Første gang, David Beckham luftede sine ideer om et fodboldhold i Miami, var i 2014. Siden da har det været en kamp for ham at få dem realiseret. Men nu har han modtaget sin tilladelse til at stifte en klub fra Major League Soccer (MLS).

Det annoncerede den tidligere Manchester United-stjerne i går på et pressemøde. Klubben har endnu ikke fået et officielt navn, men Beckham håber ifølge Daily Mail, at den en dag vil være blandt de bedste i verden.

”Vi sigter efter stjernerne,” sagde den nyslåede klubejer.

De fremmødte journalister ville vide, om Beckham med sit navn, sine ambitioner og med Miamis attraktioner oven i håber at kunne få megastjerner som Cristiano Ronaldo til at flytte til Florida.

”Der er så mange spillere, topspillere, der har ringet og sagt, at de er med ombord,” sagde Beckham uden at blive mere specifik.

Han lagde dog mere vægt på sine planer om at skabe et førsteklassesfodboldakademi, der kan forvandle talent fra undergrunden til kapital på hjemmebanen.

”Vi vil finde de unge fra området og se dem udvikle sig som spillere. Først da vil vi læne os tilbage og sige, at opgaven er løst. Vi bliver nødt til at investere i denne bys vækstlag af talent.”

Beckham fremhævede sin egen fortid som del af den såkaldte Class of ’92, en generation af hjemmedyrkede Manchester United-spillere, der ud over Beckham selv tæller blandt andre Neville-brødrene, Paul Scholes og Ryan Giggs:

”Vi var en unik gruppe af unge mennesker, der sparede United så mange penge i løbet af årene. Det er der, min erfaring kommer ind, jeg forstår hvordan et akademi sparer penge,” sagde Beckham.

Den kommende klub har på tegnebrættet blandt andet været kaldt Miami Vice og The Miami Beckham United, men de navne blev ikke nævnt, i stedet var stifteren iført et midlertidigt klubhalstørklæde med den spansksprogede påskrift Fútbol Miami, der må have været til ære for Miamis store latinamerikanske befolkning.

Ideen om at finde og kultivere det unge lokale talent kan muligvis give David Beckham og hans klubprojekt noget tiltrængt goodwill. Oprindelig var det eks-fodboldspillerens plan at bygge et stort prestigestadion til holdet i byens havneområde, men den blev hurtigt bremset af krydstogtskibsbranchen.

Sidste år annoncerede Beckham og hans forretningspartnere, byggemagnaterne og brødrene Jorge og Jose Mas, så, at de havde fået lov til at opføre et stadion med plads til 25.000 tilskuere i den forsømte Miami-bydel Overtown.

miami stadion beckham

Lokale beboere har imidlertid brokket sig  over, at bystyret ikke tilgodeser ordentlige beboelsesmuligheder i stedet. Visse aktivister mener sågar, at tilladelsen ikke er gyldig, fordi den ikke har været i udbud.

Den velhavende jordbesidder Dave Matheson har endda lagt sag an mod lokalforvaltningen, men foreløbig er hans søgsmål blevet afvist.

”Det har været smertefuldt til tider,” sagde David Beckham på gårsdagens pressemøde, hvor han også forklarede, at hans hovedopgave nu bliver at finde en træner, hvortil han blev spurgt, om han påtænkte at hente sin ven og tidligere holdkammerat Gary Neville.

”Nej. Han snakker for meget,” lød svaret.

LÆS OGSÅ: Ronaldinho er stoppet: Her er 10 klip der bringer hans smil tilbage

LÆS OGSÅ: Neymar buhet ud efter fire mål i 8-0-sejr

LÆS OGSÅ: Verdens rigeste fodboldspiller er en 19-årig fra Leicester City