV 2. Inden da, i slutningen af 1990’erne, var han redaktør på JP København. Avisen dækkede Superligaen intensivt, og ved et læserarrangement stillede klubcheferne op til en paneldebat, som Per Mikael Jensen var ordstyrer for.
”Bagefter var Flemming Østergaard rasende. Han sagde noget om sit syn på journalister, og det udviklede sig til et skænderi. Det var vores første møde. Det endte med, at vi gik ud og fik en øl. Det var skide hyggeligt.”
Per Mikael Jensen siger, at han har respekt for en mand, der har drevet det vidt, også selv om det har en pris.
”Han er den type menneske, som vil videre, højere og længere, uanset hvad virkeligheden bringer, og hvordan verden ser ud. Nogle gange kan det være fantasifuldt eller alt for optimistisk. Men han er drevet af trangen til at udrette noget og skabe nogle situationer sammen med andre mennesker.”
Per Mikael Jensen siger, at han ’ind til benet’ er overbevist om, at Flemming Østergaard ikke har gjort noget forkert i sin tid i Parken.
”Flemming føler inderst inde, at han er uskyldig.”
Jeg spørger Per Mikael Jensen, om det kan tænkes, at Flemming Østergaard bag sit inderste rum har endnu et rum, som kun han selv kender, og at han dér ved, at der dengang skete noget i de direktionslokaler, som ikke burde være sket?
Per Mikael Jensen tænker sig om.
”Så skal det rum befinde sig så langt inde, at han ikke selv ved, at det eksisterer. Det skal være et sort hul, som han nærmest ikke selv ved findes. For han kan ikke med den vedholdenhed blive ved med at lyve så meget. Jeg har spurgt ham masser af gange og også direkte sagt: ’Har der været noget, Flemming?’ ’Nej,’ siger han. ’Overhovedet ikke.’”
Telefonen leder efter signal. Det er en tirsdag sidst i marts 2019. Der går nogle sekunder mere. Så er han der.
”Ja, hallo.”
Forbindelsen støjer. Flemming Østergaard er ude og køre bil. Hans stemme lyder anderledes, friskere end længe. Som er han trådt ud af et styrtebad. De seneste tre måneder har han afsonet på pensionsvilkår med større frihed. Og nu er det slut. For fire dage siden havde han sin sidste dag på Pension Engelsborg. Han listede lige så stille afsted, siger han. Ikke nogen grund til at lave et stort nummer ud af det.
”Jeg sagde farvel til socialrådgiverne, og der var nogle af dem, der havde tårer i øjnene og sagde, at de ville savne mig. Der måtte jeg svare tilbage, at jeg absolut ikke ville savne stedet, men at det var hyggeligt at lære dem at kende.”
Nu ligger vejen åben. Flemming Østergaard er herre over sin egen tid. Han har kalenderen fuld af aftaler.
”Jeg er på vej til at holde et møde i fucking Ringkøbing. Det er fandeme langt væk.”
Foredraget skal han holde for en dansk virksomhed, temaet er management og ledelse. Han er fremme om 16 kilometer. Efter mødet skal han videre til bestyrelsesmøde i Aarhus i en mindre virksomhed, der arbejder med reklame og markedsføring.
”I øjeblikket tager jeg stilling til 15-20 forskellige forretningsmæssige ting, om jeg orker det, eller om jeg er 75 år og nyder livet fremadrettet. Uden overdrivelse har jeg fået mange henvendelser om bestyrelsesarbejde, forespørgsler om råd og vejledning og foredrag. Jeg er meget overrasket over alle de henvendelser, og jeg er nysgerrig nok til i nogle tilfælde lige at ville se, hvad det er.”
I næste uge rejser han til Nice. Ugen efter tager han til Miami, New York og Boston i en blanding af forretning og ferie.
Han siger, at han har lagt opholdet på Pension Engelsborg bag sig. Han gider ikke være vred.
”Videre,” siger han. Med tryk på. En bestyrelsesformand, der er træt af at sovse rundt i den samme gamle dagsorden.
Om få minutter er han i Ringkøbing. Han lader forstå, at vi skal til at runde af. Men han vil gerne sige, at han på Pension Engelsborg har mødt 12 socialrådgivere, som under vanskelige vilkår gør, hvad de kan, for at hjælpe folk ud i en bedre tilstand, end da de kom.
Er du selv kommet ud i en bedre tilstand?
I det øjeblik Flemming Østergaard svarer, forsvinder han. Der går nogle sekunder. Tavshed. Så dukker han op igen, men nu er lyden forsinket og stemmen forvrænget og metallisk. Der er blanke felter i alle sætninger. Flemming Østergaard er uden for rækkevidde. Det eneste, jeg kan høre ham sige, er noget i retning af, at det gælder om at få det bedste ud af livet.
”Jeg er ude på Lars Tyndskids marker,” siger han, da vi atter har fået forbindelse.
Han er i godt humør. Det er forår i Danmark, Superligaen er i fulde omdrejninger, og F.C. København ligger i spidsen. Næste gang, Flemming Østergaard skal i Parken, tager han en af fangerne fra Engelsborg med og giver ham en oplevelse, han sent vil glemme.
Selv mangler Flemming Østergaard 46 timers samfundstjeneste. Hvor de timer skal lægges, holder han for sig selv.
”Jeg ønsker ikke at have folk rendende for at se giraffen.”
