Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Jakkesæt: Regler, regelbrud og evigt god stil

Jakkesættet har sin oprindelse tilbage i slutningen af 1700-tallet, og har siden da udviklet sig til at blive fast inventar i den velklædte mands garderobe. Der findes et væld af regler, når det kommer til jakkesæt, men det er der heldigvis råd for. Her finder du svar på alle de klassiske spørgsmål om jakkesæt.


Hvordan skal et jakkesæt sidde? Og hvis du kun skal eje ét jakkesæt, hvilket skal det så være?

Læs med her.


vis
mere

Hvad er et jakkesæt?

Jakkesæt er grundstenen i den velklædte mands garderobe. Vi tænker ikke blot på det klassiske jakkesæt, der kræver nystrøget skjorte, pæne sko og et velbundet slips. Nej, vi tænker også på det moderne jakkesæt, der bryder med de gamle regler. Jakkesættet, der går godt til et par sneakers, eller jakken, der bliver smidt over et par jeans. 

Hvis vi skal forstå, hvad et jakkesæt egentlig er, er vi nødt til at dykke ned i etymologien. Englænderne kalder det et suit, og det har de fra franskmændenes ord for at følge, suite. Tanken bag et jakkesæt har derfor altid været, at det skal følge kroppens silhuet og skabe illusionen af at være et enkelt stykke påklædning. Det forlænger din figur, og får dig til at se slankere og højere ud – hvis ellers det sidder rigtigt.

Hvis du er på jagt efter et helt klassisk jakkesæt, er der delte meninger om, hvordan det skal se ud. Det kan koges ned til tre overordnede skoler inden for skrædderstil og snit: den engelske, italienske og amerikanske. Herunder får du en kort beskrivelse af de tre forskellige snit inden for jakkesæt, og så er det ellers bare op til at prøve dig frem til at finde ud af, hvad du bedst kan lide.

Jakkesæt: Det engelske snit

Det engelske snit inden for jakkesæt er for mange det mest klassiske og sikre valg. Det er konservativt, elegant, og det ser godt ud på alle. Det kendetegnes ved de bløde skuldre uden for meget polstring, den slanke talje, smalle revers og dobbelte slidser på jakken. To slidser bag på jakken er med til at sikre, at jakkesættet ikke krøller, når du sætter dig på en stol eller lignende. Deruover giver det dig en bedre mobilitet, hvilket er værd at overveje, hvis det er et jakkesæt, du skal have på hver dag.

Jakkesæt: Det italienske snit

Det italienske snit er modsat det engelske mere vovet, og jakkesættet får for alvor lov til at udtrykke sig. Der er mere polstring i skuldrene, bredere revers og en smal talje, hvilket er med til at skabe et samlet set meget autoritært udtryk. Oprindeligt set er italienske jakkesæt kendt for ikke at have slidser i jakken for at få den til at sidde helt tæt til kroppen, men sådan er det ikke nødvendigvis længere. Hvis du vælger en jakke uden slidser, går du på kompromis med bevægeligheden, og til dels komforten, hvillket er værd at have for øje.

Jakkesæt: Det amerikanske snit

Hvis det engelske snit er det mest klassiske, og det italienske er det mest vovede, så er det amerikanske snit inden for jakkesæt den gyldne middelvej. Det er kendetegnet ved skuldrene med en lille smule polstring, moderate revers, en knap så smal talje og en enkelt slids på jakken. Her er komforten i højsædet, hvilket også er årsagen til, at amerikanske jakkesæt typisk kan findes under kategorien ’sack suits’. Det har et mere firkantet udtryk, som man kender det bedste fra Gordon Gekko og Brooks Brothers.

Hvordan skal et jakkesæt sidde?

Det vigtigste at få på plads er skuldrene. Jakken hviler på skuldrene og er dermed fundamentet for, hvorvidt jakkesættet passer godt eller ej. Det er også her, de fleste mænd går galt i byen, og det er der to årsager til. Først og fremmest er mange mænd interesserede i at have et stort, bredt skulderparti, og derfor fristes de til at vælge en størrelse større, end de egentlig har brug for. Hvis du falder i den kategori, kan du med fordel gå efter et jakkesæt med italiensk snit, der har mere struktur og fylde i skulderen, end jakkesæt med engelsk eller amerikansk snit har det.


Derudover har moden i en periode gået på, at alt skulle være så tætsiddende og slim fit som muligt, og det har lokket mænd i den anden fælde: at vælge et jakkesæt i en størrelse for småt. En jakke, der sidder for smalt over skuldrene får ikke blot dit hoved til at se større ud, men det påvirker også ærmelængden.

Hvilket jakkesæt skal du købe?

Hvis det er dit første jakkesæt, så skal det være mørkeblåt. Det er en almindelig misforståelse, at det sorte jakkesæt er det mest anvendelige, og derfor det jakketsæt du bør investere i, hvis du ikke har et i forvejen. Det sorte jakkesæt har et meget formelt udtryk, og forbindes ofte med begravelser. Derfor har det bestemt sin plads i garderoben, men det 

Derimod bør du i stedet kigge efter et mørkeblåt jakkesæt, hvis du skal ud og købe dit første til garderoben. Et mørkeblåt jakkesæt er især værdsat for sin alsidighed, da det går lige så vel i formelle sammenhænge, som det gør i mere afslappede omgivelser. Det er derfor en smal sag at gå direkte fra kontoret og ned på den nærmeste cocktail-bar i et mørkeblåt jakkesæt – du dropper bare slipset, og knapper lidt op for skjorten, og så er du ellers godt klædt på til en tur ud i nattelivet.

Dernæst kan du overveje, hvorvidt du vil have dit jakkesæt skræddersyet, made-to-measure, eller du vil sætte din lid til et konfektions-jakkesæt. Det har vi skrevet en guide om her, hvor du kan læse om fordelene ved de forskellige typer af jakkesæt.