Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Sociale medier – Få styr på dit virtuelle socialliv

Det er en favorit blandt udvalget af overspringshandlinger, det er en tidsrøver af rang, og det er en jungle af influencers, jobopslag og vanvittige videoer. 

Vi opdaterer dig med seneste nyt om sociale medier, så du altid har styr på, hvem og hvad du skal følge, så selv slipper på at brænde mere tid af på de sociale medier end højst nødvendigt.


vis
mere

Hvad er sociale medier?

I sin grundform er sociale medier en online platform, hvor brugere kan dele content og interagere med hinanden, men nu til dags er sociale medier blevet til meget mere end blot et overudviklet diskussionsforum. For et stadigt voksende antal mennesker verden over er sociale medier blevet til en levevej, der sikrer dem en fyrstelig gage, når de agerer midlertidig talsperson for firmaer, der sælger alt fra proteindrikke, der lover vægttab og fornyet livsenergi, til smarte tandblejningssæt med udvidet cancergaranti.

I Danmark startede vi med sociale medier som Arto og MySpace, men i de seneste år er det især Facebook, Instagram og Snapchat, der har siddet tungt på tronen som vores foretrukne tidsrøver. De sociale medier har spredt sig som en kulturel steppebrand, og det er endda kommet så vidt, at Facebook selv har været ude og prædike, at vi skal bruge de sociale medier mindre. Hvad er det så, der gør, at vi alligevel ikke kan holde os fra de sociale medier, når de endda selv er ude og fortælle os, at vi bruger dem for meget?

Viralt content – De sociale mediers eksistensgrundlag

En stor del af forklaring på hvorfor vores forbrug af sociale medier, er så stort, som det er, kan meget vel findes i de uendelige mængder viralt content og indhold, der dagligt strømmer ud i vores nyhedsfeed. Hvis ikke vi havde haft sociale medier, havde vi sikkert aldrig lært om den underskønne kvindelige fodbolddommer fra Polen, som gav de fleste mænd på banen lyst til at begå frispark for at komme i dialog med hende. Vi var nok heller ikke røget med på den, godt nok ganske kortvarige, kulinariske bølge om æg, der lignede skyer, og hvad havde vi dog gjort uden den viden?

Vi har til gengæld en række ukendte individer i de sociale mediers verden, som vi skylder en tak. Det er Facebooks moderatorer, der hver dag tænder deres computer for at trevle de tusindvis af videoer igennem, der hvad dag lægges op på siden. Det kan være uskadelige videoer af katte, der bliver forskrækket over deres eget spejlbillede, men det kan desværre også være videoer af halshugninger, steninger og andet forfærdende indhold, som intet har at gøre på sociale medier. Livet som Facebook-moderator er hårdt, og psykologsamtaler er fast inventar på dagens program.

Vores eget content på sociale medier – Det skal du gøre og IKKE gøre

Der er ingen skam i at dele content på de sociale medier. Vi har alle sammen taget den skrækindjagende tur ned ad memory lane, hvor vi er blevet mindet om, hvad vi skrev af statusopdateringer for 10 år siden, og set de billeder, der udødeliggjorde vores allerværste stilkiks. Vand under broen, glemt er glemt. Nu kigger vi fremad og giver dig et par tips til, hvad du skal dele, og hvad du skal holde dig fra at dele på de sociale medier, når du fremover får en trang til at dele noget fra dit liv.

Vi lægger ud med en britisk undersøgelse, der fandt frem til, at klart størstedelen af de adspurgte helst så sig fri for dine feriebilleder på Facebook og Instagram. Så næste gang du vil spørge dine følgere, om det er dine solbrune ben, eller et par velstegte hotdog-pølser, der slanger sig i sandet, skal du måske lige overveje, om du egentlig deler det for din egen eller dine followers skyld.

Vi går direkte videre fra irriterende feriebilleder, og kaster os med hovedet først direkte ind i den dating-jungle, som sociale medier har skabt. I dag har vi platforme som Happn og Tinder til at hjælpe os med at finde den eneste ene – om ikke andet aftenens eneste ene – men det er ganske almindeligt, at sociale medier danner grobunden for nye forhold. Der findes dog et uofficielt regelsæt, som er værd at have for øje, hvis du vil fange din udkårnes opmærksomhed på Facebook, Snapchat, Instagram, eller på LinkedIn hvis du er ekstra vovet.

Du kan læse dig klog på de syv regler, du skal overholde, hvis du vil have held med at charmere dig ind hos din øjesten gennem sociale medier. Vi kan lige så godt afsløre den altoverskyggende regel nummer ét – du skal droppe poke-funktionen med det samme. At sige der kun findes syv regler for din færden på sociale medier, er mildest talt en underdrivelse, da det ikke ville være noget problem at skrive en guide i bibel-størrelse. Om ikke andet kan du altid læne dig op ad andres fejltagelser, hvis du vil undgå at blive epicenteret for en shitstorm på de sociale medier.