Margrethe Vestager har siden 2014 lagt arm med nogle af verdens største virksomheder og udskrevet bøder for milliarder af kroner. Alene Google har fået tre bøder på i alt 61 milliarder kroner for at have misbrugt sin dominerende position på markedet. Vestager befinder sig godt i rollen som EU-konkurrencekommissær og har trukket overskrifter verden over. Men arbejdet i Bruxelles har ikke kun været en velkommen faglig udfordring for Vestager efter mange år i dansk politik – jobbet har også krævet, at hun har lagt den velkendte danske ironi og sarkasme på hylden. Det fortæller Margrethe Vestager i et stort interview i det nye nummer af Euroman.

I sit daglige arbejde får Vestager hjælp fra et generaldirektorat med 900 specialiserede medarbejdere, typisk økonomer og jurister, der arbejder med statsstøttesager, konkurrencesager og godkendelse af fusioner og opkøb. Over generaldirektoratet finder man Margrethe Vestagers kabinet, der tæller 22 personlige rådgivere, der kommer fra blandt andet Polen, Slovakiet, Rumænien, Grækenland, Italien, Spanien, Tyskland og Østrig.